Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Efter 32 år som sygeplejerske: "Sig til - så bliver problemerne opdaget"

Ledelse. Lisbeth Kjær Lagoni har i sine 32 år som sygeplejerske haft rig lejlighed til at fundere over, hvordan man får samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere til at svinge. ”Det nytter ikke noget bare at smile, hvis der er noget galt,” siger hun.

Sygeplejersken 2018 nr. 8, s. 52

Af:

Marianne Bom, journalist

2018-8-lisbeth-lagoni

Problemer er til for at blive løst. Det budskab gennemsyrer alt, hvad Lisbeth Kjær Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, siger om samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.

"Man skal endelig sige til. Der er ikke nogen, der opdager, at man har et problem, hvis ikke man siger det. Vores dagligdag som sygeplejersker er så travl, at hvis man kun smiler, når man ser hinanden, så opdager ledelsen jo ikke, hvis der er noget galt," siger hun.

Omvendt er ledelsen også nødt til at lytte – også til synspunkter, de er uenige i eller føler modvilje mod at høre, fordi de ikke lige ved, hvad de skal stille op.

Lisbeth Kjær Lagoni har lært sig at kunne lide at høre ting, som hun egentlig ikke bryder sig om at høre.

"Som leder er jeg nødt til at høre, hvad medarbejdere og tillidsrepræsentanter siger. Hvis det, de oplever, ikke passer til mit virkelighedsbillede, må vi få billederne til at passe sammen," siger hun.

Find det reelle problem

Sådan var det, da sygeplejerskerne på afsnittet for stråleterapi på Aarhus Universitetshospital lod forstå, at de havde alt for meget overarbejde. Det undrede Lisbeth Kjær Lagoni, der på det tidspunkt var afdelingssygeplejerske og leder af 65 sygeplejersker. Hun skaffede tal på overarbejdet, og der var tale om en halv time om ugen. Kunne det passe, at det var et problem? Eller var problemet et andet? Det tog hun op på det ugentlige personalemøde.

"Jeg sagde: "Jeg hører, hvad I siger, men hvad er det, der gør, at I synes, at en halv times overarbejde om ugen er meget? Kan det være, fordi dagligdagen i øvrigt er vældig presset?"" fortæller hun.

Det førte til en diskussion om, hvad der kunne gøre hverdagen mindre presset.

"Det viste sig at være det reelle problem, som jeg så kunne gøre noget ved. Personalet blev set og hørt og følte, at der blev fulgt op på tingene."

I øvrigt klarede Lisbeth Kjær Lagoni at være leder for 65, fordi hun under sig havde to gruppeledere, der tog sig af vagtplaner og daglige problemstillinger. Både de og tillidsrepræsentanten holdt hende opdateret på, hvad der fyldte i hverdagen.

"Jeg blev aflastet af gruppelederne, så jeg kunne være tilgængelig på mit kontor og gå ud til personalet og være omkring dem, og det er faktisk sådan nogle ting, der tager lang tid."

Ledere skal huske at få hjælp

Som sygeplejefaglig direktør er hun leder for lederne. Også her er hendes ønske at få problemstillingerne frem i lyset, så hun kan hjælpe – eller få andre til at hjælpe. Ofte minder hun de ledende sygeplejersker om, at de ikke behøver at gøre det hele selv. De kan trække på hjælpefunktioner som f.eks. økonomer og udviklings- og forbedringskonsulenter.