Sygeplejersker: Palliativ sedering er ikke aktiv dødshjælp light

Er det en form for aktiv dødshjælp, når stærkt lidende og ”uafvendeligt døende” patienter får så meget medicin, at de mister bevidstheden og måske sover ind i døden? Det spørgsmål skabte i februar heftig debat i medierne og fik flere eksperter inden for etik og palliation op af stolene. 

Den omdiskuterede praksis, der i modsætning til aktiv dødshjælp er lovlig, er af flere eksperter blevet kaldt en variant af aktiv dødshjælp eller ligefrem “aktiv dødshjælp light”. Men i et nyt holdningspapir fra Sygeplejeetisk Råd er svaret klart: Nej, palliativ sedering er ikke en form for aktiv dødshjælp. 

 “Den afgørende forskel ligger i intentionen. Er handlingen med hensigt på at påføre patienten døden eller på at lindre smerterne? Hvis det er med henblik på døden, så er det aktiv dødshjælp,” siger Randi Bligaard, formand i Sygeplejeetisk Råd, der i holdningspapiret fastslår, at palliativ sedering er etisk forsvarligt, så længe den foregår på baggrund af en højt kvalificeret tværfaglig indsats.

Også flere palliationssygeplejersker tager afstand fra sammenligningen af aktiv dødshjælp og palliativ sedering. Palliativ sygeplejerske gennem 20 år og underviser i palliation, Rita Nielsen, fremhæver en anden væsentlig forskel på de to praksisser.

“Ved sedering giver man mindre doser medicin kontinuerligt for at lindre patientens smerter eller angst. Det betyder også, at handlingen er reversibel og altså kan stoppes igen,” siger hun.

Fælles retningslinjer skal sikre best practice

Hidtil har landets hospicer og palliative afdelinger haft individuelle retningslinjer for, hvornår og hvordan behandlingen iværksættes. Nogle steder må behandlingen f.eks. kun sættes i gang, hvis det vurderes, at patienten har få timer eller få dage tilbage at leve i, mens kravet andre steder er beskrevet ved, at patienten skal være “uafvendeligt” døende. For at skabe mere klarhed og ensartethed omkring praksissen er en national klinisk retningslinje for palliativ sedering i øjeblikket i høring hos Center for Kliniske Retningslinjer. Og bliver den godkendt, bliver retningslinjerne de første af sin slags. 

I Fagligt Selskab for Palliationssygeplejersker hilser formand Marianne Holm Andersen derfor en national retningslinje velkommen.

“Det er en praksis, der nemt kan opfattes som kontroversiel, netop fordi der er en masse etiske aspekter, man skal tænke med. Der kan en ensartet praksis både være et redskab til at sikre ”best practice”, men også til, at palliativ sedering bliver anerkendt som en acceptabel og etisk forsvarlig del af palliationens palette,” siger formanden, der selv har deltaget i arbejdsgruppen omkring retningslinjen. Selvom retningslinjen er målrettet læger, får den også betydning for sygeplejersker og indeholder anbefalinger om indikation, beslutningsproces, præparater og monitorering.

“Sygeplejersken er den tætte person omkring den palliative patient, så det er vigtigt, at hun også er klædt fagligt på,” siger Marianne Holm Andersen og fortæller, at et punkt i retningslinjen er, at der skal være foregået en tværfaglig beslutningsproces mellem læge og sygeplejerske for, at palliativ sedering kommer på tale.

Glem aldrig de etiske drøftelser

I Sygeplejeetisk Råd anerkender Randi Bligaard, at med brugen af palliativ sedering følger etiske dilemmaer for sygeplejersker. 

“Vi ved godt, at der findes helt afskyelige eksempler på situationer, hvor smertelindring ikke er muligt, og at man derfor overvejer, om det mest værdige for patienten er at lindre i så høj grad, at det medfører døden. Men døden må aldrig blive den nemme løsning,” siger formanden, der sammen med rådet fastholder, at aktiv dødshjælp ikke bør været lovligt i Danmark.

Også Rita Nielsen understreger, at beslutningen om, hvorvidt patienten skal palliativt sederes, aldrig er en let beslutning. Og det må det heller aldrig blive. Hun peger på, at en fare ved fælles retningslinjer er, at den etiske refleksion kan blive sløvere.

“Det kræver rigtig mange diskussioner og overvejelser både tværfagligt, med patienten og de pårørende, inden man tager beslutningen. Man skal virkelig spørge sig selv, om man gør det for patientens lindring, eller fordi personalet eller de pårørende ikke længere kan bære patientens angst eller smerte,” siger den erfarne sygeplejerske, der selv har været med til at sedere døende patienter flere gange, og fortsætter:

“Alle de gange, jeg har været med til at sedere en døende, har det været med bævende hjerte og en lille usikkerhed, for det er en svær beslutning.”

Retningslinjen for palliativ sedering er udarbejdet af den tværfaglige gruppe Dansk Multidisciplinær Cancer Gruppe for Palliativ Indsats og forventes godkendt hos Center for Kliniske Retningslinjer til sommer. Sygeplejeetisk Råds nye holdningspapir findes på www.dsr.dk/ser  

Læs også
Hollandsk sygeplejerske med speciale i eutanasi

Sygeplejersker skal uddanne befolkningen i dødsomsorg