Sygepleje skal også tale til hjertet

Omsorg. Ro. Væren. Man kan høre punktummerne mellem de ord, sygeplejerske Kirsten Bühler sætter på det mentale rum, der handler om at give plads til lindring og sjælesorg.

”Man skal være dygtig til at udnytte de små sprækker og muligheder, der opstår. På hospice er patienterne ofte påvirkede af lang tids udmarvende sygdom og fatique, som er en følelse af fuldstændig udmattelse, og derfor gælder det om at fange et ord, en drøm eller en genstand i vindueskarmen, man kan bruge i øjeblikket,” forklarer Kirsten Bühler, som er både sygeplejerske og diakon og arbejder på Sankt Lukas Hospice i Hellerup.

Hun taler dansk med tysk accent, fordi hun er født og opvokset som en del af det danske mindretal i Tyskland syd for grænsen. Hendes vej til sygeplejen har været lang. Efter gymnasiet studerede hun japansk på universitetet i Århus, og arbejdede som ufaglært på plejehjem og som handicaphjælper.

En samtale med studenterpræsten gjorde det klart for hende, at hun havde lyst til at hjælpe ved at bruge sine hænder frem for at dyrke bøgerne. Det førte til diakonuddannelsen kombineret med en uddannelse som social- og sundhedsassistent. Først senere tog hun den fulde sygeplejerskeuddannelse.

Faglig snak om engle

Diakonuddannelsen har givet Kirsten Bühler en særlig faglighed i forhold til at kunne yde åndelig og eksistentiel omsorg.

”Det lyder meget enkelt, når man siger, at det handler om at synge en sang, bede en bøn, massere spændte muskler eller arrangere et sengebad. Det kræver, at man har antennerne ude og bruger sin faglighed, så man kan fornemme, hvor der er noget på spil for den enkelte.”

På nogle af patienternes sengeborde står der en lille bronzeengel, som Kirsten Bühler har været med til at indføre på hospice. Englene kan være et kontroversielt emne, som har krævet faglige snakke blandt sygeplejerskerne.

”I det protestantiske Nordeuropa kan vi have det svært med symboler, da der er tradition for at vægte ordet. Det at bruge engle, hjerter og lys bliver betragtet som noget spirituelt og religiøst – og måske lidt farligt. Men hvis det kan lindre og give ro at have en engel under puden eller i hånden, hvorfor så ikke prøve?

Vi har erfaret, at patienter og pårørende sagtens kan sige fra, hvis den ikke taler til dem.

Vi har oplevet, at englen er det sidste, et døende menneske har grebet ud efter, og vi har set, hvordan englene kan være med til at trøste de efterladte, fordi den bygger bro mellem den, som er død og den, som skal leve,” siger Kirsten Bühler.

Symboler i sygeplejen

Sammen med en udviklingssygeplejerske på Sankt Lukas Hospice har hun udarbejdet en klinisk vejledning for brug af symboler. Retningslinjen forklarer, at symboler taler mere direkte til hjertet end til intellektet, og at symboler rummer meningslag, der er forskellige fra menneske til menneske. Symboler kan tale ind i menneskers fortid, nutid og fremtid.

Når Kirsten Bühler skal forklare, hvad hospicesygepleje går ud på, siger hun, at det er ”mødet med det hele menneske”. Vel vidende, at det lyder som en kliche og et urealistisk ideal for god sygepleje i et presset sundhedsvæsen.

”Det er det specielle ved at arbejde på hospice, for hvor i sundhedssystemet kan man stadig det?”

Når arbejdsdagen på hospice er presset, risikerer de fine eksistentielle øjeblikke at blive nedprioriteret.

”Vi sygeplejersker prøver at holde fast i morgensangen og prioritere at synge, fordi vi ved, at det har betydning. Det giver klangbund og ro i hjerterytmen, og dermed signalerer vi, at åndelig og eksistentiel omsorg er vigtig i en travl afdeling.”

Kirsten Bühler mener, at sundhedsvæsenet skal værne om det reservoir af åndelige og eksistentielle tilgange, som kan lindre patienternes eksistentielle smerter og give dem større livskvalitet i den sværeste tid.

”Hvis vi ikke prioriterer åndelig omsorg, så mister vi vores reservoir af viden om muligheder for at skabe eksistentiel mening og dermed lindring,” siger Kirsten Bühler.