Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Politikere: Du skal ikke spørge lægen først

Reform. Regeringen foreslår i sit udspil til en sundhedsreform, at sygeplejersker selvstændigt kan udføre en række opgaver, der i dag kun kan ske på delegation fra en læge. Det forslag har så bred opbakning, at det kan gennemføres, hvad enten en ny regering er blå eller rød.

Sygeplejersken 2019 nr. 2, s. 48-49

Af:

Kristine Jul Andersen, journalist

Alle Folketingets politiske partier ser positivt på at give sygeplejersker et selvstændigt virksomhedsområde. Det vil sige, at sygeplejersker på eget ansvar kan udføre en række afgrænsede opgaver, som de i dag kun må udføre på delegation fra en læge.
I regeringens udspil til en sundhedsreform foreslår den helt konkret, at sygeplejersker ved lov tildeles et selvstændigt virksomhedsområde med opgaver, som de vil kunne udføre uden delegation fra en læge.

Ellen Trane Nørby
Ellen Trane Nørby (V) på vegne af regeringen: Sygeplejersker i den kommunale hjemmesygepleje vil kunne få adgang til selvstændigt at tage visse former for blodprøver og måle borgerens blodsukker.
”Det betyder f.eks., at sygeplejersker i den kommunale hjemmesygepleje vil kunne få adgang til selvstændigt at tage visse former for blodprøver og måle borgerens blodsukker, når der er fagligt belæg for det, uden først at skulle kontakte en læge. Det vil sikre en mere fleksibel lokal opgaveløsning og ressourceudnyttelse og en hurtigere beslutningsproces i forhold til patienternes aktuelle behandlingsbehov,” lyder det i regeringsudspillet.

Større fleksibilitet
Regeringens samlede udspil til en sundhedsreform har ikke fået de bedste reaktioner med fra oppositionen, men hvad angår præcis denne del, er der opbakning fra såvel rød blok som Dansk Folkeparti, viser Sygeplejerskens rundringning til partiernes sundhedsordførere.

”Det er helt nødvendigt, at sygeplejerskerne selvstændigt kan udføre en række opgaver, fremfor at det skal foregå på delegation fra en læge. Det har vi givet udtryk for længe,” siger sundhedsordfører for socialdemokraterne, Flemming Møller Mortensen, og fortsætter:

Flemming Møller Mortensen
Flemming Møller Mortensen (S): Det giver en større fleksibilitet, og vi udnytter sygeplejerskernes kompetencer i langt højere grad.
”Det er vigtigt, fordi det giver en større fleksibilitet, og vi udnytter sygeplejerskernes kompetencer i langt højere grad. Derfor skal vi have drøftet det her med de faglige organisationer, så vi også kan finde ud af, hvordan vi får en mere moderne tilgang til at gøre delegerede opgaver til et selvstændigt felt.”

”Lægerne svinger taktstokken”
I SF mener sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen også, at sygeplejerskerne skal have et selvstændigt virksomhedsområde inden for et afgrænset område.

”Vi vil gerne have flere faggrupper i spil til at løse opgaverne. Der er en tendens til, at det er lægerne, der svinger taktstokken. Men det er sygeplejerskerne, der laver observationerne. Derfor giver det også mening, at de kan udføre en række opgaver selvstændigt. Det vil betyde, at vi udnytter kompetencerne meget bedre,” mener hun.

Kirsten Normann Andersen fremhæver samtidig, at fordelen ved, at sygeplejerskerne får deres eget virksomhedsområde, er, at de samtidig også får ansvaret for opgaven. Den tvivl om ansvaret, der kan opstå, når opgaverne sker på delegation fra en læge, bliver dermed også elimineret.

Sundhedsordførerne fra både Alternativet, Pernille Schnoor, og Enhedslisten, Jesper Hvelplund, er ligeledes positive.

”Det er også noget, vi har arbejdet med. Det er helt oplagt, at man bruger de faglige kompetencer, sygeplejerskerne har, til at aflaste lægerne – og så giver det også en faglig tilfredshed,” siger Jesper Hvelplund.

Liselotte Blixt
Liselotte Blixt (DF): Der er fuld opbakning fra vores side
Regeringsforslaget har også støtte fra Dansk Folkeparti.

”Det er der fuld opbakning til fra vores side,” siger Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Få det vedtaget
I Dansk Sygeplejeråd glæder formand Grete Christensen sig over, at regeringen i sit udspil også har valgt at fokusere på mulighederne for ved lov at give sygeplejersker et selvstændigt virksomhedsområde inden for et afgrænset område.

”At der så også er opbakning fra de øvrige partier til netop den del af udspillet til en sundhedsreform, er endnu mere glædeligt. Når alle partier ser positivt på det punkt, kan jeg kun håbe på og opfordre til, at det er noget, politikerne vil gå videre med efter et valg – lige meget hvem der ender i en regering. Det vil være en stor gevinst for både sundhedsvæsenet og sygeplejerskerne,” siger Grete Christensen.