Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hørt: Hiv heltekappen af

Kan en helt tillade sig at være utryg, sige fra og kræve mere i løn? Sygeplejersker afviser at blive udråbt som helte, konstaterer sygeplejerske og forsker Pia Søe Jensen.

Sygeplejersken 2020 nr. 14, s. 17

Af:

Nana Toft, journalist

PiaSJensenSP99267F

ikon-hoertKamp. Frontlinje. Krig.

Retorikken hos både medier, politikere og befolkning under hele covid-19-epidemien har talt sit tydelige sprog: Opbakningen til sundhedspersonalet har været stor. Sygeplejerskerne er ikke sjældent blevet kaldt helte. 

Men det udgør faktisk et problem, hvis du spørger sygeplejerske og forsker ved Klinisk Forskningsafdeling og Ortopædkirurgisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital, Pia Søe Jensen.

“Når man er en helt, følger der en række uoverskuelige forpligtelser med. Forpligtelser, der har vist sig at være en alt for stor byrde,” pointerer hun.

Kan en helt kræve mere i løn?

Sammen med sine to forskerkolleger, Nina Halberg og Tine Schifter Larsen, gennemførte hun i foråret et forskningsstudie, der viser, at sygeplejerskerne meget gerne tager imod anerkendelse og respekt for den indsats, de har ydet under covid-19, men også, at det er omkostningsfuldt at blive kaldt helt. 

“En helt klarer alt. Hun er stærk, frygtløs og opofrende. Hun ofrer sig for en højere sag og kæmper ofte frivilligt,” konstaterer Pia Søe Jensen. 

“Kan en helt tillade sig at føle sig utryg ved at stå med en helt ny virus, nye patientforløb og nye rammer? Kan hun tillade sig at sige fra? Sige: Det var ikke det, jeg gik ind til, da jeg blev sygeplejerske?” spørger Pia Søe Jensen retorisk.

“Kan hun tillade sig at klage over ikke at have set hverken familie eller venner i månedsvis eller forlange mere i løn ved at pege på, at værnemidlerne ikke er gode nok, og at hun dermed sætter sit helbred på spil?”

“Nej, vel? For en helt piber ikke,” konstaterer Pia Søe Jensen.

Mistro fra børnehaveforældre

Oveni følelsen af at være forpligtet til uselvisk at hjælpe viste studiet i foråret, at andre borgere tog afstand fra sygeplejerskerne, hvis de fortalte, hvad de arbejdede med. 

Pia Søe Jensen fortæller om sygeplejersker, der modtog opkald og sms’er fra andre forældre i børnehaven, der var fulde af mistro, når de sendte deres børn tilbage i institutionen efter endt karantæne. En anden blev bedt om at forlade en butik, da hun tabte sit personaleskilt. 

“Som en sygeplejerske på et tidspunkt siger: “Når jeg siger, hvor jeg har arbejdet, oplever jeg, at andre træder to skridt tilbage”,” fortæller Pia Søe Jensen og peger på det problematiske i på den ene side at være udråbt som helt og på den anden side være én, andre folk tager afstand fra.

“Så er det, at en hyldest pludselig kan føles hul,” som hun formulerer det.

Hun peger på, at man overalt i landet ruster sig til en ny bølge og understreger: 

“Og det er så her, jeg siger – især til medier og politikere – hiv nu den heltekappe af sygeplejerskerne. De løfter gerne opgaven. Men giv dem nu ordentlige arbejdsforhold og en anstændig løn.”