Eksperter om fremtiden: Brug for at tænke nyt

En aldrende befolkning med flere og mere komplekse sygdomsforløb. Stigende medicinpriser. Manglende politisk prioritering. Og et sundhedspersonale, som konstant skal levere en vare af høj kvalitet. Det er nogle af de faktorer, der er med til at presse fremtidens sundhedsvæsen, siger de eksperter, som Sygeplejersken har spurgt om, hvilke udfordringer de ser i forhold til bæredygtigheden af fremtidens sundhedsvæsen. 

Ifølge psykolog og arbejdsmiljøforsker Karen Albertsen fra konsulentfirmaet TeamArbejdsliv er netop prioriteringsspørgsmålet afgørende for bæredygtigheden. Hun har bidraget til rapporten ”Kvalitet af sygeplejen og arbejdsmiljø i sundhedssektoren”, som viser, at antallet af patienter, der dør i sundhedsvæsenet, stiger i takt med, at sygeplejerskernes arbejdsmiljø bliver forringet.

”Når jeg er ude at fremlægge rapportens resultater for sundhedspersonale, er dét, der popper op, noget, som der ikke bliver gjort så meget ud af i rapporten, nemlig spørgsmålet om prioriteringen af opgaver,” fortæller Karen Albertsen.

”Tidspresset blandt sundhedspersonalet er stort, og der er ikke meget, der tyder på, at man får mere tid, at opgaverne bliver færre, eller at der bliver flere til at løse opgaverne. Derfor betyder det meget, hvordan man prioriterer opgaverne, og hvem der prioriterer dem,” siger Karen Albertsen, der mener, at politikerne har stor berøringsangst over for prioritering. 
 

”I stedet stiller de krav om, at sundhedsvæsenet skal kunne alt, og at det skal være af høj kvalitet. Men dermed skubber de problemet nedad og giver sundhedspersonalet ansvaret for prioriteringen. Og de ansatte må så enten skære på kvaliteten, udskyde eller springe opgaver over. Der mangler en fælles refleksion over, hvordan man træffer valg,” siger hun.

Hvis opgaverne ikke prioriteres på et mere overordnet plan, men overlades til individet, kan det medføre stress.

”Hvis den enkelte medarbejder skal stå alene med beslutningen, kan det være rigtig belastende og give stress og dårlig samvittighed over for både patienter og kollegaer. Eller konflikter med kollegaerne om, hvorfor den, der var på vagt tidligere, ikke har løst opgaven,” siger Karen Albertsen og tilføjer:

”Der er brug for at tale om, hvordan vi organiserer os med færre mennesker og færre ressourcer. Hvis vi ikke tør se i øjnene, hvad det er for et serviceniveau, vi vil prioritere, så kan det give bagslag.”

Færre midler til flere ældre 

En anden ekspert, nemlig professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, mener, at udfordringerne i sundhedsvæsenet især handler om en aldrende befolkning med mere end én sygdom. Det forklarer også, hvorfor presset særligt rammer de medicinske afdelinger.  

”Derfor er det også vigtigt fremadrettet at have fokus på de ældre medicinske patienter – hvilket der jo også er med regeringens handlingsplan for ældremedicinske patienter. Men jeg er skeptisk over for mange af de her planer, for i 2011 var der også en handlingsplan for de ældre medicinske patienter, og flyttede den noget? Mange af de politiske slagord handler om forebyggelse af indlæggelser.

Men kan kommunerne tage en større del af presset? Kan akutpladser aflaste presset på de medicinske afdelinger og indlæggelserne reduceres?” spørger Kjeld Møller Pedersen. 

Jakob Kjellberg, som er professor og programleder for sundhed ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners analyse og Forskning, Kora, mener også, at udfordringerne primært afhænger af, hvordan man vil tilpasse, at der bliver færre midler pr. ældre.

”Det, der udfordrer vores sundhedsvæsen, er, at væksten i økonomien ikke er så hurtig, og det begrænser jo, hvor mange penge vi kan kanalisere ind i det. Samtidig udvikler vi hele tiden nye spændende ting, vi kan bruge – ofte til en høj pris. Det er sådan noget, der gradvist presser systemet,” siger Jakob Kjellberg og uddyber: 

”Og vi har kun set begyndelsen. Udgifterne til medicin accelererer på en måde, som vi ikke havde forudset.”

Patientrettigheder er ifølge Jakob Kjellberg også en faktor, der udfordrer sundhedssystemet.

”Vi er gode til at give folk patientrettigheder hele tiden, og man kan selvfølgelig godt finde en forståelse for, at folk gerne vil have opereret en åreknude væk inden for 30 dage, men det er jo med til at presse systemet,” siger han.

Brug for at tænke i helheder

Dansk Sygeplejeråds kongres samles i dagene fra den 9. til den 12. maj under temaet ”Et bæredygtigt sundhedsvæsen”. Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, ser først og fremmest bæredygtighed som en kombination af flere elementer, herunder hvordan arbejdet i sundhedsvæsenet er ledet og organiseret.

”Vi er nødt til at kigge på nye måder at organisere arbejdet på frem for hele tiden og udelukkende at tale om effektiviseringer og økonomisk bundlinje. Hvordan bliver vi bedre til at samarbejde mellem de forskellige grupper, der skal bidrage til et samlet set godt resultat for patienten, og hvordan leder man de processer, der skal give højere kvalitet ude i sundhedsvæsenet? Jeg tror, at et bæredygtigt sundhedsvæsen skal måles på kvalitet,” siger Grete Christensen, som har store forhåbninger til den nye kvalitetsmodel. For begrebet bæredygtig handler bl.a. om at undgå forebyggelige indlæggelser, utilsigtede hændelser og fejl.

”Begrebet bæredygtig handler om, at vi ikke spilder hinandens tid. At vi gør det rigtige første gang. At vi gør dét, som betyder noget for patienterne. At afdelingerne f.eks. bliver målt på, at man ikke har haft liggesår eller infektioner inden for det seneste år. I sidste ende er måling på faglig kvalitet også det, der bedst kan betale sig,” siger Grete Christensen, som også er optaget af, at sundhedsvæsenet skal være bæredygtigt af hensyn til sygeplejerskerne, fordi dét, der giver sygeplejersker mening i arbejdet, handler om at kunne yde høj faglig kvalitet og sætte patienten i centrum. 

”I dag er det sådan, at man f.eks. på medicinske afdelinger bliver bedt om kun at fokusere på én diagnose ad gangen. Hvis patienten er indlagt med flere symptomer, så skal man udelukkende holde snuden nede i det spor og fokusere på det i stedet for at tænke i de store helheder. Det er demotiverende i forhold til at have en uddannelse, hvor vi rent faktisk er uddannet til at tænke i helheder, hele patienter og hele mennesker.”