USA - videreuddannelsernes land

Når først, Marianne Baernholdt går i gang med at fortælle om sit liv som sygeplejerske, er hun svær at stoppe igen. Og det tro sig pokker, for den nu 52-årige kvinde har nået meget både fagligt og privat, siden hun i 1985 som næsten nyuddannet sygeplejerske satte kurs mod New York og en tilsyneladende meget lille jobmulighed på Mount Sinai-hospitalet.

Hun fik dog jobbet og har siden videreuddannet sig i stor stil, så hun i dag bl.a. kan skrive master i public health, master i klinisk og intensiv sygepleje og en ph.d. i health services researh for blot at nævne lidt fra hendes 21 sider lange cv.

Hun er i dag ansat på University of Virginia, hvor hun som lektor bl.a. underviser sygeplejestuderende, er leder af et tværfagligt sundhedsprojekt i Sydafrika, og så forsker hun bl.a. også i, hvordan såkaldte landhospitaler (i Danmark nok snarere udkantshospitaler, red.) sikrer den bedst mulige kvalitet i sygeplejen. Hun har tre voksne børn og har boet i Virginia sammen med sin mand de seneste 12 år.

Hvorfor tog du til USA?
”Da jeg blev færdig som sygeplejerske i 1984, vidste jeg allerede, at jeg gerne ville videreuddanne mig, og jeg ville egentlig også gerne til USA på et tidspunkt. Den gang var det meget svært at komme ind på den daværende sygeplejehøjskole i Danmark, og jeg talte bl.a. med nogle undervisere, som anbefalede mig at tage til England eller USA.

Jeg havde egentlig tænkt mig at vente et par år, men da min mand, der er halvt amerikaner/halvt dansker, i mellemtiden besluttede sig for at ville tilbage, begyndte jeg også at undersøge mulighederne. Han tog af sted først, og et års tid efter kom jeg.”

Var det svært at få job og autorisation?
”Det korte svar er JA. Jeg sendte over 50 ansøgninger til forskellige steder i USA, for jeg ville ikke tage af sted uden et job på hånden. Men jeg hørte kun fra Mount Sinai, og det var udelukkende fordi, sygeplejersken, der behandlede ansøgningen, havde været i Danmark. Det havde intet med mig at gøre, og hun kunne intet garantere, så jeg drog af sted til jobsamtale på et turistvisum. Jeg fik jobbet, og så begyndte alt papirarbejdet i forhold til at få opholds- og arbejdstilladelse.

Akkurat som i dag var det en besværlig og lang proces, og vil man ud som jeg, må man nok i begyndelsen være fleksibel med, hvor man kan få arbejde. Man må ofte begynde på de afdelinger, der mangler personale, og det er som regel ikke de bedste afdelinger, det viser min forskning bl.a. også. Jeg fik dog en uddannelse som intensiv sygeplejerske på Mount Sinai, men jeg ville jo også gerne læse en master. De amerikanske myndigheder godkendte dog ikke min grundlæggende uddannelse fra Danmark, så jeg måtte tage en del andre fag – studere på fuldtid og arbejde på trekvart tid - for først at få en bachelor, før jeg kunne læse videre.”

Hvad har været det sværeste?
”Det var som sagt svært at få anerkendt bare dele af min danske uddannelse, det var meget personafhængigt, og jeg skulle virkelig være opsøgende. Det var i begyndelsen også svært at gennemskue, hvordan det amerikanske uddannelsessystem er skruet sammen, du kan f.eks. læse til sygeplejerske på tre forskellige måder.

Jeg tror, det gælder om at finde de uddannelsesinstitutioner, hvor man er vant til at optage udenlandske studerende. I begyndelsen synes jeg dog, at det allersværeste var, at sygeplejersker i USA ikke havde den samme rolle som i Danmark. De var længere nede i hierarkiet og blev ikke på samme måde inddraget i beslutningsprocessen om hvilken behandling, patienterne skulle have. Men det har heldigvis ændret sig med årene.”

Hvad har været det bedste?
”Det er helt sikkert de mange muligheder for videreuddannelse, ellers tror jeg ikke, at jeg var blevet så længe. Selvfølgelig betød min mands ønske om at vende tilbage til USA noget, men jeg kom jo herover fordi, jeg ville dygtiggøre mig fagligt, og jeg har det stadig som om, at jeg er i en slikbutik, når det kommer til efter- og videreuddannelse. Man kan gøre hvad som helst, der er masser af muligheder, selvom man jo skal have midlerne.

Det er vigtigt med et langsigtet mål og vide, at det f.eks. er en investering at tage nogle fag, man måske ikke lige havde tænkt sig. Den eneste grund til, at jeg tog bacheloren var, at jeg vidste, jeg ville have en master, før vi tog hjem igen.”

Kan du beskrive den største faglige forskel?
”Jeg er fristet til at vende dit spørgsmål om … jeg er meget aktiv i ICN, og jeg synes, at en af de bedste ting her er, at man i mødet med sygeplejersker fra hele verden opdager, at der er så mange ting i sygeplejen, der er ens. Især når vi taler om basal sygepleje med fokus på patienten som det hele menneske.

Men når man tager ud og ser, hvordan der praktiseres sygepleje andre steder i verden, kan man blive forbavset over, at tingene kan gøres anderledes – og at det rent faktisk også virker eller måske er bedre! Når man er ude, lærer man også at sætte pris på nogle ting, som man bare tog for givet før. De første mange år, hvor jeg kom hjem til Danmark og sagde, at de amerikanske sygeplejersker ikke havde så meget at skulle have sagt, svarede mine danske kolleger, at det havde de heller ikke, men det kom så sandelig an på, hvem de sammenlignede sig med.” 

Skal du tilbage til Danmark igen?
”Vi har altid taget et par år ad gangen og kigget på, hvad der er bedst for vores karrierer, men også for familien. Mine børn taler flydende dansk og amerikansk, og vi har prioriteret at komme hjem til Danmark, mindst hver sommer.

Rent fagligt sker der mange spændende ting i USA lige nu, og til efteråret bliver jeg desuden optaget i The American Academy of Nursing, som er en sammenslutning under the American Nurses Association (det amerikanske svar på Dansk Sygeplejeråd, red.) bestående af ca. 2000 udvalgte ekspertsygeplejersker inden for f.eks. uddannelse, kliniske områder, forskning og politik.

Man er med i et af de mange ekspertpaneler, som løbende får til opgave at udarbejde såkaldte white papers, en slags anbefalinger, som kan hjælpe kongressen og andre amerikanske myndigheder, når de skal tage beslutninger om sundhedsvæsenet, f.eks. den meget omdiskuterede sundhedsreform i 2008. Og den tanke kan jeg lide – at ens faglighed også bliver brugt her, og at man på en måde giver noget tilbage til samfundet. Men der sker jo også meget fagligt i Danmark, så man ved aldrig, hvad der sker. Lige nu bor vi dog i Virginia, hvor også lyset og vejret bare er bedre, selvom der skal noget til at slå den danske sommer.”