Fattigdom er også en sindstilstand

En lørdag formiddag midt i september under en overskyet afrikansk forårshimmel på et hotel uden for Swazilands hovedstad, Mbabane, mødes en gruppe piger. De har det til fælles, at de alle har mistet deres forældre, at en af deres forældre var sygeplejerske, og at de på den baggrund har fået økonomisk støtte til at tage en uddannelse. 

Pengene kommer fra Girl Child Education Fund, som Dansk Sygeplejeråd siden 2005 har bidraget til gennem Solidaritetsfonden. Pigeprojektet startede på baggrund af den aids-epidemi, som ifølge UNICEF medførte, at mere end hver tredje voksen i Swaziland i 2005 var hiv-smittet, og at mere end 70.000 børn var blevet forældreløse pga. aids.
 

Swaziland, der grænser op til Sydafrika og Mozambique, er et af verdens fattigste lande. Selv om der er tradition for, at familiemedlemmer tager sig af de børn, der bliver forældreløse, er fattigdommen også medvirkende til, at der er øget sandsynlighed for, at de forældreløse børn ender som tal i kedelige statistikker: Over børn, der lever på gaden, bliver tidligt gravide og seksuelt udnyttet. Og selv hvis børnene er så heldige at have familiemedlemmer, der kan tage sig af dem, er der ofte ikke råd til skolegang. Især pigerne har svære vilkår i det stærkt patriarkalske samfund, hvor drenges uddannelse prioriteres over pigers.

Men pigerne, der er samlet denne dag, skiller sig ud fra statistikkerne. Én efter én rejser de sig op og fortæller deres historie, og hvad Girl Child Education Fund har betydet for dem. Nogle taler højt og tydeligt, mens andre har svært ved at overvinde genertheden og taler så lavmælt, at ordene knap er hørbare. Én fortæller om, hvordan hun er inspireret af den internationalt kendte nigerianske forfatter Chimanda Ngozi Adichie og af begrebet feminist. En anden, at hun er motiveret af et citat, der hedder: ”Når man uddanner en pige, uddanner man hele verden”.  

Flere af pigerne nævner også frustrationen over, at selv om de nu har fået en uddannelse, så har de svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden i Swaziland er høj, især ungdomsarbejdsløsheden. Ifølge Central Bank of Swaziland er 51,6 pct. af de 15-24-årige arbejdsløse. 

Til stede på mødet er også Linda Carrier-Walker, der gennem International Council of Nurses har været en ledende kraft i fonden. Hun er både rørt og fortrøstningsfuld, når hun lytter til pigerne, og mindre bekymret for, at de endnu ikke har landet et job.

Hun siger: ”Det handler ikke bare om at blive uddannet som blikkenslager eller lærer, men om at man gennem uddannelse får redskaber til at forstå livet, sit eget potentiale, hvordan verden hænger sammen. Det vigtigste er, at man får information og mulighed for at bruge sit hoved. Man opdager, at man kan gøre en forskel, og at fattigdom også er en sindstilstand.” 

”Jeg vil gerne sige tak for Girl Education Programme. Det har virkelig hjulpet mig. Tiny (koordinator af Girl Child Education Programme) var som vores mor. Da jeg mødte hende, var det som anden mor, det var ikke bare en fond. Hun ringede hele tiden og spurgte: ”Hvor er du? Hvad laver du? Hvordan går det i skolen?” Tak. Min mor døde i 1998, da jeg var otte år gammel. Hun var syg i mange måneder. Jeg husker det som en hovedpine, der blev værre og værre, indtil hun til sidst døde. Tre år senere i 2001 døde min far også, og så var det økonomiske fundament væk. Hvis jeg ikke havde fået hjælp af Girl Child Fond Education, ville jeg sikkert have haft tre børn og været hjemmegående i dag. I dag har jeg en universitetsgrad i psykologi fra et sydafrikansk universitet.”

”Jeg er 21 år og er lige blevet færdig med gymnasiet.  Jeg kan ikke huske min mor, for jeg var kun fire år, da hun døde. Da jeg var 11 år og gik i folkeskole i Manzini, mødte jeg Tiny (koordinator af Girl Child Education Programme). Det var svært uden vores forældre. Min bedstefar var en gammel mand, der intet vidste om at opdrage piger.  Jeg fik nyt håb, da Tiny kom ind i mit liv. Jeg fik en skoletaske og nye sko til at gå i skole i. Der var ligefrem nogen, der sagde: ”Gid min far eller mor havde været sygeplejerske, så ville nogen også have taget sig af mig”.”
 

”Jeg var seks år gammel, da min far døde i 2004. Af hvad ved jeg ikke. To år senere døde min mor, som var sygeplejerske, af noget med blindtarmen. Hende har jeg mange gode minder om, f.eks. når vi gik og sang sammen på vej hjem fra kirke. Da hun døde, blev min bror ansvarlig for os søskende. Han var 16 år gammel. For det meste gik vi i skole på tom mave. Da jeg gik i tredje klasse, mødte jeg min anden mor, Tiny (koordinator af Girl Child Education Programme). Det var der, mit gode liv startede. Nu hvor jeg bor på kostskole, går jeg altid i skole med mad i maven. Jeg har set børn, hvis forældre ikke havde råd til skolepenge, blive smidt ud af skolen, så jeg er meget taknemmelig for at have fået denne mulighed. Jeg håber, at jeg kan læse til læge efter gymnasiet.”

”Om en måned bliver jeg færdig med min universitetsgrad i international turisme. Girl Child Education Programme har virkelig ændret mig liv. Jeg har en tvillingebror, og han og jeg var i samme båd, da vores forældre døde. Vi var bare os. Da pigeprogrammet kom, føltes det, som om jeg blev reddet, mens han blev efterladt alene i båden. Men med pigeprogrammets støtte til mig blev det også lettere for vores værge at tage sig mere af min bror, og på den måde er det, som vi begge fik noget ud af programmet. Jeg kan ikke sige tilstrækkeligt tak til jer, der har gjort det muligt.”

”Min far døde, da jeg var meget ung. Min mor var lærer, og hun døde, da jeg lige var startet i gymnasiet. Jeg er den eneste pige i familien. Lige før min mor døde, sagde hun: ”Du skal tale med Tiny” (koordinator af Girl Child Education Programme). Det er ikke gået så godt i skolen, og lige nu går jeg bare derhjemme og laver ingenting. Jeg er meget alene og har ingen at tale med. Min bedstemor og min onkel har aldrig tid. Nogle gange føler jeg, at jeg slet ikke eksisterer.”

Læs også: Nu tør jeg blive hivtestet