Sygeplejersken
De er groet ud af spirekassen
Seks ud af 27 Spirekasse-projekter kan realisere drømmene.
Sygeplejersken 2017 nr. 2, s. 34-35
Af:
Anne Witthøfft, journalist
Anni Pilgaard, 1. næstformand DSR
Anne Marie Holst Sommer (Kreds Sjælland)
Jeanne Koustrup Kroge (Kreds Nordjylland)
Dorthe Reib (Hovedstaden)
Malene Dyrskog (Kreds Midtjylland)
Kevin Vilhelmsen (Kreds Syddanmark)
Gitte Tinning, Organisationschef DSR
Ole Toftdahl Sørensen, Professionschef DSR
Vinderne af de første projekter fra Spirekassen blev offentliggjort onsdag den 1. februar. Og 1.-næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Anni Pilgaard, er begejstret.
”Det er fantastisk at se, hvordan sygeplejerskerne er med på den form for nytænkning,” siger hun om projektet, der giver penge til initiativer, der kan styrke sygeplejefaget eller sygeplejerskers fællesskab, og er blevet til som en del af projektet SAMMEN OM DSR.
I alt søgte 27 projekter støtte fra Dansk Sygeplejeråds pulje Spirekassen. Seks af dem fik penge eller ophold på Koldingfjord.
”De ansøgninger, vi har fået til Spirekassen, viser, at der er så mange sygeplejersker, der brænder for at gøre noget og sætte noget i gang. Og som har lyst til at afprøve nye ting. Og her har Spirekassen vist sig at være et middel til at kunne komme igennem med nogle af idéerne,” siger Anni Pilgaard.
”Projekterne har vist den bredde og mangfoldighed, der kendetegner det at være sygeplejerske,” siger Anni Pilgaard med henvisning til, at projektansøgningerne har gået på alt fra sygeplejersker fra en børneonkologisk afdeling, der vil lave animationsfilm, som kan hjælpe børn med at mestre smerter, til sygeplejersker, som vil arbejde for at give sygeplejehistorien en plads i den nye uddannelse.
Og Spirekassen stopper ikke med uddelingen af projektpengene, lover Anni Pilgaard.
”De seks projekter er starten på noget, vi skal videreudvikle, og vi skal også følge op på de projekter, vi har givet penge til, og sørge for, at den viden, man får gennem projekterne, forplanter sig og spreder sig,” siger hun.
Her kan du læse om vinderne, og hvorfor de blev valgt.
- STORMØDE OG INSPIRATIONSKATALOG
10.000 kr.
Projekt: Fire fællestillidsrepræsentanter fra tre kommuner (Morsø, Jammerbugt, Thisted) og en fra Regionshospital Nordjylland Thisted prøver at samle de nordjyske sygeplejersker i et fællesskab for at udvikle et inspirationskatalog, der skal gives videre til politikerne.
Et stormøde 4. april skal skabe et forum for dialog og udvikling af idéer til at forbedre det nære sundhedsvæsen. Initiativtagerne søger støtte til arrangementet, som skal munde ud i formidling af vigtig inspiration til, hvordan sygeplejerskernes kompetence, kan blive videreudviklet i Nordjylland.
Motivation: "Ideen med at samle sygeplejerskers forslag i et katalog til politikerne er knippelgod, fordi erfaringer fra hverdagen dermed bliver synlige i den politiske debat." - BRITISKE CHANGE DAY SKAL TIL DANMARK
15.000 kr. + arbejdsophold på Koldingfjord
Projekt: En gruppe sygeplejersker, som alle er aktive i faglige selskaber, har søgt om støtte til at iværksætte en såkaldt Forandringsdag – Change Day – for og med sygeplejersker i hele Danmark i april 2017.
Målet med Change Day er at få sygeplejersker til at afgive løfter om at skabe store som små forandringer eller forbedringer for patienter og kolleger gennem deres egne handlinger. En bevægelse nedefra, der bygger på den enkeltes ønske om at skabe et bedre sundhedsvæsen, bygget på frihed, lighed i sundhed og arbejdsglæde.
Motivation: "Det er stort tænkt. Meget spændende initiativ, fordi det vil involvere »græsrødderne i sundhedsvæsenet« i at skabe forbedringer. Sygeplejersker med fælles interesser kan måske finde sammen." - MEDICINBEREGNEREN PHARMACUS KAN BLIVE EN REVOLUTION FOR PATIENT OG LÆGE
10.000 kr.
