Studerende i praksis: Respekt for et døende menneske

Som studerende på en hjerteintensiv afdeling er det hurtigt den instrumentelle sygepleje, der kommer til at fylde meget i den læring, der foregår. Måske fordi flertallet af patienterne er sederede og/eller intuberede og rigtigt syge, hvilket fordrer, at man er dygtig til den instrumentelle del.

Og så stod hun der helt stille hos patienten og holdt ham i hånden. Arkivfoto: Jan Djenner, Scanpix.

Mine medstuderende og jeg havde ofte snakket om, hvordan vi ville reagere, når vi engang kom til at stå overfor en patient med hjertestop. Vi havde haft snakken med vores vejledere, som anbefalede os, at vi så med, hvis vi følte, vi kunne, så vi kunne se, hvordan det foregik, når en patient får hjertestop.

Et par uger inde i vores klinikforløb skete det så. En patient fik hjertestop.

Hjerte-lunge-redning blev sat i gang med det samme. Portører og læger blev tilkaldt. Akutkassen med al medicinen blev fundet frem. Alt på samme tid.

Jeg stod og så på og tog mig selv i at tænke, at det hele foregik meget stille og roligt. Der var ingen, som råbte og skreg, ingen, som løb frem og tilbage. Alle arbejdede roligt og effektivt.

Jeg stod lidt på afstand og fulgte med. Prøvede at huske alt, hvad jeg så og hørte.

Der blev kæmpet hårdt og længe for patientens liv, men desværre stod han ikke til at redde.

Da overlægen meddelte, at der ikke var mere at gøre for patienten, gik alle de omkringstående næsten pr. instinkt et skridt tilbage. Jeg gjorde det også selv.

Overlægen og to andre læger begyndte med det samme at diskutere, om de kunne have handlet anderledes i forhold til at redde patientens liv.

Pludselig kom en sygeplejerske masende imellem og stillede sig hos patienten og tog hans hånd. Hun gav en kort, dog bestemt, ordre om, at alle skulle være stille og vente med deres diskussioner til senere.

Og så stod hun der helt stille hos patienten og holdt ham i hånden. Jeg ved ikke, hvor længe hun stod der, jeg kan bare huske, at jeg kæmpede med at holde tårerne tilbage.

Vi var alle så optaget af at redde patientens liv. Men da det ikke lykkedes, glemte vi, at patienten var et menneske.
Ingen burde dø alene, og det var netop, hvad sygeplejersken forhindrede.

Det var første gang, jeg så et dødt menneske, og selv om jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, blev hele situationen en rigtig god påmindelse til mig, der som studerende ofte bruger rigtig megen energi på at lære alt det instrumentelle og derfor kan komme til at glemme mennesket bag sygdommen. Vores patienter er mennesker.

Theresa Joensen, sygeplejestuderende på Professionshøjskolen Metropol, nu uddannet sygeplejerske

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.