Alenemor var i kamp for overlevelse

Sammenbruddet havde været undervejs i noget tid, da sygeplejerske Anne Marie Holst i sommeren 2014 gik ned med stress. For fra dag ét havde det været som at gå på arbejde i en krigszone, da hun som centersygeplejerske fik ansvaret for et Plejecenter.

Borgerne blev behandlet på en måde, hun ikke kunne stå inde for, og hendes bestræbelser på at hæve kvaliteten viste sig at være stejlt op af bakke.

Forløbet, som til sidst sendte Anne Marie Holst Sommer ud over kanten, sluttede med en rundkreds, hvor 20 medarbejdere af ledelsen blev bedt om at sige, hvad de havde af negativt på hende. Altså kun det negative. ”Det positive tager vi en anden gang”.

Det var dråben, der fik hende til at sygemelde sig. Og da hun først trak stikket, blev hun klar over, hvor syg hun egentlig var.

“Jeg vidste godt, at noget var rivende galt, for det sidste stykke tid tudbrølede jeg på vej til arbejdet, og igen så snart jeg var kommet hjem til børnene,” fortæller Anne Marie Holst Sommer.

Sov 14-16 timer i døgnet

Det er Anne Marie Holst Sommers to børn – Rita, som var 6 år i 2014, og Jasper, som var 16 – det skal handle om her. For hvordan undgår man som stressramt alenemor, der har jævnlige angstanfald, som fuldstændig lammer funktionsdygtigheden, og som den første sommer, hun er sygemeldt, sover mellem 14 og 16 timer i døgnet, at lade det gå ud over børnene? Tager man sig bare sammen?

”Nej, for det kan man ikke,” fortæller hun.

“Når det står på, er det ren overlevelse. Jeg kunne intet ud over at dække vores mest basale behov. Jeg hentede og bragte i skolen. Derefter tog jeg direkte i Netto, så jeg kunne få overstået indkøbet på et tidspunkt, hvor det var usandsynligt, at der var nogen, jeg skulle forholde mig til i supermarkedet,” siger Anne Marie Holst Sommer, som følte sig meget heldig med sine børn i de to år, sammenbruddet endte med at vare.

For havde hun eksempelvis haft to tvillingedrenge i femårsalderen, er det slet ikke sikkert, at det var gået så godt, som det trods alt gjorde.

“Der er 10 år mellem mine børn. Jasper var på efterskole, da det var værst, og Rita havde dét med sig ind i mors krise, at hun hviler i sig selv og er meget vellidt af både piger, drenge og voksne. Hun havde masser af overskud, da jeg brød sammen, og kom måske til at drage lidt rigeligt omsorg for mig i perioden. Ikke som sin mors bedste veninde, men som et kompetent barn, der bruger sine ressourcer, fordi hun kan se, at der er brug for det,” fortæller Anne Marie Holst Sommer.

Time out for snak

Det er svært for hende at svare fyldestgørende på, i hvor høj grad hendes sammenbrud gik ud over børnene. Først og fremmest fordi hele perioden er indhyllet i et gråt slør, hvor det er meget få konkrete situationer, hun kan huske.

“Jeg må have fortrængt en masse. Men jeg ved, at jeg blev nødt til at sætte nogle grænser op for mig selv,” siger Anne Marie Holst Sommer.

Den halve times ”time out”, som de havde indført allerede før sygemeldingen, blev nu ultimativ.

”Pludselig mente jeg det helt bogstaveligt, at de ikke måtte snakke til mig. Jeg kan svagt huske, hvordan Rita reagerede overrasket over, at jeg tog sådan på vej. Men hun holdt op med at plage,” fortæller Anne Marie Holst Sommer.

Ingen af børnene kan i dag huske noget særligt fra perioden. Hvilket dog ikke får Anne Marie Holst Sommer til at afvise, at de har måttet bære på nogle af hendes psykiske udfordringer.

“Jeg havde det sådan med andre mennesker, at jeg var helt sikker på, de ikke kunne lide mig.

Da Jasper var på efterskole, fik han pludselig en periode, hvor han havde samme følelse. ”Der er ingen andre end dig, som elsker mig,” sagde han. Var det ganske almindelige teenagefølelser, eller reagerede han på sin mors frygtsomhed over for livet? Det tror jeg aldrig, jeg finder svaret på,” siger hun.

Kram på mindst 20 sekunder

Det har været med til at bære børnene igennem, at familiemedlemmerne rører meget ved hinanden fysisk, mener Anne Marie Holst Sommer.

”Rita sov i min seng i hele perioden, og de fik begge to at vide hver dag, at jeg elsker dem,” fortæller Anne Marie Holst Sommer, som lige er faldet over en undersøgelse, der viser, at et kram på 20 sekunder eller mere sender endorfiner ud i hele organismen.

“Det var måske den ene ting, jeg gjorde godt. Jeg fjernede mig aldrig fra børnene. De kunne altid få et kram,” siger hun.

Det er tre år siden, de mørke skyer endelig drev væk. Anne Marie Holst Sommer har i de år haft en perfekt optrapning ind i sit nye job.

Først som vikar, dernæst som timelønnet, hvor hun selv kunne skrue op og ned for den ugentlige arbejdsindsats. I april måned blev hun fastansat. Og nu er hun så på vej på barsel. Som forvandlet efter tre år på en arbejdsplads, hvor alt har været det stik modsatte af den forrige.

”Så alt er godt igen – men noget er forandret,” fortæller Anne Marie Holst Sommer.

“Det vil altid sidde i mig, at hvis jeg mærker blot snerten af de følelser, som jeg forlod min gamle arbejdsplads med, så blinker alle alarmklokker rødt. Jeg trækker mig og bakker baglæns ud, indtil jeg har genvundet roen.”

Læs også: Børn rammes også af mors stress