John blev bæltefikseret på godt og ondt

​John og Marias rigtige navne og visse detaljer er tilbageholdt for at beskytte Johns anonymitet. Redaktionen er bekendt med deres identitet. Foto: Søren Svendsen

“Jeg har fået 12 forskellige diagnoser. Nogle er jeg enig i, og nogle er jeg uenig i, men nu er jeg diagnosticeret som maniodepressiv og er førtidspensionist,” fortæller 53-årige John, der sidder roligt for enden af bordet i sit køkken.

John har i mange år været inde og ude af det danske sundhedssystem, og hans psykiske problemer har kostet ham mere end hans arbejdsdygtighed. Sidste gang han var indlagt, sluttede hans ægteskab.

“Min ekskone var sygeplejerske, og det endte med, at hun blev min private plejer, da jeg var syg. Det hele blev fordrejet, og jeg kunne ikke på samme måde være en mand overfor hende,” forklarer John, der stadig er meget gode venner med sin ekskone Maria.
“Jeg har svært ved at huske, hvad der er sket efter al den elektrochok, så det er nok bedre, at vi ringer til Maria for at få detaljerne. Så kan det være, jeg kommer i tanke om mere,” forklarer John og ringer op.

Trygt at være spændt fast

Maria tager telefonen. Hun kan huske det hele. Datoer, årstal. Alt det, som John blander sammen.

“Første gang John var indlagt, var han rigtig bange for at se folk i øjnene. Han bad os alle sammen om at kigge væk,” siger Maria og forklarer, hvordan situationen eskalerede og endte med Johns første tvangsfiksering:

”Der var en kvindelig ansat, der bare ikke ville lade være med at kigge ham i øjnene, og selvom han blev ved med at sige, at hun skulle kigge væk, blev hun ved. Det endte med, at han tog kvælertag på hende, og personalet blev nødt til at vriste ham væk.”

Der sad fem mennesker ovenpå mig og pressede mig mod gulvet. Det var så skræmmende. Foto: Søren Svendsen

I løbet af et øjeblik var John fastlåst i sin første tvangsfiksering. En oplevelse, der rent faktisk hjalp på hans ellers ubrydelige angst.
”Dengang var jeg bange for alt. Lyskontakter, monitoren, virkelig alt,” fortæller John og tager en tår af sin neskaffe:

“En af gangene var jeg simpelthen bange for, at mit hoved ville eksplodere. Jeg havde set noget i en film med en mands hoved, der eksploderer ligesom en tomat, og det satte sig bare fast.”

Under den seks måneder lange indlæggelse blev John hver dag tvangsfikseret, når han bad om det.
“Der var en tryghed i at blive spændt fast. Der var ligesom nogen, som holdt øje med mig og passede på mig. Det kan bedst forklares ligesom i baseball: Når man har løbet, skal man nå sin base, og så er man hjemme. Man er sikker. Fikseringen var min base.”

Fem mand overmandede ham

Sidste gang John blev indlagt, var han tvangsfikseret i over tre måneder i træk. Han var spændt fast til en seng, der var beregnet til lavere patienter end ham, så hans fødder stak ud over kanten for enden af sengen, hvor de eneste pauser, han fik fra fikseringen, var toiletpauser.

“Jeg var der ikke, da de fikserede ham, men personalet fortalte mig om det bagefter. De mente, han var på vej ind i en psykose, og så overmandede fem mennesker ham og gav ham en sprøjte stesolid,” fortæller Maria og forklarer, at sundhedspersonalet var bange for John, da han er stor og tidligere har taget kvælertag på en ansat.

Hendes stemme kommer ud af telefonen, der ligger på bordet:

”Den filt, der normalt er på bælter på håndled, mave og ankler for at beskytte patienten imod at få sår, var der ikke. Så han fik store sår, og han har stadig ar på sine ankler,” fortæller Maria, der forsøger at beskrive alle de men, som John fik med sig fra den sidste indlæggelse:

”John fik også en blodprop i lysken, som kan komme af at være tvangsfikseret for længe, og hans ene ben var dobbelt så stort som det andet.”

John læner sig frem over telefonen på bordet. Han vil gerne lægge røret på.

”Det der med følelser. Jeg begynder bare at tude,” siger John, der bedre kan huske følelsen end episoden:

“Da jeg blev spændt fast der, var det noget af det værste, jeg har oplevet. Der sad fem mennesker ovenpå mig og pressede mig mod gulvet. Det var så skræmmende. Jeg kan stadig mærke, hvordan jeg spændte i hele kroppen.”

​

tema om tvangsfiksering:

• Ny forskning: Fem faktorer til nedbringelse af bæltefiksering t 
• Frustration forlænger tvangsfiksering 
• Forskning om tvangsfiksering 
• Historisk: Fra dårekister og jernlænker til læder og stof​​
• Bæltefiksering: Individuelle vurderinger dur ikke​​

​