Håndtering af stress hos sygeplejersker

​

Giv mig sindsro til at acceptere de ting
jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting
jeg kan ændreog visdom til at se forskellen.
Reinhold Niebuhr, 1932 

Med denne indledning vil jeg argumentere for, hvordan sygeplejersker i forbindelse med stresshåndtering kan arbejde med forholdet mellem handlen og ikke handlen, og hvorfor stresshåndtering i sundhedsvæsenet bør flyttes fra den individuelle sfære til en ledelsesstyret fællesskabssfære. 

I den offentlige sektor er der over de sidste mange år sket store ændringer bl.a. med et øget fokus på effektivisering af de offentlige ydelser. Denne effektivisering og de konstante forandringer, som kravet om effektivisering afføder, påvirker de professionelle, som skal levere sundhedsydelserne.De professionelle kan mærke både et ydre og et indre pres i deres professionelle virke. Det ydre pres mærkes i form af dokumentation, konstante organisatoriske forandringer og et øget krav fra brugerne, mens det indre pres hos mange professionelle kommer til udtryk som præstationsangst, der kan ses som en følge af et behov for at skabe betydning og succes i arbejdslivet. I den vestlige verden taler vi ifølge Giddens om et senmoderne individ, der konstant spejler sig i sine omgivelser for at skabe sig selv (1). Denne identitetsskabende proces er knyttet sammen med omgivelser, der er i konstant forandring og kendetegnet ved en så høj grad af kompleksitet, at det bliver umuligt at forlade sig på traditionelle måder at udøve praksis på. 

Forandringsfrekvensen giver mange en oplevelse af stress i arbejdslivet. Og måske i særdeleshed i den offentlige sektor, hvor man i mange år har haft en sikkerhed og en klar tilknytning mellem organisation og profession i den forstand, at f.eks. uddannelsen til sygeplejerske for en stor dels vedkommende foregik i de samme rammer, som de efterfølgende skulle virke i. Af den grund var der en vis gennemskuelighed og oplevelse af at genkende arbejdsopgaven. Denne samhørighed er ikke helt til stede på samme måde mere, bl.a. fordi der har været en større akademisering i sygeplejerskeuddannelsen, og fordi sygeplejeopgaverne som følge af ovenstående kompleksitet har ændret sig i afdelingerne. Sygeplejersken går ikke på arbejde til en fastlagt og velafgrænset arbejdsfunktion, men kastes hele tiden ind i at skulle forholde sig til konstant forandrede arbejdsfunktioner. 

Pres både indefra og udefra
Sygeplejersker er en faggruppe, som primært er ansat i det offentlige. Til temadage om stresshåndtering og i supervisionsgrupper for sygeplejersker beskriver de i stigende grad sig selv som stressede. Sygeplejerskerne siger, at de ikke kan nå kontakten til deres patienter, fordi de skal lave så meget administrativt arbejde, selv om de kan se, at patienterne har brug for dem. Sygeplejerskerne siger også, at de oplever for mange utilsigtede hændelser og aldrig føler sig færdige, når de går fra arbejde. De moderne sygeplejersker er, som jeg ser det, fanget i et uendeligt pres både fra omgivelserne og indefra, som for mange medfører oplevelsen af stress. 

Netterstrøm bruger Lazarus og Folkmans definition af stress: ”Stress defineres som et særligt forhold mellem personen og omgivelserne, som opfattes belastende af personen eller overskrider hans eller hendes ressourcer og truer hans eller hendes velbefindende” (2). 

Hos de stressramte sygeplejersker kan iagttages en ubalance mellem sundhedsvæsenet og sygeplejersken. Ubalancen kan komme inde fra hende selv i form af et ønske om at yde en professionel sygepleje, som hun ikke synes, hun har mulighed for, men ubalancen kommer også fra ydre forhold, hvor sygeplejersken oplever flere og flere patienter, som skal have en sundhedsydelse på kortere tid. Det indre og ydre pres hænger sammen og påvirker hinanden i en negativ spiral af pres. 

