"Da muligheden opstod, slog jeg til"

Jeg vidste ikke, at jeg ville arbejde i Danmark, men da muligheden opstod, slog jeg til.”

Det fortæller Arliz Quijano, der er uddannet sygeplejerske fra Filippinerne og kom til Danmark som au pair i 2009. Inden da havde hun arbejdet som sygeplejerske i Bahrain, men der faldt hun aldrig rigtig til.

”Derfor havde jeg heller ingen forventninger til Danmark, det kunne gå begge veje. Men jeg er blevet rigtig glad for at bo og arbejde her,” fortæller Arliz Quijano, der lige nu er på barselsorlov fra sin stilling som sygeplejerske på Herlev Hospital.

I de seneste årtier er tusindvis af filippinere kommet til Danmark på au pair-ophold. Den seneste evaluering fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) fra 2019 viser, at au pairer typisk har en mellemlang videregående uddannelse, og at nogle af dem er sygeplejersker. Den præcise andel er ikke opgjort.         

 Au pairer går typisk til  danskundervisning, og det gør dem til en særligt interessant gruppe i spørgsmålet om, hvorvidt udenlandsk arbejdskraft kan medvirke til at afhjælpe den aktuelle sygeplejerskemangel i Danmark. Siden 2013 har det nemlig været et krav, at sygeplejersker uddannet uden for EU/EØS har bestået en dansk sprogtest – og siden 2016 at det skal være Danskprøve 3 – før de kan få midlertidig autorisation i Danmark.

I Danmark samarbejder vi

For Arliz Quijano har det været en ”virkelig god oplevelse” at arbejde i det danske sundhedssystem.

”Jeg har nogle rigtig gode kolleger, og en af dem – som også er vejleder for sygeplejerskestuderende – tog mig under sine vinger fra starten,” fortæller Arliz Quijano.

Der var meget nyt at lære for hende, da arbejdskulturen og rutinerne på et dansk hospital er helt anderledes i Danmark end i Bahrain. 

”I Bahrain er hierarkiet meget tydeligt. Lægen bestemmer og tager beslutningerne, og sådan er det selvfølgelig også her, men der foregår samråd tværfagligt, hvor sygeplejerskerne også har noget at sige om, hvad der er den bedste behandling for den konkrete patient. Man er næsten på lige fod, og det var overraskende positivt at opleve. Når man taler med lægen i Bahrain, skal man kende sin plads.”

Hun har også primært haft gode oplevelser med både kolleger og patienter, hvoraf mange spørger venligt og nysgerrigt til, hvor hun kommer fra. For Arliz Quijano var det afgørende at have kolleger, som havde tålmodighed til at hjælpe hende til rette. 

”Det var både spændende og kaotisk i de første dage, da jeg startede på akutafdelingen på Herlev Hospital. Der var så mange nye ting at lære hver dag – hvordan stuegangen fungerer, hvilke behandlingsmuligheder tilbydes og hvordan man registrerer alt elektronisk. Jeg havde hovedpine hver dag efter arbejde den første måned,” fortæller Arliz Quijano, der også skulle finde ud af, hvordan man kommer ind i det sociale fællesskab.

”På akutafdelingen er der mange, som har arbejdet sammen i mange år og også ses privat. Det var lidt svært i starten, men hvis man viser, at man er en god kollega, bliver man lukket ind. En god kollega er en, der ikke er doven for at sige det ligeud. En, der tager klokkerne, når patienterne ringer, og en, der giver ordentlige overleveringer til den næste vagt.” 

Vanskelig timing

Arliz Quijano kender en del filippinere fra sin egen generation, som er uddannet sygeplejersker, men ikke nogen, som er lykkedes med at blive ansat i Danmark. Det er nemlig blevet vanskeligere at opnå autorisation, siden hun selv blev godkendt. 

