Paradoks: Inddragelse kan øge ulighed i sundheden

Både patientforeninger, lægeorganisationer og senest Danske Regioner har udnævnt inddragelsen af patienten i sundhedsvæsenet som et særligt fokusområde. Også blandt sygeplejersker er der bred enighed om, at patientinddragelse både øger patienttilfredsheden og kvaliteten i behandlingen og plejen.

At patienten i højere grad skal være med til at planlægge og træffe beslutninger om sin behandling, er en god og velmenende intention ifølge Randi Bligaard, der er formand for Sygeplejeetisk Råd. Hun er dog bekymret for, at øget patientinvolvering vil skabe mere ulighed i den danske sundhed.

“Den måde, man i hospitalsvæsenet tænker patientinddragelse, passer ind i et system baseret på effektivitet, og det system er primært til gavn for de ressourcestærke patienter,” siger Randi Bligaard og fremhæver, at de ressourcestærke patienter ofte selv tilegner sig viden og allerede involverer sig i behandlingen og derfor bedre vil kunne drage nytte af en øget patientinddragelse.

Bekymring: Flere ressourcer til de ressourcestærke patienter
At patientinddragelse skaber større ulighed i sundheden, er en generel bekymring blandt sygeplejersker ude på hospitalsafdelingerne, viser rapporten “Borgernes Sundhedsvæsen – Frontpersonalets perspektiv” fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA.

“Sygeplejersker er ængstelige for, at kun de ressourcestærke patienter bliver inddraget, og de er bekymrede for, at ressourcerne bliver kastet efter de patienter, der allerede har gode forudsætninger for at blive inddraget,” siger Grete Brorholt, der står bag rapporten og i den forbindelse har interviewet 31 sundhedsprofessionelle, heriblandt sygeplejersker.

Formand for Sygeplejeetisk Råd, Randi Bligaard, supplerer:

“Hvis man bruger mange ressourcer på patientinddragelse, som kun er til gavn for en bestemt type patient, så risikerer vi, at der ikke er lige adgang til pleje og behandling, og at de sårbare patienter bliver overset.”

Hun peger på, at det eksempelvis er de stærke patientforeninger, der er repræsenteret i hospitalernes brugerråd.

“Men der er ingen forening for de sårbare ældre eller patienter med anden etnisk baggrund, så hvem repræsenterer deres stemme?” spørger Randi Bligaard.

De sårbare patienter har gavn af inddragelse
Leder af Forskningsprogrammet Patientinvolvering ved Aarhus Universitetshospital og medlem af Advisory Board i Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet, ViBIS, Kirsten Lomborg, afviser ikke, at øget fokus på inddragelse kan føre til øget ulighed.

“Men det er bare én måde at se det på. Forskningsmæssigt er der lige så meget, der tyder på det modsatte,” siger professoren i patientinvolvering om bekymringerne hos sygeplejerskerne og Sygeplejeetisk Råd.

“Faktisk er der studier, der viser, at visse grupper af sårbare patienter har gavn af patientinddragelse,” forklarer hun og giver et tænkt eksempel:

“Lad os sige, at sundhedspersonalet i en konsultation ikke inviterer patienten til at udtrykke sine ønsker og behov. Hvem sætter så sin stemme igennem for at blive inddraget? Det gør nok den ressourcestærke – og ikke den socialt udsatte eller på anden måde ressourcesvage patient.

”I situationer som denne vil patientinvolvering derfor tilgodese netop den sårbare patient, ifølge Kirsten Lomborg.

Også antropolog og specialist i brugerinddragelse hos KORA, Grete Brorholt, mener, at sårbare og ressourcesvage patienter kan inddrages i egen behandling og få gavn af inddragelsen.

“Det er et spørgsmål om, hvorvidt alle typer patienter skal inddrages på samme forudsætninger. Inddragelse er ikke en standardstørrelse, for hos den ressourcesvage kan det være andre områder, hvor man skal prioritere at understøtte inddragelse, end hos den ressourcestærke,” siger hun.

Fremtiden bringer bedre information
I Sygeplejeetisk Råd mener formand Randi Bligaard da også, at patientinddragelse er overvejende positivt, men hun fremhæver patienter med anden etnisk baggrund og sprogbarriere som en patientgruppe, der er i risikozonen for ikke at drage fordel af patientinddragelsen.

“Jeg oplever, at inddragelse ud fra hospitalsvæsenets medicinske logik ofte er lig med, at patienten er informeret og har givet samtykke til en behandlingsplan. Men hvis den folder, som patienten får, har tre siders information på dansk og kun én side på deres modersmål, får de så den reelle information til at træffe det rigtige valg?” spørger Randi Bligaard og peger i samme omgang på, at ikke alle patienter får den tolkebistand, de behøver.

“Så har man jo ikke mulighed for at tage stilling og blive inddraget på lige fod med alle andre, og det strider mod de sygeplejeetiske retningslinjer og tanken om lighed for alle patienter,” siger hun og understreger, at sygeplejersker har ansvar for at give omsorg til såvel den stærke som den sårbare patient ved at inddrage dem i det omfang, de selv ønsker og har behov for. Samtidig skal de respektere de patienter, der fravælger at blive inddraget.

Ifølge Kirsten Lomborg bliver f.eks. tolkebistand til patienter også nødvendig i fremtiden, hvis patienter skal inddrages i det omfang, som både politikere og patienter selv ønsker. Hun spår, at sundhedsvæsenet i de kommende år vil blive langt bedre til at informere og gå i dialog med patienter på forskellige måder, hvad enten det sker i en tolket samtale eller ved at bruge skriftligt materiale på flere sprog:

“Ved systematisk brug af metoder til patientinvolvering vil vi faktisk komme til at forstå patienter med anden etnisk baggrund langt bedre, end vi gør nu.”

Læs også artiklen om ikke-fortrolige samtaler på gangene samt artiklerne om metoder til patientinddragelse i samme nummer af Sygeplejersken
 

Dette tema består af følgende artikler

• Etikken på prøve (indledning)
• Tidspressede sygeplejersker kommer i etisk klemme
• Når patienten siger nej er dialog den eneste løsning
• Paradoks: Inddragelse kan øge ulighed i sundheden

Illustration: Lars Bo Petersen og Mathias Nygaard Justesen