Til en temadag om sygeplejerskers stresshåndtering i sundhedsvæsenet spurgte en sygeplejerske: ”Hvordan skal vi lære at lukke af for de patienter, vi ikke kan nå? Og hvordan skal vi kunne håndtere at være mindful, når telefonen ringer konstant?” 

Jeg ser dette som udtryk for yderligere en stressfaktor, eftersom det kan tolkes som om, sygeplejersken mener, hun også skal kunne mestre sin stress gennem mindfulness. 

I den vestlige verden har man igennem flere år vendt sig imod østens filosofi og livsanskuelser for at finde måder at skabe ro på for det moderne menneske. Denne tendens er trængt ind på arbejdspladsen. Mindfulness og yoga er østlige livsanskuelser, men de anvendes også løsrevet fra deres filosofi som metoder til individuel stresshåndtering. 

Det vil sige, at tilgangen til de østlige livsanskuelser bærer præg af en vestlig anvendelsesmåde, hvor det bliver individet, der skal have et redskab til at mestre stress i hverdagen. Som Pedersen skriver, bliver den østlige filosofi brugt i en vestlig popkultur, hvor man bare scanner på overfladen (3). Og, kunne man måske tilføje, lærer sig en teknik til overlevelse i det vestlige samfund. I det øjeblik, hvor ovennævnte sygeplejerske giver udtryk for ikke at kunne leve op til kravet om at være mindful, kan det tolkes således, at mindfulness-teknikkerne bliver brugt til at understøtte effektivisering. Ikke at være mindful kan således blive endnu et tegn på, at man er en dårlig sygeplejerske. 

Lev uden anstrengelse
Jeg er imidlertid ikke ude på at tage afstand fra østlig filosofi, selvom den ligger langt fra den vestlige og i dag ofte præsenteres som en metode. Den østlige filosofi kan tværtimod være inspirerende, ikke kun i forhold til at lære et redskab til stresshåndtering, men måske mere som en tilgang til at være med sig selv i en verden af konstant indre og ydre pres.

Begrebet ”wu-wei” er et taoistisk begreb, der beskriver en tilgang til livet ”uden anstrengelse” eller ”ikke handlen”. Vi skal lære at arbejde med vores eget indre væsen og de naturlove, som virker omkring os. På den måde kan vi lære at leve uden anstrengelse – eller som Peter Plys gør (4), ved at forholde sig til omverdenen, som den er, uden at ville overstyre den. Dermed bliver Plys den mest afslappede bjørn i verden. Begrebet ”wu-wei”er naturligvis knyttet sammen med en forståelse af harmoni mellem alt levende, hvilket umiddelbart kan være svært at implementere i relationen mellem sundhedsvæsen og sygeplejerske. Alligevel kan tilgangen vise vej til visdom eller måske ligefrem til stresshåndtering for moderne sygeplejersker. ”Wu-wei” kan også knyttes til den vestlige sindsro-sætning, jeg indledte med.

De konstante forandringer, som finder sted i sundhedsvæsenet, kan ikke bare stoppes, men måden at være i det på kan ændres blot ved at tage accept og ikke handlen til sig som en handling. Helt konkret kan en sygeplejerske acceptere en umiddelbar ikke handlen som at være i kontakt med en patient uden at skulle andet end kontakten. Derved bliver denne enkelte ikke handlen til aktiv handling. På samme tid bør sygeplejersken tillade sig at slippe af med behovet for at kunne gennemskue systemet på samme måde, som de kunne i gamle dage, og således lade behovet for kontrol være en af de ting, hun accepterer med sindsro, fordi hun ikke kan ændre det. 

Risiko for ubalance
Sygeplejen er et gammelt, handleorienteret fag, hvor man gennem handlen gør noget godt for patienten. Sygeplejehandling kan både være at gå stuegang, give medicin og at være i en tæt og givende professionel kontakt, også selvom telefonen ringer, eller der er andre forstyrrelse, som trækker sygeplejerskens opmærksomhed væk fra patienten.

