Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Bæredygtighed på dagsordenen

Når sundhedsvæsenet er under pres, afspejler det sig også i de forslag, som kommer til drøftelse på Dansk Sygeplejeråds kongres i denne uge. Arbejdsmiljø og bedre anerkendelse af sygeplejefaget er blandt emnerne for de 33 forslag, som kongressen skal behandle.

Sygeplejersken 2016 nr. 6, s. 30-31

Af:

Christina Sommer, journalist

Styrk arbejdsmiljø og ytringsfrihed

Sygeplejerskers arbejdsmiljø står højt på dagsordenen, når kongressen mødes 9.-12. maj. Fem af de i alt 33 forslag, som kongressen skal drøfte, handler om, hvordan Dansk Sygeplejeråd fortsat skal arbejde for at forbedre og styrke sygeplejerskernes arbejdsmiljø. Et af forslagene, stillet af bestyrelsen i Kreds Midtjylland, går ud på at udarbejde et holdningspapir med beskrivelse af et fælles sæt af holdninger til sygeplejerskers arbejdsmiljø. Holdningspapiret skal sikre en fælles kurs for indsatsen i alle dele af organisationen og give rum for videreudvikling af Dansk Sygeplejeråds arbejde på området.

Bestyrelsen i Kreds Sjælland foreslår, at Dansk Sygeplejeråd politisk skal arbejde for, at der indføres grænseværdier for psykisk arbejdsmiljø. Det skal skabe fælles objektive kriterier til brug for arbejdsgivere, myndigheder og medarbejdere.

Et tredje forslag, stillet i fællesskab af fem enkeltmedlemmer af bestyrelserne i hhv. Kreds Sjælland og Kreds Hovedstaden samt af bestyrelsen i Kreds Syddanmark, går på, at Dansk Sygeplejeråd skal gøre stress til et indsatsområde de næste to år, både i forhold til forebyggelse af stress og hjælp til allerede stressramte sygeplejersker. 

Ytringsfrihed under pres

I tider med stress og dårligt arbejdsmiljø er der tendens til, at offentligt ansattes ytringsfrihed – men også ytringspligt – kommer under pres. Et forslag fra bestyrelsen i Kreds Sjælland går derfor på, at Dansk Sygeplejeråd skal udarbejde en strategi for støtte til medlemmer, som ønsker at bidrage til den offentlige debat om sundhedsvæsenet og velfærdssamfundet. Praktisk kan det f.eks. ske ved, at organisationen udbyder debattørkurser til en bredere skare af medlemmer, eller ved at tilbyde vejledning og sparring i skrivefasen samt sørge for individuel støtte til medlemmer, som udsættes for repressalier fra deres arbejdsgiver pga. udtalelser om deres arbejde.

 


Arbejd for sygeplejens anseelse

Sygeplejersker ved, at det har en afgørende og positiv virkning for sundhedsforløb og sundhedsvæsen, når de yder sygepleje af høj faglig kvalitet. Sygeplejerskernes faglige kvalitetsvurderinger er dog sjældent retningsgivende for, hvordan sundhedsforløb tilrettelægges, og hvordan sundhedsvæsenet udvikler sig. Her bliver kvaliteten som oftest defineret ud fra økonomiske rationaler og vurderinger af lægefaglig og patientoplevet kvalitet. Et forslag fra bestyrelsen i Kreds Midtjylland skal derfor få Dansk Sygeplejeråd til sammen med medlemmerne at iværksætte en målrettet indsats for at diskutere, beskrive og synliggøre betydningen og vigtigheden af høj sygeplejefaglig kvalitet for sundhedsforløb og sundhedsvæsen. I arbejdet skal der både fokuseres på, hvad høj sygeplejefaglig kvalitet er, og hvad høj sygeplejefaglig kvalitet gør.

Styrk sygeplejens position

Bestyrelsen i Kreds Syddanmark ønsker, at Dansk Sygeplejeråd skal vælge at gøre styrkelse af sygeplejens position til et decideret indsatsområde frem mod næste kongres om to år. Forslagsstillerne mener, der er behov for at få italesat de værdifulde kompetencer og opgaver, som sygeplejersker besidder og udfører, ikke mindst for at tiltrække og fastholde sygeplejersker i sygeplejen. Det bakkes op af et andet forslag om, at Dansk Sygeplejeråd i samarbejde med Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, SLS, skal arbejde på at fremme ”den gode historie” om sygeplejerskers arbejde i Danmark. Sygeplejersker skal blive bedre til at rose hinanden, vise, hvornår sygeplejen gør en forskel, styrke anerkendelsen af professionen og sammen skabe de gode historier, så også fremtidens sygeplejersker bibeholder troen på, at de kan gøre en forskel.

 


Fremtidens styring og prioritering

Flere og flere eksperter peger på, at New Public Management ikke er svaret på de mange udfordringer i den offentlige sektor. Tværtimod finder flere, at de konstante omstillingsprocesser, besparelser og meget detaljerede krav om dokumentation og kontrol gør, at flere ansatte bukker under for stress og mister meningsfuldheden i arbejdet. Dansk Sygeplejeråd har også udfordret New Public Management-tankegangen de senere år, bl.a. i antologien “Bladet fra munden”, hvor forskere beskriver, hvordan styringsmetoder, kontrol, ensidig fokus på produktion og meningsløs dokumentation har forringet arbejdsmiljøet for sygeplejersker.

Et oplæg fra bestyrelsen i Kreds Hovedstaden går derfor på, at Dansk Sygeplejeråd udarbejder et forslag til, hvordan en styring af det offentlige sundhedsvæsen bedre kan imødese sygeplejerskers faglighed og kerneopgave, herunder fremme faglig ledelse af sygeplejen og øge sygeplejerskers indflydelse på rammerne for at udøve egen faglighed.

Prioritér i sundhedsvæsenet

I samme boldgade foreslår bestyrelsen i Kreds Syddanmark, at Dansk Sygeplejeråd skal udarbejde en politik for prioriteringer i sundhedsvæsenet. Prioriteringerne er et vilkår, ressourcerne er begrænsede, og der prioriteres dagligt i forhold til medicin, personale, bygninger og teknologi. Her skal Dansk Sygeplejeråd være en aktiv og toneangivende aktør på området både i forhold til prissætning af medicin, og hvordan midlerne ellers anvendes i sundhedsvæsenet. Forslagsstillerne opfordrer til, at etiske overvejelser også indgår i arbejdet, så prioriteringspolitikken netop kommer til at understøtte et bæredygtigt sundhedsvæsen. 
 

2016-6-tema-forside

TEMA: HVOR LÆNGE KAN DET HOLDE?

Overbelægning, stadigt dårligere patienter og stort gennemtræk af nyuddannede sygeplejersker – det er vilkårene på landets medicinske afdelinger. Eksperter vurderer, at situationen her blot er ét af tegnene på, at sundhedsvæsenet er under pres. Spørgsmålet er, hvordan vi vender udviklingen? Det skal Dansk Sygeplejeråds kongres bl.a. diskutere, når den mødes i denne uge under temaet ”Et bæredygtigt sundhedsvæsen”. Presset afføder også kongresforslag om at styrke arbejdsmiljøet og fagets anseelse.