Hørt! Jeg har aldrig plejet en grøntsag

Uværdig. Sådan bliver døende menneskers tilstand ofte omtalt, og den holdning til døende kan provokere hospicesygeplejerske på Sct. Maria Hospice i Vejle, Karin Friberg.

For nylig udtrykte hun sine holdninger i en artikel i Vejle Amts Folkeblad med overskriften: "Døden er sjældent smuk eller enkel". For hun oplever i sit arbejde, at der kan ske mange meningsfulde ting i den sidste tid som møder, små stunder og farvel.

"Når jeg hører pårørende sige "det er ikke værdigt at ende som en grøntsag", gibber det lidt i mig, for jeg har aldrig plejet en grøntsag. Ligesom når jeg hører talemåder som "hvorfor dør hun ikke – jeg har jo sagt, at hun godt må give slip" – for det er ikke sådan, jeg oplever det – heller ikke med mine nærmeste, jeg selv har mistet.

Jeg forstår det som et udtryk for, at man er træt, udmattet og har svært ved at holde ud fortsat at være tæt på sin nærmeste, som snart skal dø. Og at man selv er ulykkelig," siger Karin Friberg.

Hun forklarer, at den syges udseende kan være meget forandret, måske er der ikke mere kontakt, og der kan være uro og fremmede lyde og sindstilstande forbundet med den sidste tid og de sidste timer.

"Og det er jo sådan, det er. Det er en af de situationer her i livet, som vi mennesker ikke har magt over," siger Karin Friberg, som gerne vil gøre op med trangen til altid at have magt over livet.

"Vi vil ikke ende som hjælpeløse, plejekrævende svage individer, som skal mades og have skiftet ble. Det er uværdigt. Men det er sådan, livet er, sådan de fleste af os ender. Vi må acceptere hjælpeløsheden, at vi besværer vores pårørende og samfundet. Værdigheden bevarer vi, når vi lindres, plejes og behandles med respekt i vores hjælpeløshed."

Døden kan ingen fikse

Der er mange tabuer forbundet med døden. En af dem er, ifølge Karin Friberg, længslen efter, at livet gerne snart må slutte.

"Døden er både sorg og lettelse. Som sygeplejersker kan vi være med til at få de pårørende til at udfolde de svære følelser og tanker, vi kan lytte og støtte. Forberede og fortælle, hvad vi ser undervejs, når døden nærmer sig, så de pårørende har mulighed for at være til stede og måske få sagt eller gjort, hvad de skulle ønske."

Karin Friberg er 58 år og har arbejdet i 16 år som hospicesygeplejerske. Det har givet hende en ballast til at kunne tale med mennesker om døden, men det er ikke en kompetence, hun har lært fra sin sygeplejerskeuddannelse.

"Kompetencen har jeg i høj grad fra alle de syge mennesker og deres familier, som jeg har mødt. Fra samtalerne, nærværet og gennem det ofte meget krævende arbejde med plejen af svært syge mennesker. Og fra kollegerne og det faglige fællesskab. Og alt det jeg har oplevet, været igennem, egne tab, lykke og kærlighed.

Vi sygeplejersker kan fikse det meste, men døden kan ingen fikse. Her kan vi lindre mod smerter og uro, passe den syge med nænsomhed, skifte bleen blidt og væde læben. Skabe ro og tryghed. For patienten og de pårørende."