Frustration forlænger tvangsfiksering

Over tre døgn. Så lang tid varede én ud af 10 tvangsfikseringer i 2013. Her kan dog være inkluderet toiletbesøg og pauser i op til en time dagligt afhængigt af lægens bedømmelse. Antallet af de langvarige fikseringer over tre døgn er steget med næsten 30 pct. på blot to år.

Det er sket i takt med, at antallet af tvangsfikseringer i hele landet er steget med 18 pct. i samme periode.
Et nyligt publiceret forskningsprojekt, der har undersøgt, hvad der ligger bag de længerevarende bæltefikseringer i retspsykiatrien, kortlægger de overordnede faktorer, som afgør, hvor længe en patient er tvangsfikseret.

Og der er flere faktorer bag de længerevarende fikseringer, fortæller ph.d. og sygeplejerske Frederik Alkier Gildberg, som er forskningsleder på projektet.
 

Bagvedliggende årsager

Forud for at patienten bliver tvangsfikseret, kan der allerede være nogle bagvedliggende årsager til, at fikseringen bliver forlænget, som kaldes konkurrerende faktorer. Det kan f.eks. være, hvis patienten er misbruger eller psykotisk.

”En stor gruppe af de patienter, som bliver tvangsfikseret i lange perioder i retspsykiatrien, er diagnosticeret med skizofreni og er holdt op med at tage deres medicin. Så bliver de psykotiske og paranoide og til fare for sig selv eller andre og bliver derfor tvangsfikseret,” giver Frederik Alkier Gildberg som eksempel.

Da man ikke kan tvangsmedicinere patienter med vanlig medicin, skal personalet forsøge at motivere patienten til at tage medicin igen.

”Og hvis lægen så på et tidspunkt får motiveret patienten til at tage medicin igen, kan det være, at patienten kun begynder at tage noget af medicinen, men ikke det hele, og så kan der hurtigt gå en uge,” fortæller Frederik Alkier Gildberg.
 

Den forlængende spiral

Når sundhedspersonalet skal vurdere, om patienten skal ud af fikseringen, eller om den skal forlænges, er der forskellige faktorer, der tages i betragtning. De faktorer påvirker fikseringen i en form for spiral, hvor patienten enten kan blive i fikseringen eller komme ud af den. En af de faktorer, der forlænger fikseringen, er risikoadfærd, hvor lægen vurderer, om patienten har en adfærd, der udgør en risiko for vold. Se figuren herunder (klik på den for at se den i et større format).

”Den anden faktor er alliancevurderingen. Det handler om kvaliteten af kontakt mellem patienten og lægen, der skal vurdere, om patienten skal forblive fikseret: Vil patienten overhovedet snakke med lægen? Hvis det er svært at indgå aftaler med en patient om, at han skal forholde sig i ro, eller hvis patienten mangler en erkendelse af, at vedkommende har brug for hjælp, kan fikseringen blive forlænget,” fortæller Frederik Alkier Gildberg.

”Det medfører frustration at blive fikseret, og det giver sig udtryk i risikoadfærd som f.eks. råben og vrede.  Risikoen for vold og aggression samt alliancen mellem patient og personale vurderes, og denne vurdering påvirkes negativt af patientens vrede og råb,” forklarer Frederik Alkier Gildberg om en bæltefiksering, som kan blive længerevarende.

 Klik på figuren for at se den i et større format.

Klik på figuren for at se den i et større format.

tema om tvangsfiksering:

• Ny forskning: Fem faktorer til nedbringelse af bæltefiksering 
• John blev bæltefikseret på godt og ondt 
• Forskning om tvangsfiksering 
• Historisk: Fra dårekister og jernlænker til læder og stof​​
• Bæltefiksering: Individuelle vurderinger dur ikke​​

​