Projekt: En Sygeplejerske på akutafdelingen ved Slagelse Sygehus, har over lang tid registreret, at medicinering af patienter ofte er belagt med mange fejl. Patienten mister overblikket, mens lægerne har svært ved at gennemskue, hvilket præparat der skal udskrives.
Til at løse det store problem har sygeplejersken opfundet en ”tovholder”, der både er avanceret og simpel – og som i bedste fald kan revolutionere danskernes brug af medicin.
Medicinberegneren Pharmacus er en webbaseret løsning, som skal udvikle sig til en app. Pharmacus kan være med til at forebygge, at patienten får det forkerte lægemiddel i den forkerte dosis, ad den forkerte vej, i den forkerte form eller til den forkerte tid, samtidig med at den kan trimme ordinations- og receptfornyelsesproceduren samt medvirke til, at patienten bliver en aktiv medspiller i eget behandlingsforløb.
Motivation: "Et samfundsnyttigt projekt, som kan hjælpe både patienter og sundhedspersonale med et alvorligt problem i hverdagen. Det vil være en seriøs forbedring, hvis Pharmacus kan minimere antallet af medicineringsfejl." - ANIMATIONSFILM SKAL LETTE UBEHAGELIGE PROCEDURER FOR BØRN
10.000 kr.
Projekt: To sygeplejersker fra børneonkologisk afdeling på Rigshospitalet har søgt om støtte til at lave nogle animationsfilm, der kan hjælpe børn med at mestre smertefulde eller ubehagelige procedurer.
Filmene skal skabe et trygt univers for børnene, hvor der er nogle genkendelige figurer. Figurerne skal igennem de samme procedurer som børnene, eksempelvis daglig vask af centralt venekateter (CVK) under bruseren eller sterilt plasterskift.
Motivation: "Vi kan særligt godt lide, at I tager udgangspunkt i barnets liv og hverdag med digitale og sociale medier for ad den vej at lindre deres smerter ved behandling." - SMERTER EFTER BEHANDLING I FULD ANÆSTESI SKAL UNDERSØGES
10.000 kr.
Projekt: En gruppe sygeplejersker på Hjertemedicinsk Operationsklinik ved Gentofte Hospital vil undersøge, om patienter til RFA (radiofrekvensablation) i fuld anæstesi (UA) får gener i form af smerter/ømhed i bevægeapparatet og/eller trykspor af huden efter proceduren og i dagene efter.
Sygeplejerskerne har observeret, at nogle patienter har lidt af lejringskomplikationer i form af ledsmerter, trykspor og sår efter behandlingen.
Via en spørgeskemaundersøgelse vil sygeplejerskerne få ny viden ved at undersøge, om problemerne for patienterne er generelle.
Motivation: "Et klassisk sygeplejefagligt udviklingsprojekt, som kan komme mange patienter til gavn."
- Arbejdsmiljø og -glæde skal reddes med fællesskabsfølelse
- Besøg hos DSR skal styrke solidaritet og fællesskab
- Børn af hjerneskadede forældre skal beskyttes mod angst og stress
- Elastikker og øvelser vil bryde op på arbejdsgangen
- Fagligheden skal spire på plejehjemmet
- Fejlagtig insulinbrug kan bremses med en lille film
- Flugt fra velfungerende afsnit forsøges afværget
- Fælles undervisning vil samle flere faggrupper
- Hjælp neonatalklinikken med at rense luften
- Hvad betyder vikarer for patientplejens kvalitet?
- Hårdt pressede sygeplejersker ønsker hjælp i forandringsproces
- Instagram-profil skal styrke sygeplejerskers fællesskab
- Kolding-modellen skal styrke sygeplejen for den akutte patient
- Komplicerede patientforløb afbødes gennem ny viden
- Kurser er nødvendige for at formidle ny viden
- Livslang faglig udvikling skabes ved læring i arbejdet
- Omskæring af drenge kan medføre lidelser og bivirkninger
- Patientinvolvering har skabt behov for ny kultur
- Synlighed og sammenhold til Pride
- Trainee-forløb skal give studerende en god start på arbejdslivet
- Uddannelsesstillinger skal sætte geriatri og primærsektoren på landkortet
Læs dem på www.dsr.dk/sammenomdsr