Sygeplejersken
Patienter lever længere, når de taler om døden
Ny forskning tyder på, at det kan forlænge livet hos terminale patienter, når sundhedsprofessionelle taler med dem om deres ønsker til den sidste tid.
Sygeplejersken 2020 nr. 1, s. 10
Af:
Helle Lindberg, journalist
Døende patienter lader til at leve længere, når de har talt med en sundhedsprofessionel om deres tanker og ønsker for den sidste tid. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.
Undersøgelsen er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift British Medical Journal Supportive & Palliative Care. Resultaterne tyder på, at det virker livsforlængende på døende patienter, når sundhedsprofessionelle systematisk bruger ACP – Advanced Care Planning – til at tale med patienterne om livets afslutning.
73 pct. af de patienter, der havde benyttet Advance Care Planning, var i live efter et år. For patienter, der ikke havde haft samtaler om den sidste tid, lå tallet på 57 pct.
”Ved at have en samtale om livets afslutning får patienterne i god tid taget stilling til deres egen situation. Det kan betyde, at de bliver bedre til at tage sig af sig selv – og at deres pårørende og behandlere i sundhedsvæsenet også gør,” siger Mette Asbjørn Neergaard, overlæge på Enhed for Lindrende Behandling på Aarhus Universitetshospital.
Klar til samtalen
Det nye studie underbygger relevansen af projekt ”Klar til samtalen” som var tema i Sygeplejersken nr. 13/2019.
Projektet, som blandt andre Dansk Sygeplejeråd står bag, har resulteret i nye retningslinjer for sundhedsprofessionelle om den nødvendige samtale med døende og alvorligt syge patienter om den sidste tid. Et af de steder i landet, der har systematiseret samtalerne, er Sygehus Lillebælt i Vejle.
Her har sygeplejerske Helen Bruun og klinisk sygeplejespecialist Jannie Christina Frølund arbejdet målrettet med at skabe rum til samtalen om døden. Ikke mindst spørgsmålet om genoplivning eller ej.
”Det er jo sygeplejerskerne, der plejer patienten, og som lærer dem at kende. Det er dem, der ser det først, når det går ned ad bakke, og det er også dem, der skal gå i gang med genoplivningen ved hjertestop. Derfor vil de ofte gerne tage samtalen tidligt i forløbet,” forklarer Helen Bruun.
Hør også Sygeplejerskens podcast om samtalen om døden. Find ”Den svære samtale”, hvor du henter dine podcasts, eller på dsr.dk/podcast