Tid og tillid batter

Der er helt stille på Tværfagligt Smertecenter. Ikke en lyd kan man høre. Patienterne kommer først senere. De ansatte sidder rundt om bordet til morgenkonference ovenpå 2. sal. Stilheden har tydelige paralleller til den ro og tid, som er kerneydelser for de to sygeplejersker Pernille Friis Rønne og Liv Frich. De arbejder på centeret og kan godt relatere deres kliniske praksis til tankerne bag moderne placebobehandling. Skal man have positiv sideeffekt af en behandling, kræver det nemlig, at der er tid til, at sygeplejersken og patienten taler om patientens forventninger, håb, drømme og frustrationer. Elementer, som førende placeboforskere peger på som altafgørende for at høste en placeboeffekt.

Men det er ikke altid lige nemt med den relation. Tværfagligt Smertecenter er nemlig endestation for kroniske, men udredte smertepatienter, såsom mennesker med kroniske rygsmerter, fibromyalgi eller mennesker med kroniske smerter efter ulykker og operationer, og fælles for dem alle er, at de har set en bred vifte af specialister og behandlere på deres smerterejse.

Når de så slutteligt kommer til smertecenteret, får de tildelt en fast sygeplejerske, der har den kontinuerlige kontakt til dem – både på centeret og over telefon:

"Det koster blod, sved og tårer at få den relation op at køre. For vores patienter føler sig ofte mishandlet i systemet, og derfor bliver man tit mødt med skepsis. Men den relation er første prioritet. Det er simpelthen det, vi arbejder på, via faste samtaler med patienten," siger Liv Frich.

Hun har været på afdelingen i godt 20 år, og for hende er det vigtigt, at patienterne kan stole 100 procent på hendes ord – det er vejen til at få skabt en god relation.

"Hvis jeg siger, at jeg ringer på onsdag, vil jeg gøre rigtig meget for at overholde, hvad jeg har lovet. For vi kan ikke svigte vores patienter. Det, at vi hele tiden er der for dem, er en del af det her med at opbygge en relation. Og relationen er forudsætningen for, at vi får et samarbejde. Uden det kan vi ikke få samme mål med behandlingen."

Lyt til patientens forventninger

Pernille Friis Rønne, der har været ansat et år som klinisk sygeplejespecialist på centeret, kan godt nikke genkendende til sin kollegas beskrivelse af patientgruppen. Hun mener også, at relationen spiller en helt central rolle:

"Der er ikke noget quick fix, du kan tilbyde patienter med kroniske smerter. Man kan hjælpe dem med at ændre lidt på deres medicinske behandling. Men meget af behandlingen handler om at være der for dem og se, hvad det er for en patient, man sidder overfor, og lytte til patientens forventninger til behandlingsforløbet," siger hun og tilføjer:

"Relationen er jo en essentiel del af det at være sygeplejerske, uanset hvor du er. Men der er visse kontekster, f.eks. på sengeafsnit, hvor det er sværere at praktisere, fordi du hele tiden bliver hevet i af alle mulige mennesker. Her hos os er vi privilegerede, fordi relationen er kernen i behandlingen."

Men tænker I så på denne her relation og forventningssnak som vigtigt for at opnå en placeboeffekt?

"Rent konkret er jeg meget forsigtig med at oversælge medicinen. For vi er ikke interesseret i, at de tager meget medicin. Vi er meget nøgterne omkring medicinen og holder os til fakta og siger f.eks. "det virker for 50 pct., og for 50 pct. gør det ikke". Jeg kunne aldrig finde på at sige, "jeg tror, det her bliver godt for dig". For jeg er bange for, at jeg sælger noget, som ikke virker. Så mister jeg tilliden. Selvfølgelig håber jeg for patienten og siger, "jeg håber, den virker for dig"," fortæller Liv Frich.

Rituel proces og sidegevinst

Pernille Friis Rønne er enig i, at tilliden er afgørende for det nødvendige samarbejde med patienten. Samtidig henviser hun til en konference, som hun og medarbejderne har været på, hvor et af de store oplæg handlede om placeboeffekter:

"Det handlede både om den her relation, men også om, hvordan du kan udnytte placeboeffekten ved netop at sige, "den her pille tror jeg kommer til at virke godt for dig". Så med den måde, du ser præparatet på, får du en effekt hos patienten, som ellers ikke ville være kommet. Det giver meget god mening, at man får skabt en forventning hos patienten. Men hos os har mange patienter været igennem meget forskellig medicin uden virkning, og her giver det så ikke mening at sige, "jeg tror, den her medicin vil virke for dig". Derfor graduerer jeg det her i forhold til, hvilke erfaringer og forventninger patienterne kommer med."

De er begge bevidste om, at medicinen ikke udretter mirakler. Derimod er det omsorgen, der batter:

"Vi har talt om, at det nærmest er en rituel proces, de skal igennem – de prøver al den her medicin, og med det følger der en masse kontakt med en sygeplejerske, som spørger til, hvordan de har det, anerkender, at det er svært, og hele tiden følger op, hvis det alligevel ikke gik med en bestemt medicin. Den ikke-medicinske del, der følger med, er helt sikkert med til at give en effekt," siger Pernille Friis Rønne og tilføjer:

"Så jeg tror faktisk, at, uanset om vi kalder det placebo eller ej, så er der en sidegevinst ved at få medicin."

Hun fortæller, at centret er i fuld gang med en større proces, der skal beskrive, hvordan man bedst er sygeplejerske for patienter med kroniske smerter:

"Og her har vi meget fokus på relationen til patienten. Så, ja jeg kunne godt forestille mig, at vi vil bruge det mere fremover. Men det er ikke noget, vi har systematiseret. Det er en integreret og ubevidst del af folks måde at praktisere deres sygepleje på."