Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: En foretagsom læsekreds

Men da medlemmet, som også havde været i berøring med psykiatrien, pakkede ud, måtte der en plade i spisebordet. Og så blev der ellers snakket sygdom og byttet lidt piller, tror jeg. Men det benægtede faster godt nok.

Sygeplejersken 2015 nr. 3, s. 46

Af:

Kirsten Dalby Rasmussen, sygeplejerske, SD i uddannelse og undervisning, cand.pæd., underviser på Professionshøjskolen Metropol

5-faglige_kirsten-dalbyMin foretagsomme faster Else har gennem de sidste 40 år deltaget i en læsekreds. De startede med at være 12 kvinder, der en gang om måneden mødtes og diskuterede en bog, de alle havde læst. Møderne blev styret med nødvendig, fast hånd af en bibliotekar, som sikrede et alsidigt litteraturvalg, at de holdt sig nogenlunde til emnet samt rimelig taletid til alle.

Efterhånden har de måttet tage afsked med halvdelen af medlemmerne og senest med den for længst pensionerede bibliotekar. Som det sidste havde hun gennemtrumfet, at de skulle give sig i kast med Yahya Hassans digte. Men efter hendes bisættelse og under det efterfølgende kaffebord blev de enige om, at med hans udenlandsk klingende navn og alt det forfærdelige, der skete rundt om i verden, så turde de simpelthen ikke have den bog liggende på natbordet.

Da en af faster Elses spidskompetencer er organisering og som den yngste på bare 88 år, fik hun hurtigt udnævnt sig selv til ny mødeleder. Bibliotekaren havde afskyet krimier, men nu var vejen banet for at afprøve genren.

De mange timer, faster Else har brugt på Ældre Sagens computercafé, viste sig at bære frugt, og snart var en titel googlet. Faster har for nylig været indlagt, og som alle ved, kan intet andet samtaleemne udkonkurrere en god sygdom og hospitalsindlæggelse. Derfor skulle krimien have sit udspring i relation til sundhedsvæsenet, og titlen ”Dødelig medicin og organiseret kriminalitet” af lægen Peter Gøtzsche lød som et godt bud.

Bogen levede dog langtfra op til forventningerne; nok fordi faster Else havde misset underteksten ”Hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsenet”. Snarrådigt satte faster telefonkæden i gang og foreslog, at de ved mødet medbragte, hvad de måtte have liggende af medicin. Efter sin indlæggelse, hvor der heldigvis ikke blev fundet noget abnormt, var hun alligevel kommet hjem med fem forskellige, nye præparater. Når de blev lagt sammen med de andre, hun fandt i skabet, var faster sikker på, hun blev topscorer.

Her havde faster Else gjort regning uden vært. Medens hun snildt kunne have sit hjemmeapotek i håndtasken, kom flere af de andre med halv- og helfyldte bæreposer. Pilleglas, pakninger, tuber, cremer mv. bugnede. Men da medlemmet, som også havde været i berøring med psykiatrien, pakkede ud, måtte der en plade i spisebordet. Og så blev der ellers snakket sygdom og byttet lidt piller, tror jeg. Men det benægtede faster godt nok.

Mod mødets slutning skulle der opsummeres, og de kunne konkludere, at den indiskutable årsag til deres høje alder alene var medicinalindustriens fortjeneste. At en lå inde med NOVO-aktier, og resten havde familie eller bekendte ansat i medicinalindustrien, var yderligere et bevis. At det overhovedet var lovligt for forfatter-lægen at misbruge sin ytringsfrihed på sådan en omgang videnskabeligt fusk, var dem en gåde. Og det havde de pligt til at meddele den uredelige læge.
Faster forfattede et harmdirrende brev til Gøtzsche med læsekredsens konklusioner og afventer stadig forfatterens dementi og bogens tilbagetrækning på baggrund af deres knusende belæg og evidens for sammenhængen mellem kraftig medicinering og høj levealder.

Nu kender jeg min faster ret godt og ved, at hun har høj komplians i forhold til at indløse recepter, men en ringe i forhold til faktisk at indtage det ordinerede. Om det samme kunne gøre sig gældende for alle i læsekredsen, bjerget af medicin taget i betragtning, prøvede jeg forsigtigt at antyde overfor faster Else, men den hypotese blev mødt med larmende tavshed og meget stram overlæbe.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger. ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger