Dilemma: Den nye fuglekikkert

Illustration: Pia Olsen

Asta Andersen har været bogholder det meste af sit arbejdsliv, men nu bor hun i en lille lejlighed på et plejecenter og har ikke rigtig styr på sin økonomi længere. Trods sine 82 år har hun glædet sig til den planlagte tredages tur til Harzen i plejecentrets egen bus, ”for jeg kan da stadigvæk spadsere,” siger hun. Den nye fuglekikkert, som hun har købt via en forening, ligger i sit etui og venter på at blive brugt.

Men da tilmeldingsfristen nærmer sig, fortæller Birgitte, afdelingssygeplejersken, Asta, at hun ikke har råd til at tage med til Harzen. Det kan Asta slet ikke forstå. Men hun kan på den anden side godt huske, at hendes ældste søn Frank altid kommer på besøg omkring den første.

Det er ikke gået så godt for Frank. Han har haft et alkoholmisbrug og blev skilt for nogle år siden. Han har kun sparsom kontakt med sine to børn, og hans netværk er begrænset.

Asta har indset, at hun ikke kan hjælpe ham længere, hun er trist over det, men har ikke energien til at træde til og udrede Franks problemer med SKAT, billån og husleje. Frank har fundet sin egen måde at løse problemerne på.

Afdelingssygeplejersken Birgitte synes, det er en svær situation. Stjæler Frank sin mors penge? Giver Asta ham et beløb hver måned af egen fri vilje, eller hvordan hænger forholdet og økonomien mellem mor og søn sammen?

Birgitte synes under alle omstændigheder, det er synd, hvis Asta ikke kommer med til Harzen og kan studere sine elskede fugle.

• Hvilke muligheder har Birgitte for at få styr på tingene? Skal hun overhovedet blande sig?
• Hvordan kan Birgitte sørge for, at Asta deltager i turen?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.

Svar 1. Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, etik- og kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital

 I Astas beskrivelse af nyorienteringen i forhold til sønnen Frank ligger muligvis en appel om hjælp. Afdelingssygeplejersken kan nænsomt spørge Asta, om hun i forhold til den nye kurs har gjort sig tanker om sønnens liv og skæbne og den konsekvens, sønnens reaktion kan få for hendes eget liv. Hvis hun virker velovervejet, vil der kunne argumenteres etisk for at hjælpe Asta med at fastholde sit valg. Og måske behøver hjælpen ikke at betyde, at sønnen aldrig mere kan hjælpes økonomisk. Det kan virke uetisk med en relation, der beror på et økonomisk mellemværende, men det har længe været præmissen for samværet, ser det ud til, så måske der kan findes en løsning, som ikke nødvendigvis betyder, at sønnen aldrig mere kan hjælpes? Det kan med tiden blive svært for Asta, hvis sønnen vælger at bryde forbindelsen.

Svar 2. Af Annette Hegelund, sygeplejerske, SD, projektmedarbejder, KOL Kompetencecenter i Region Sjælland, næstformand i Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ > ser

Hvad mon er det allervigtigste for Asta? At hun selv kommer på tur, eller at hun kan hjælpe sin søn? Hvad er der på spil for hende?

Astas selvbestemmelsesret kan være udsat, hvis hun føler sig sårbar i det svære valg om, hvorvidt hendes søns eller hendes egne behov er vigtigst. Valget vil kunne påvirke Astas selvbillede og identitet som den, der altid har haft styr på økonomien.
Birgitte må have en snak med Asta om den økonomiske situation, både aktuelt og på sigt. Birgitte må lytte godt til Astas argumenter og respektere hendes ønsker.

Hvis Asta giver Frank penge, er det hendes valg, og hun må selv undvære at komme på tur. Hvis Asta ikke vil give Frank penge, men føler sig presset, kan Birgitte med jura i hånden informere, støtte og hjælpe Asta med at søge en økonomisk værge. Dermed beskyttes hun for fremadrettet at skulle tage konfrontationen med Frank.

Hvis Asta har svært ved at vælge, kan Birgitte hjælpe ved at sætte scenarierne op for hende, så de bliver nemmere at adskille, men hun kan ikke træffe valget for hende.