Triage af 150 mennesker på en kyst

Rejsebrev. På 10.-dagen af mit ophold i transit-campen Moria tog de sidste af det oprindelige team hjem – bortset fra mig. En dansk læge og jeg flyttede fra det hotel, vi oprindeligt boede på, over på det hotel, hvor de resterende læger boede. Omgivelserne var ikke så gode som før, men vi havde en fælles base. Det var vigtigt. Om aftenen mødtes vi, om muligt, til aftensmad og et glas vin for at forsøge at runde dagene af. Debriefe. Det var så vigtigt, for hver dag blev mit hjerte knust af flygtningenes historier og de forhold, de lever under. 

100 nødtæpper i bagagerummet

Efter yderligere fire dage begyndte det at tage til med ankomster af bådflygtninge på Lesbos igen. Udfordringen her var, at de ikke kom de vanlige steder. Førhen kom størstedelen på det, der kaldes nordkysten, nu kom de hovedsageligt på sydkysten. Den morgen på 14.-dagen fulgte jeg en læge og en sygeplejerske til lufthavnen tidligt om morgenen. Vi passerede en gruppe flygtninge, som man kunne se netop var ankommet. De stod og så rådvilde ud. Jeg afleverede lægen og sygeplejersken ved lufthavnen og kørte tilbage til gruppen.     

Når en båd ankommer, laver man som sundhedsfaglig person en triage. Der var ingen med ABCDE-problemer. Ud ad øjenkrogen så jeg to både komme mod Lesbos, blot længere nede ad kysten. Jeg sagde til de to andre frivillige, at der var flere både på vej. De ville dog blive ved denne gruppe. Jeg hoppede ind i min bil og kørte mod det sted, hvor bådene så ud til at ville ankomme. På vej dertil så jeg en tredje båd. Jeg tænkte: Det er ca. 150 mennesker. Det bliver vanskeligt at overskue tilstanden på 150, men hvad kan jeg gøre? Ikke andet end mit bedste. Jeg havde omkring 100 nødtæpper i mit bagagerum. Det måtte gå.                                     

Besvimede kvinder

Jeg stiger ud af min bil og møder her to mænd, der står der for at tage motoren fra båden, så de kan sælge den tilbage til menneskesmuglerne i Tyrkiet. De går gerne i vandet for at komme til den, jeg går helst ikke i vandet. Det var mit held, for med lidt fast stemmeføring fik jeg dem til at hjælpe mig. Jeg kunne se en kvinde, som var ved at besvime. Jeg fik mændene til at få hende ud straks. Hun havde frie luftveje, men hyperventilerede. Hendes puls var hurtig (på 126). Hendes mand kom hen til os. Sammen med ham lavede vi vejrtrækningsøvelser. Efter kort tid virkede hun en smule mere fattet, og jeg fik forklaret, at blev der noget, så måtte de finde mig. Jeg gennemgik de resterende: 20 børn, 15 kvinder og 15 mænd. Intet farligt med dem. 

Da jeg havde et nogenlunde overblik over den første båd, ankom båd nummer 2. Her var der 12 børn, 19 kvinder og 14 mænd. Kvinderne var meget angste og panikslagne, enkelte våde. To kvinder besvimede pga. hyperventilation. De havde våde sko og underben og var en smule hypoterme. Jeg løb fra den ene til den anden for at tjekke deres ABCDE. De fik benene lidt i vejret og vågnede stille og roligt op. Da de var afkølede og våde, fik de nødtæpper ind under tøjet. Det var ikke optimalt, men det var vilkårene i den akutte situation. De hvilede sig og forsøgte at genvinde kræfterne. 

Varmet op i bilen

Alt imens ankom båd nummer 3. Nu var de to andre frivillige kommet til stedet også. Vi fik sammen med de to mænd hjulpet disse flygtninge i sikkerhed: otte børn, 10 kvinder, 29 mænd. De var ved godt mod og i god tilstand, så efter en hurtig gennemgang kunne jeg overlade ansvaret til de to frivillige og bad dem henvende sig, hvis de havde brug for hjælp. Jeg gik tilbage til de to besvimede kvinder. De kunne nu stå på benene, og jeg kunne varme dem op i min bil, indtil der kom en bus, der kunne køre dem videre. Ved nærmere tilsyn fandt jeg yderligere syv, som frøs utroligt meget, de kom alle en tur igennem bilen, og jeg kunne sende dem med røde kinder og smil på bussen til Moria. 

Færre flygtninge

Så var morgenen skudt i gang. Ved efterfølgende refleksion tænkte jeg, det her går simpelthen ikke. Vi kan ikke klare denne opgave så få. Der kommer til at ske frygtelige ting. Jeg kontaktede derfor én af mine hverdagshelte, en dansker ved navn Salam, som hovedsageligt hjalp på nordkysten. Jeg forklarede situationen, nemlig at flygtningene ankom sidst på natten og i de tidlige morgentimer. Selv samme nat havde han sendt nogle fra sit team for at hjælpe (der er ca. 1,5 times kørsel fra nordkysten til sydkysten). Herefter gjorde de det, de gør bedst, organiserer og redder flygtningene i land. Vi mødte op de sidste dage fra kl. 4-5 om morgenen til middagstid og tilså flygtningene ved ankomst. 

Da jeg efter disse tre uger ikke følte, at der var behov for min hjælp (antallet af flygtninge og antallet af sundhedsfagligt personale til stede taget i betragtning), valgte jeg at følges med den danske læge hjem. 

Refleksion efter hjemkomst

Efterfølgende har der været rigtig mange ting at reflektere over. Variabler, som man ikke altid får overvejet, inden man kaster sig ud i sådan et ”eventyr”. Jeg har lært utroligt meget. Det har udfordret min opfattelse af min egen faglighed og mine personlige egenskaber. Jeg er uden tvivl blevet forstærket i mit ønske om at gøre nødhjælpsarbejde til min levevej. Jeg har opnået stor forståelse for, hvor vigtigt det er at gøre noget professionelt/organiseret og ikke kun godhjertet, selvom det er en uundværlig del af det. 

Jeg er langtfra færdig med nødhjælpsarbejde. Det er vanedannende, og jeg glæder mig allerede til næste tur. Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker, du kan forestille dig. Både i form af frivillige, lokale grækere og iblandt menneskene på flugt. Det forandrer én for livet!