Farlig travlhed
I maj 2015 beskrev Sygeplejersken, hvordan travlhed på danske sygehuse truer patientsikkerheden. I en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd var hver anden sygeplejerske helt eller delvist enig i, at arbejdsdagen er så travl, at det går ud over patienternes sikkerhed.
Manglende sammenhæng
Et sundhedsvæsen med sorte huller var på forsiden af Sygeplejersken i juni 2015. Hver 5. patient og hver 4. pårørende gav i en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd udtryk for, at de oplevede, at vigtig behandlingsinformation gik tabt mellem sygehus og kommune.
Pressede kommuner
Besparelser på sygehusene skubber flere komplekse patienter ud i kommunerne. Og mange af kommunerne har hverken ressourcer eller kompetencer til at løfte opgaven. Det kunne man læse om i Sygeplejersken i august 2015.
Stigende tidspres
Sygeplejersken gjorde i september 2015 status et år efter, at Arbejdstilsynet havde uddelt påbud til 41 sygehusafdelinger pga. for stor arbejdsmængde og tidspres. Arbejdsmiljøet blev forværret af nye varsler om besparelser og fyringer.
Slå alarm
Hvis ledelsen ikke er til at råbe op ift. dårligt psykisk arbejdsmiljø, kan der tages andre midler i brug. I september 2015 omtalte Sygeplejersken en sygeplejerske, der havde skrevet et læserbrev, fordi hun var træt af hele tiden at undskylde for fejl, der skyldtes tidspres.
Stålsat minister
Sygeplejersken interviewede landets nye sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde (V), i oktober 2015. Ministeren ville ikke love sundhedsvæsenet arbejdsro til at få styr på arbejdsmiljøproblemerne, inden der kom nye politiske krav om effektivisering og besparelser.
Hjemmesygepleje under pres
I december 2015 skrev Sygeplejersken, at 6 ud af 10 sygeplejersker i hjemmeplejen og på plejehjem sagde, at de havde svært ved at arbejde forsvarligt. Nedlæggelse af hospitalssenge og kortere indlæggelser var en del af forklaringen på den øgede arbejdsmængde.
Dette tema består af følgende artikler
Når velfærdssamfundet skal køre som en fabrik (indledning)
Et sygehus er ikke en fabrik
Konsekvenser på forsiden
Flow styrker jobglæden
"Ansvaret skal tilbage til sygeplejersker og læger"