Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: IBM: Dine sundhedsdata er dine egne

Nogle tech-virksomheder tjener deres penge på at videresælge personlige data. Andre, som IBM, har en anden forretningsmodel.

Sygeplejersken 2019 nr. 4, s. 21

Af:

Anders Quitzau, innovationsdirektør

Kommentar til anmeldelse af bogen ”Hvem skal bruge sundhedsdata – og til hvad?” af Klaus Høyer i Sygeplejersken nr. 3/2019, side 43.

For IBM er dataetik og respekt for data-privacy helt centralt. IBM indsamler ikke sundhedsdata eller dataspor om menneskers sundhedstilstand.

Det var ellers påstanden i anmeldelsen ”Vi trækker dataspor efter os døgnet rundt”, hvor Raymond Kolbæk ligestiller IBM med andre tech-forretninger som Google og Facebook i sin anmeldelse.  I anmeldelsen skriver Raymond Kolbæk:

”På 86 sider kommer han (forfatteren Klaus Høyer) omkring en række væsentlige forhold i relation til de dataspor, vi døgnet rundt trækker efter os. Spor, der potentielt kan sige noget om vores sundhedstilstand, når de, ofte ubemærket, indsamles af Google, Facebook, Apple, IBM og Amazon. Bogen fokuserer på de muligheder og udfordringer, som denne datavækst giver.”

Vi er enige i, at det vil være en god idé, at man begynder at være opmærksom på, hvilken forretningsmodel tech-virksomheder gør brug af. Nogle tech-virksomheder tjener nemlig deres penge på at videresælge personlige data. De lever af at opsamle og sælge de dataspor, som vi alle sammen efterlader. Andre, som IBM, har en anden forretningsmodel. IBM’s kunder kan være sikre på, at deres data og indsigter fra deres data er deres egne.

IBM har dog i USA en dattervirksomhed, Explorys, som i USA samarbejder med myndigheder, sundheds- og lifescience-virksomheder om at opsamle og analysere anonymiserede sundhedsdata til forskningsformål.  Det sker i henhold til eksplicitte aftaler, tilladelser og gældende persondatalove.

Anders Quitzau er innovationsdirektør i IBM