Det vil skabe en grundlæggende ubalance at være sygeplejerske i et sundhedsvæsen, hvor der ikke er tid til at gøre noget godt for patienten gennem handlen. Både den aktive handlen og ikke handlen. Det bør derfor ikke betragtes som tegn på sårbarhed, når en sygeplejerske sygemeldes med stress i en afdeling, hvor der ikke er så megen plads til patientkontakt. Hun reagerer på den ubalance, der er kommet mellem hendes professionalitet og sundhedssystemet. 

At arbejde med stresshåndtering i sundhedsvæsenet kunne derfor bestå i at sætte fokus på balance mellem aktiv handlen og ikke handlen i forhold til patienterne og andre opgaver. At det at give plads til ikke handlen i form af øget nærvær som en handling, der kan være hjælpsom både for patienten og for sygeplejersken, bliver betydningsfuldt. Samtidig med at sygeplejersken skal lære, at hun netop vil reagere med stress på misforhold i det moderne sundhedsvæsen, indtil hun finder en balance, hun kan være i. Måske skal hun have hjælp til at lære at slippe og være i sundhedsvæsenet, som det er, og skifte mellem aktiv handlen og ikke handlen.

Lad det ligge
En sygeplejerske opsøgte en psykolog, da hun følte sig stresset i arbejdet som sygeplejerske. Hun følte ikke, at hun kunne nå at gøre sit arbejde færdigt, inden hun gik hjem. I psykologsamtalen fik hun det råd at træne sig i at lade det ligge, som hun ikke kunne nå. Hun fik også at vide, at hun skulle arbejde med nærvær i kontakten til patienter og de andre, hun havde kontakt med i løbet af dagen. Selv om den enkelte sygeplejerske kan få hjælp til at lære at give slip på det ydre pres og sætte fokus på nærvær, er spørgsmålet, om det er rimeligt, at det altid er den enkelte sygeplejerske, som skal finde balance i et kompliceret arbejdsliv. Det mener jeg ikke, det er, og jeg mener heller ikke, det er effektivt ud fra en ledelsesmæssig betragtning, da alt for mange sygeplejersker vil sygemelde sig, når det ikke lykkes at finde balance. Der bør i stedet tages et ledelsesmæssigt ansvar, hvor der i afdelingerne kan tales om, hvordan der skabes professionel balance hos de ansatte. 

Anerkend kvalifikationer
En dygtig sygeplejerske, som havde været på en sengeafdeling i flere år, oplevede, at flere af hendes faglige kvaliteter, såsom at være omsorgsfuld og nærværende for patienterne, i stigende grad blev underkendt. Hun var ikke så hurtig i sin kontakt og følte sig efterhånden som en dårlig sygeplejerske. 

Lederne i det moderne sundhedsvæsenet bør kunne se og anerkende sygeplejerskens kvalifikationer samtidig med, at de hjælper deres personale med at få professionelt overblik i forhold til aktiv handlen og ikke handlen. I det moderne, hyperkomplekse sundhedsvæsen ligger der et stort pres på de professionelle, men presset kan lettes, ved at der sættes fokus på nærvær og afgrænsning af arbejdsopgaver. Dette bør gøres i fællesskab med andre kollegaer. Sygeplejersken skal med hjælp fra sin leder lære at sige: ”Jeg er sygeplejerske i et moderne sundhedsvæsen med uendelige krav, her arbejder jeg professionelt ud fra de muligheder, jeg har, med fuldt nærvær.” 

Lisbeth Hede Jørgensen, sygeplejerske, cand.pæd.psych., specialist i sundhedspsykologi, afdelingspsykolog, Onkologisk afdeling, Aalborg Sygehus; lisbethhede@gmail.com 


Litteratur

1. Giddens A. Modernitet og selvidentitet. København: Hans Reitzels Forlag; 1996.
2. Netterstrøm B. Stress på arbejdspladsen. København: Hans Reitzels Forlag; 2005.
3. Pedersen NA. Taoismen som en livsfilosofi i en globaliseringstid. Aalborg: Aalborg Universitet; 2010.
4. Hoff B. Peter Plys og hans Tao. København: Rhodos; 1983.