Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Socialsygeplejersker kan afhjælpe ulighed

120.000. Så mange danskere anses for at være socialt udsatte, og de har brug for særlig hjælp i mødet med sundhedsvæsenet. Her er socialsygeplejersker et middel mod at nedbringe den ulighed, de udsatte ellers ofte oplever. Ellen Trane Nørby (V) opfordrer til, at funktionen burde bredes ud i hele landet.

Sygeplejersken 2018 nr. 8, s. 54-55

Af:

Diana Mammen, journalist

2018-8-ulighed_sophie_haestorp_andersen

Region Hovedstaden,
regionsrådsformand
Sophie Hæstorp Andersen (S):

"Hvis vi skal tilbyde dem, der har sværest ved at tage vare på sig selv, et ordentligt sundhedstilbud, er det helt afgørende, at vi tager udgangspunkt i den enkeltes situation, forudsætninger, ressourcer og motivation. Her spiller socialsygeplejerskerne en vital rolle.

Vi har allerede i flere år haft socialsygeplejersker ansat på vores hospitaler, og vi kan se, at de gør en forskel. De kan fastholde socialt udsatte i deres behandling, fordi de kender deres særlige behov både sygeplejefagligt, socialt og kommunikativt."

 

2018-8-ulighed_ulla-astman

Region Nordjylland,
regionsrådsformand
Ulla Astman (S)

"Vi kan se, at der er udfordringer med folk, der lever på kanten, som har brug for særlig hjælp. Socialsygeplejersker har ikke været på dagsordenen endnu, men vi har drøftet det i mit parti, og vi vil gerne have socialsygeplejersker. Funktionen vil indgå i nogle af de forslag, vi vil have med til forhandlingsbordet, og det er et ønske fra vores side, at det bliver etableret. Gerne i 2019."

 

2018-8-ulighed_stephanielose

Region Syddanmark,
regionsrådsformand
Stephanie Lose (V)

"Der er mange redskaber, der kan tages i brug, når man gerne vil skabe bedre vilkår for socialt udsatte, og socialsygeplejersker kan være en blandt flere løsninger. Der er ingen tvivl om, at der skabes rigtig flotte resultater af ildsjæle i sundhedsvæsenet, som har blik for, hvordan man skaber bedre sundhedstilbud til socialt udsatte borgere. Om der skal gøres brug af socialsygeplejersker, er som udgangspunkt et spørgsmål, de enkelte sygehuse selv skal forholde sig til i Region Syddanmark. Det er sygehusene, der har de bedste forudsætninger for at finde de rigtige løsninger, som passer til de lokale forhold."

 

2018-8-ulighed_heino-knudsen

Region Sjælland,
regionsrådsformand
Heino Knudsen (S)

"Vi har valgt at lægge opgaven ud til de enkelte sygehuse. De skal sikre, at der prioriteres ressourcer til sociale kompetencer og specialiseret viden om de her patienter, så de hjælpes bedst muligt. Vi har fra politisk side valgt ikke at træffe beslutning om, at det skal være en bestemt faggruppe såsom socialsygeplejersker. Det er op til sygehusene at vurdere, hvilke tiltag og hvilket personale der giver mest værdi for borgeren."

 

2018-8-ulighed_anders-kuhnau

Region Midtjylland,
regionsrådsformand
Anders Kühnau (S)

"Socialsygeplejerskerne leverer på flere områder vigtige bidrag til at reducere ulighed i sundhed. Bl.a. i deres rolle som brobygger, hvor de hjælper udsatte borgere til at få den rette hjælp på tværs af sektorer og myndigheder. Noget, der er et stort behov for til de mere ressourcesvage borgere, som ellers ikke får den nødvendige hjælp."

 

Det mener regionerne

Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), mener, at udbredelsen af socialsygeplejerskefunktionen er op til hver enkelt region. Ifølge hende giver det mening i storbyer at tænke socialsygeplejersker ind, hvor det andre steder kan være andre initiativer, som kan tage hånd om de socialt udsatte.

Læs mere i tema om ulighed i Sygeplejersken 7/2018