Sygeplejersken
Lisbet Prenter leder 85: "Vi har løst det meget godt"
Ledelse. Kan man være direkte leder for 85 medarbejdere i et højt specialiseret afsnit for stråleterapi på Rigshospitalet? Ja, det kan Lisbet Prenter godt. Men det lader sig kun gøre, fordi mange opgaver er uddelegerede.
Sygeplejersken 2018 nr. 8, s. 50-51
Af:
Marianne Bom, journalist
I det seneste års tid har afdelingssygeplejerske Lisbet Prenter været direkte leder for 85 medarbejdere i Rigshospitalets Afsnit for Stråleterapi. Det er tre gange så mange som de 27 medarbejdere, som ledende sygeplejersker angiver som et passende antal i en ny spørgeundersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd.
Lisbet Prenter slår en lille latter op her på sit kontor, før hun fortæller om lederjobbet. Måske ler hun, fordi det er lidt pudsigt, at der kan være så stor forskel på hendes hverdag og den ideelle situation, som beskrives i spørgeundersøgelsen.
"Jamen, jeg slår nok rekorden," siger hun og nævner, at hun end ikke kender det præcise antal medarbejdere. Ud over sygeplejersker leder hun radiografer, sekretærer og sosu-assistenter. "Det er i hvert fald 85," siger hun så.
Hun ser det som ledelsens opgave at etablere et fællesskab, som gør det muligt for alle 85 at gøre deres bedste.
"Tillid og uddelegering". Det er nøgleordene bag, at ledelse af så mange lader sig gøre, siger hun. Og dertil kan man tilføje "en tilpas grad af tilgængelighed". For Lisbet Prenter sørger så vidt muligt for at være til stede hver morgen, når personalet mødes 10 minutter og kigger fremad på dagen. Er der mange sygemeldte? Er der problemer med udstyret? Eller er alt parat?
Den røde tråd gik tabt
Når Lisbet Prenter er leder for så mange, skyldes det, at den tidligere organisering af afsnittet ikke fungerede optimalt. Derfor blev det besluttet at afprøve, om en fælles leder kunne fremme samarbejdet på tværs af de mange fagligheder og funktioner. Tidligere var afsnittet delt op med ledere for eksempelvis behandlingsforberedelse, behandling og ambulatorium. Men den røde tråd gik tabt i den struktur.
"Vi er en stor afdeling, og vi skal arbejde tæt sammen. Men da vi var delt op i flere grupper med hver sin leder, blev det sådan nogle øer, hvor man tænkte meget i sin egen lille verden, og det var svært at få samarbejdet på tværs til at fungere. F.eks. har vi 10 acceleratorer, hvor alle skal kunne gå ind i alle funktioner og dække hinanden ind," siger Lisbet Prenter.
Løsningen er uddelegering
I den nye model er der en teamledelse med tre personer, en overlæge, en fysiker og en sygeplejerske, som er Lisbet Prenter. Under Lisbet Prenter er som nævnt 85 medarbejdere.
I det daglige er de mest i kontakt med en af de tre assisterende afdelingssygeplejersker og en assisterende afdelingsradiograf. De fire har ansvar for den administrative drift, for vagtplaner, ferieplanlægning og beslutninger om omrokering, hvis et apparat ikke kører.
"Jeg tror altid, man som leder synes, at man ikke har tid nok," siger Lisbet Prenter. "Men med den måde, vi har struktureret opgaverne på, synes jeg, at vi har løst det meget godt. De assisterende afdelingssygeplejersker er ikke bundet særligt meget op i selve driften, så de er i høj grad tilgængelige for medarbejderne."
Lisbet Prenter har stadig det formelle ledelsesansvar, og både hun og hendes assisterende ledere er med til medarbejderudviklingssamtaler.
For hende betyder uddelegeringen, at der er tid til at implementere strategi og sætte retning for afdelingen, også inden for uddannelse og udvikling, hvor udførelsen i høj grad varetages af en klinisk sygeplejespecialist.
Før måtte man lede efter en leder
Det har givet et roligere arbejdsmiljø, at lederen i dag har assistenter, siger tillidsrepræsentant Karin Schelske.
"Før kunne vi nogle gange gå rundt og lede efter en leder, når noget koksede. Man kunne føle sig alene, fordi Lisbet umuligt kunne være tilgængelig hele tiden. I dag skal vi ikke gå langt til de assisterende ledere, og hvis de ikke lige er der, løser vi det på telefonen. De går også rundt om morgenen og ser, at det hele er o.k.," siger Karin Schelske.
Hun er arbejdsmiljørepræsentant for 85 medarbejdere og tillidsrepræsentant for op mod 70 sygeplejersker og radiografer, der arbejder i ambulatoriet med dosisplanlægning og med behandling. I samarbejde med ledelsen medvirker hun til at sikre, at arbejdstidsaftaler og overenskomster overholdes. Men det meste af samarbejdet handler om at skabe et godt samspil mellem den lokale ledelse og medarbejderne. Målet er et godt arbejdsmiljø, og at trivslen skal være i top både i dag og i morgen.
"Tillids- og arbejdsmiljørepræsentanterne er en megastor hjælp for mig. Især når vi har indsatser at implementere, og når vi evaluerer trivselsmålinger. Så stikker vi hovederne sammen og ser, hvad vi måske kan gøre bedre," siger Lisbet Prenter.