Sygeplejersken har lavet en rundspørge blandt filippinere med sygeplejerskebaggrund, der er eller har været au pairer i Danmark. Den viser, at langt størstedelen – ligesom Arliz Quijano – allerede havde arbejdserfaring, inden de kom til Danmark som au pairer. Næsten en tredjedel har arbejdet mere end tre år som sygeplejerske. Rundspørgen viser imidlertid også, at selvom næsten alle de adspurgte gerne vil arbejde som sygeplejerske i Danmark, er der meget få, som er lykkedes med at få autorisation. 

En fjerdedel er i gang med at søge om autorisation, men nogle har slet ikke forsøgt, fordi de har fået at vide, at det ville være for vanskeligt. De arbejder i stedet som sosu-assistenter eller tilsvarende. 
Ifølge Arliz Quijano er det typisk timingen mellem autorisationsprocessens krav og muligheden for at opholde sig lovligt i Danmark, der kan spænde ben.

”Det tager jo noget tid at lære dansk og mindst halvandet år at blive klar til Danskprøve 3, hvis man er rigtig dygtig til sproget. Men mange har sværere ved det, og så kan man umuligt nå det, før ens opholdstilladelse som au pair udløber,” siger Arliz Quijano. 

At finde selve prøveansættelsen kan også tage lidt tid – det gjorde det også for Arliz Quijano, der endte med at søge studievisum til noget videreuddannelse på Copenhagen Business Academy, inden hun fik stillingen på Herlev Hospital. Men det kræver, at man selv kan finansiere studierne.

Ikke nok job i Filippinerne

Under 10 pct. af sygeplejerskerne i rundspørgen er rejst tilbage til Filippinerne efter au pair-opholdet. Der er nemlig ikke mange af dem, der rejser ud som au pairer, som har planer om at vende tilbage til hjemlandet lige foreløbig. De ønsker i stedet at fortsætte med at arbejde i Danmark eller andre europæiske lande. 

Det skyldes blandt andet, at Filippinerne uddanner langt flere sygeplejersker, end der er job til – og at det er meget vanskeligt at få en betalt fuldtidsansættelse i Filippinerne. Arliz Quijano ville gerne have arbejdet som sygeplejerske i sit hjemland, som hendes mor også gjorde, før moren fik job i først Bahrain og siden i Danmark.

”Men vilkårene er meget hårde i Filippinerne, og lønnen er meget lav,” fortæller Arliz Quijano.

”Hvis man ikke har et netværk, der kan skaffe en ind på et hospital, skal man arbejde frivilligt i mindst et halvt år og ofte længere, mens man venter på måske at blive fastansat.”

Derfor er der en del fra Arliz Quijanos årgang på sygeplejerskeuddannelsen, der er taget til udlandet for at arbejde, og en del, der helt har skiftet spor. Forskning viser, at over 80 pct. af de filippinske sygeplejersker, som bliver i professionen, får ansættelse i udlandet – og næsten halvdelen af de sygeplejersker, der bliver uddannet, ender med at skifte karriere. Årsagen er primært mangel på arbejde og hårde vilkår i branchen. 

Tager videre til andre lande

Arliz Quijano var heldig, at hendes værtsfamilie og øvrige netværk i Danmark hjalp hende med at finde ud af, hvordan hun skulle søge om autorisation, og hvornår der var en åbning på et hospital.

”Det er svært, når man skal finde ud af det hele selv uden at kende reglerne og systemet,” siger Arliz Quijano. 

Nogle af de nuværende og forhenværende au pairer i Sygeplejerskens rundspørge er taget videre til Norge, en er taget til Belgien for at udbygge sin uddannelse, og en har fået job som sygeplejerske i Qatar.

Andre er taget videre til øvrige europæiske lande på forskellige vilkår.

Fælles for dem er imidlertid, at de er mere end villige til at bruge deres sygeplejerskebaggrund i Danmark, hvis de får muligheden.  

Læs også:

Udenlandske sygeplejersker vil til Danmark

"Vi skal ikke lukrere på andre lande"