Sygeplejens ydmyge superhelt

Iklædt sort jakkesæt og pyntet med en enkel broche i sølv er den norske sygeplejeforsker Kari Martinsen lige så enkel i sit udtryk som sit hovedbudskab: Sygeplejersker skal bruge deres sanser i det faglige skøn.

Kari Martinsen blev præsenteret som ”en af sygeplejens superhelte”, da hun i starten af september holdt oplægget ”Fra diakonisse til robot” i anledning af 25-års jubilæet for den danske kandidatuddannelse. Den var Kari Martinsen med til at søsætte som ansat på uddannelsen i Aarhus fra 1990-1995. Men hun bryder sig absolut ikke om berømmelse og status.

”Jeg tænker ikke over det, og det er ikke sådan, jeg ser mig selv. Men jeg må jo samtidig sige, at jeg er utrolig ydmyg og taknemmelig over, at der er nogen, som ser en værdi i mit arbejde og kan tænke det videre i forhold til deres praksis,” siger professor emeritus, Kari Martinsen, 73 år. 

I hele sin karriere har hun været fortaler for, at sygeplejersker ud over fagkundskab skal bruge deres syns-, høre-, lugtesans og berøring for at danne det faglige skøn, som er det vigtigste i sygeplejen. Det var også budskabet i hendes oplæg om diakonisser og robotter.  

”Diakonisserne var de første faglærte sygeplejersker, og de beskrev det faglige skøn ud fra det, de sansede. Et kunsthåndværk, som er centralt i sygeplejen også i dag i vores avancerede teknologiske verden. Robotter kan aldrig erstatte fantasien, når man f.eks. skal forsøge at sætte sig i en andens sted, eller når noget uforudset sker. Det er vigtigt at blive venner med teknologien, så sygeplejersker kan sanse og fornemme noget af patientens tilstand via teknologi og robotter. Men robotter bør ikke erstatte pleje og menneskeligt nærvær.
Vaskerobotter kan f.eks. ikke kende patientens hud ud fra faglig kundskab og ræsonnere ud fra den viden. Nogen må holde robotterne i ørerne,” siger Kari Martinsen. 

Løgstrup er en vitaminindsprøjtning  

Når Kari Martinsen er i København, bor hun altid i Diakonissehuset, Sankt Lukas Stiftelsen, i Hellerup, og det er her, Sygeplejersken er kommet på besøg i dagligstuen over en kop te.
Som ung sygeplejerske med arbejde i psykiatrien i 1970’erne undrede hun sig over, hvorfor sygeplejeteorien ikke var rodfæstet i menneskelige erfaringer. 

”Dengang kom sygeplejeteorierne fra USA, og de havde karakter af begreber og definitioner, f.eks. egenomsorg og sygeplejeprocessen. Den praktiske sygepleje blev underordnet, og der var ingen levende vekselvirkning mellem teori og praktisk sygepleje. Jeg følte, at jeg skulle bruge mig selv som person og mine egne erfaringer i forhold til de kriser, jeg oplevede i psykiatrien, men jeg havde ingen teori at forholde mig til.”

Kari Martinsens jagt efter teorier blev en lang rejse, som førte gennem filosofien, hvor hun studerede Karl Marx’ tænkning og Edmund Husserls fænomenologi. Det store gennembrud kom, da hun i 1990’erne blev opmærksom på den danske teolog og filosof Knud Ejler Løgstrup. Lige siden har hun været stærkt optaget af at fortolke hans tanker ind i sygeplejen og har skrevet flere bøger om K.E. Løgstrups betydning. 

”Det var som en vitaminindsprøjtning. Det er erfaringsnær tænkning, og det gav mening for mig,” siger Kari Martinsen. 

Fagligt skøn frem for evidens

Kari Martinsen er kritisk over for holdninger til, at sygeplejen skal være baseret på naturvidenskabelig evidens for at sikre belæg for, at den bygger på den aktuelt bedste viden. Det gør hende til en kontroversiel forsker i en tid, hvor mange andre akademiske sygeplejersker argumenterer for vigtigheden af evidensbaseret pleje.

”Du kan ikke på forhånd sige, hvordan du skal handle efter standarder. Du kan ikke evidensbasere en hel praksis. Jeg er ikke modstander af evidens, hvis der er tale om noget, som kan måles.
Men det med evidens har jeg et problematisk forhold til. Jeg har deltaget i evidensdiskussionen og har argumenteret for evidens baseret på erfaring – erfaringsevidens, men jeg er holdt op, for det er spild af tid. Evidens er blevet lig naturvidenskabelig evidens, punktum finale! Man vil ikke forstå, at evidens kan være noget andet,” siger Kari Martinsen, som afslutter snakken om det emne ved at tage en hurtig slurk af den te, Søster Martha har sat frem. 

Kari Martinsen er en af de forskere, som mange sygeplejestuderende refererer til i deres opgaver, og det står de studerende frit for at fortolke hendes forskning. Hun har ikke udviklet nogen modeller, man kan indrette sygeplejen efter. 

”Læsning af tekster er altid fortolkning, men man kan naturligvis fortolke mere eller mindre frugtbart. Der er en tendens til, at man fortolker i definitioner. Når man f.eks. skal definere omsorg, så siger man ”det er praktisk, moralsk og relationelt”, og så konkluderer man, ”det er omsorg”, og så er vi færdige med det. Hvis de studerende læser mine tekster sådan, så har jeg enten udtrykt mig utroligt uklart – og det kan godt ske – eller også læser de ikke det, som står.” 

Brug for oprørsk personale

Selvom det er 40 år siden, Kari Martinsen selv havde hænderne i plejen, har hun i alle årene haft tæt tilknytning til sygeplejersker i praksis. Hun mener, at sygeplejen har svære betingelser, som skyldes økonomisk produktivitetstænkning. 

”Eksempelvis læste jeg i en artikel i Sygeplejersken om sygeplejersker, som kommer på arbejde og ikke ved, hvilken afdeling de skal være på, fordi de kan blive udlånt til andre afdelinger. Her sagde en leder, at hun forventede glade og venlige medarbejdere, ligesom når man i supermarkedet kalder efter ekstra hjælp til kassen. Tænk, at man kan sammenligne sygepleje med supermarkedet! Det er utrolig vigtigt, at man har ledere af sygeplejen, som kan lave modkulturer og skabe rum, så sygeplejersker kan stille spørgsmål og tænke over de dilemmaer, de står i, f.eks. når der sker nedskæringer. Selvom patientforløbene er korte, skal sygeplejersker kunne være koncentreret til stede og vurdere,” siger hun, som kalder sin forskning for et bidrag til at kaste lys over, hvordan sygeplejen har udviklet sig. 

”Vi kan ikke ændre den økonomiske politik over natten, men vi kan måske forstå, hvordan det er blevet sådan, så vi kan blive mere kritiske over for rosenrøde teorier og teknologi, som kan være med til at krænke patientens sårbarhed og udsathed. Enhver teknologi kan misbruges krænkende, det vil sige, at enhver teknologi kalder på etiske overvejelser og skøn for at være til menneskers bedste. Det haster med en teknologi- og robotetik. Jeg mener, der er brug for, at sygeplejersker og læger bliver mere oppositionelle og oprørske og siger tydeligt til og fra i det offentlige rum på de syge og lidende patienters vegne.” 
 

Andre artikler om Kari Martinsen:

• Kari Martinsen: Sanselig sygepleje
• Kari Martinsen: Kontroversiel ridder​