Hollandsk sygeplejerske med speciale i eutanasi

“Tror de danske sygeplejersker, at jeg er en slags ”dødssygeplejerske”?” spørger hollandske Petra Smaal, da Sygeplejersken møder hende på en café i byen Den Bosch uden for hovedstaden Amsterdam. 

For nok var Holland det første land i verden til at lovliggøre eutanasi i 2002, men det skabte alligevel overskrifter på tværs af landegrænser, da Levenseinde Kliniek – på dansk oversat til Livsafslutningsklinik – åbnede i marts 2012 og gjorde det muligt for patienter overalt i landet at ansøge om aktiv dødshjælp, selvom deres læger havde afvist ønsket.

“Men det er vigtigt at forstå, at vi ikke bare udfører eutanasi hos alle patienter, der ønsker det,” understreger Petra Smaal. Hun har arbejdet på den mobile dødshjælpsklinik, siden den åbnede, og opfatter aktiv dødshjælp som en del af det palliative arbejde. En holdning de fleste lande og palliations-organisationer i verden officielt er stik uenige i. 

Patientens lidelse er essentiel

Siden klinikken opstod, er det årlige antal af ansøgninger fra patienter kun steget, og korpset af mobile teams er blevet udvidet fra 15 til 45. Når klinikken har modtaget en ansøgning fra en patient, der ønsker at dø, vurderer et team bestående af en læge og en sygeplejerske ansøgningen for at se, om den lever op til seks juridiske kriterier (se boks), og kontakter patientens egen læge. Derefter besøger de patienten i hjemmet gentagne gange og taler med pårørende, inden de ved et tværfagligt møde med eksterne advokater og læger afgør, om patienten kan få hjælp til at dø. 

“I vurderingen bliver man nødt til at have indblik i alt. Fra hvad der foregår i patientens hjem, liv og familie, til deres sygdomshistorie. Et af kriterierne er, at man skal være overbevist om, at patientens lidelser er ubærlige. Men at lide er jo en meget personlig definition, derfor bruger vi meget tid på at forstå patientens lidelse og opbygge en relation til vedkommende,” forklarer Petra Smaal og fremhæver, at omkring hver fjerde ansøgning ender med dødshjælp, hvoraf størstedelen er til patienter med somatiske lidelser.

Et spørgsmål om værdighed

Da Petra Smaal så jobopslaget til stillingen som sygeplejerske i Levenseinde Kliniek, var hun ikke et øjeblik i tvivl om, at hun ville søge den, fortæller hun. Hun har været uddannet sygeplejerske siden 1995 og har tidligere arbejdet som intensivsygeplejerske og med palliativ pleje. Det er herfra, at hendes overbevisning om, at patienter i smerter selv skal have muligheden for at afslutte livet, kommer fra.

“Jeg tror på og ønsker for patienterne, at de kan få den værdige afslutning på livet, som de søger, og selv være med til at beslutte, hvordan livet skal ende,” siger Petra Smaal og anslår, at hun har været med hos 30-35 patienter, når de er gået bort.

“Der er bare tilfælde, hvor palliativ pleje ikke er tilstrækkeligt, og når først man har oplevet patienternes lettelse ved at blive lagt til at sove, så har jeg ingen tvivl om, at vi gør det rigtige,” fortsætter hun og fortæller om den første gang, hun var med til at efterkomme ønsket om eutanasi fra en patient for at illustrere sin pointe:

“Da vi gav patienten injektionen, jokede og grinte han, og han faldt i søvn med et smil på læben. Han var glad og taknemmelig. Dét glemmer jeg aldrig.” 

Petra Smaal får selv et lille smil på læben, da hun fortæller historien. Og der er i det hele taget ikke meget tvivl at spore hos den hollandske sygeplejerske, der heller aldrig har oplevet, at en patient fortrød sin anmodning om aktiv dødshjælp, hvilket sker for omkring hver 10. patient, viser en undersøgelse.

“En patient har ret til at skifte mening, hvornår det skulle være. Selv på den dag hvor medicinen skal ordineres. Men det har jeg aldrig oplevet,” siger hun og fortæller, at hun dog har været med til at afvise en patients ønske om dødshjælp, fordi teamet vurderede, at der stadig var andre behandlingsmuligheder.

“Jeg er ikke en ”dødssygeplejerske”

Da klinikken startede op for fem år siden, var det ikke uden kritik. Bl.a. var The Royal Dutch Medical Association særdeles bekymret over klinikken og argumenterede for, at de mobile teams ville skabe et forkert indtryk af, at eutanasi er en patientret. 

Sygeplejerske Petra Smaal oplever dog i dag, at klinikken er blevet mere accepteret. I ny og næ overvejer hun alligevel, hvordan hun skal svare, når fremmede spørger hende, hvad hun arbejder med. 

“For selvfølgelig vil der altid være nogle, der er imod eutanasi, og det respekterer jeg. Derfor håber jeg også, at man respekterer min holdning,” siger hun.

Flere danske sygeplejersker ville argumentere for, at en sygeplejerskes arbejde består i at yde omsorg og pleje i livet og ikke hjælpe til, at patienten dør. Hvad mener du?
 

“Jeg ser ikke mig selv som en ”dødssygeplejerske”, men en specialist i eutanasi. Når en patient lever op til kriterierne, så er der ikke nogen grund til at være i tvivl, og det har jeg har aldrig været, efter triageringen var afsluttet. Jeg er bare glad for, at vi kan hjælpe en patient med at ende hans ubærlige lidelser,” siger Petra Smaal og fortsætter:

“Aktiv dødshjælp forårsager sorg, men også lettelse. Hver eneste patient gør et kæmpe indtryk, og jeg husker hver og én. Hvis de holder op med gøre indtryk og berøre dig, så tror jeg, at det er på tide, at man stopper med at arbejde med eutanasi.” 

Læs også
Sygeplejersker: Palliativ sedering er ikke aktiv dødshjælp light

Sygeplejersker skal uddanne befolkningen i dødsomsorg