Nordfløjen: Stor, smuk og smart

På en bænk i foyeren sidder Hanna Maria Fuglø. Bag hende snor en vindeltrappe sig opad i bygningen, som Mette Kirk Vium et øjeblik senere kommer ned ad. Louise Mønster tilslutter sig dem fra gangsiden. 

De er alle tre garvede sygeplejersker på Rigshospitalet, men har inden for de seneste måneder skiftet den gamle centralbygning ud med helt nye omgivelser i det nybyggede Nordfløjen. 

Den 68.000 kvadratmeter store lillesøster er en af de mange sygehusbyggerier, der blev sat i værk landet over i forbindelse med kvalitetsreformen af landets sundhedsvæsen tilbage i slutningen af nullerne. Nogle sygehusbyggerier er færdige, andre har stadig lange udsigter.

For landets højest specialiserede hospital har byggeriet budt på mange udfordringer og dermed udskydelser af ibrugtagningen i to år. Men nu står den klar, og de tre sygeplejersker har sagt ja til at tage Sygeplejersken med på rundtur til en snak om æstetik og funktionalitet.

Problemer med check-in

Vi mødes ved hovedindgangen til Nordfløjen, indgang 6. Derfra går vi forbi receptionen og det store vente- og caféområde. Store vinduer fra gulv til loft langs flere vægge slipper det dunkle eftermiddagslys ind alle vegne. Borde og stole er sporadisk besat.

Der er opsat en række standere ved indgangene, hvor patienterne selv skal lave check-in. Som i en lufthavn. Når man på de enkelte afdelinger er klar til at modtage patienten, vil det fremgå af en skærm, hvor der også står, hvor man skal gå hen. 

”Idéen er, at der kun er ét fælles sted, hvor man kan lave check-in, så der ikke er så mange, der sidder og venter ved de enkelte afsnit,” forklarer Hanna Maria Fuglø, og Louise Mønster tilføjer:

”Det fungerer ikke helt optimalt. Mange må stadig have hjælp fra receptionen. Og der er behov for bedre vejvisning til patienterne. Men det er de i gang med at justere.” 

Mosaikkunsten er lavet af kunstneren Erik A. Frandsen.

Foto: Bax Lindhardt

Magisk mosaiktrappe

Vi går hen ad den brede lyse gang og kommer til en ny vindeltrappe. 

”Den her trappe er helt vildt flot,” siger Hanna Maria Fuglø, da vi nærmer os, og Louise Mønster tilføjer, mens vi bevæger os opad:

”Og den er god at gå på.”

En mosaik af bittesmå sten i et væld af varme farver omfavner os ovenfra og inviterer en til at stoppe op og udforske det. Små unikke mønstre inddelt i en form for striber fremhæver den store vindeltrappes slangedans op gennem bygningens mange etager. Op mod lyset.

”Det betyder noget for mig, at der er noget særligt og smukt at se på. Det tror jeg også, det gør for patienterne,” siger Hanna Maria Fuglø, og Mette Kirk Vium tilføjer:

”Her er generelt meget lyst og imødekommende. Det er noget helt andet end centralkomplekset, hvor vi kommer fra.”

”Bare det, at man ikke skal være bange for, at der kan falde loftsplader ned i hovedet på en, er jo en stor fornøjelse,” siger Louise Mønster med et smil.

Mette Kirk Vium mener dog, at der kunne være prioriteret lidt anderledes.

”Der er brugt mange penge på kunst. Man kunne godt have valgt at bruge nogle af pengene på mere funktionelle ting,” siger hun.

Hvad hun helt konkret tænker på, vender vi tilbage til.

Dobbelt så meget plads

Hver etage har sin egen farve, og fulgt på vej af trappekunsten er vi nået til 1. sal, hvor hvide vægge er suppleret af blå farver bl.a. på gulvet. Her er 18 operationsstuer. Og det samme på etagen over. 

Mette Kirk Vium er anæstesisygeplejerske på Afsnit for Led- og Knoglekirurgi og arbejder på den blå etage, hvor hun viser en tom operationsstue frem.

”Her er dobbelt så meget plads som på de gamle operationsstuer. Det betyder, at her er plads til flere ting. Men også at der er længere til tingene, når man skal have fat i dem,” fortæller hun. 

Hun åbner to låger i et stort skab. Bag lågerne er et lille rum, som man også kan tilgå fra den modsatte side, som er ud til gangen.

”Som noget nyt får vi leveret en vogn med alt det udstyr, vi skal bruge til den enkelte operation. Det er forløberen for den nye regionale sterilcentral, der endnu ikke er klar til at håndtere ortopædkirurgiens instrumenter. Så indtil videre er det vores egne sygeplejersker og sterilteknikere, der vasker og autoklaverer vores instrumenter på den gamle operationsgang i centralkomplekset,” siger Mette Kirk Vium og fortsætter:

”Det virker nogenlunde, men det kræver, at mange tænker på nye måder. Især kirurgen, der skal have bestilt instrumenter til operationen allerede dagen før. Og man kan ikke bare lave det om, da vi ikke har alle instrumenterne her.

Det gør operationsprogrammet mindre fleksibelt.”

Apparatur på søjler

En ny ting er også, at operationsapparatur ikke længere står på rulleborde. Nu er det fastgjort til søjler, der er hæftet til loftet, og som man kan hæve og sænke og flytte rundt i luften.

”Det er nemmere at gøre rent. Og så er der strøm til apparaturet i søjlerne. Det var der ikke i rullebordene. En af vores store udfordringer med arbejdsmiljøet tidligere var ledninger, der enten lå i snublehøjde eller hang i halshugningshøjde. Vi bøvler lidt med at bruge de nye søjler, men når vi vænner os til det, skal det nok blive godt,” fortæller Mette Kirk Vium. 

Hendes afdeling flyttede fra de gamle til de nye omgivelser i september, og det har ikke været uden problemer. 

”Det var helt galt i starten. Der var mange nye arbejdsgange, som ikke var beskrevet på forhånd. Vi vidste ikke, hvor tingene lå, alt var anderledes. Og der er stadig mange ting, der ikke fungerer optimalt,” fortæller hun.

Tilbage på gangen går vi forbi skyllerum, rum med udstyr og depoter. Mette Kirk Vium konstaterer flere gange, at tingene ikke er på plads endnu.

 Et glasparti med en lodret skakt hele vejen op gennem bygningen slipper lys ind fra oven og giver plads til endnu et kunstværk, der kan ses fra alle etager. Det er lavet af Olafur Eliasson og forestiller to lange spiraler i sort og hvid, som konstant drejer stille rundt og hele tiden ændrer udtryk. 

”Det minder mig om en DNA-streng. Det er meget fascinerende,” siger Mette Kirk Vium.

Sygeplejerske Louise Mønster på den nyoprettede afdeling, Operationsmodtagelse og Opvågning (OMO).

Foto: Bax Lindhardt

”Jeg er nok den lykkeligste”

Louise Mønster tager os med op ad en bagtrappe til den lyseblå 2. etage og ind på hendes afdeling, Operationsmodtagelse og Opvågning, også kaldet OMO. Det er en ny afdeling, der er blevet født med det nye Nordfløjen. Her har man valgt at lægge alt omkring en operation ind under samme hat. De har både patienter, der i forvejen er indlagt, og patienter, der kommer direkte hjemmefra ind til operation og bliver udskrevet umiddelbart efter. 

”Jeg er nok den lykkeligste af os tre. Lokalerne er designet til OMO, og her er virkelig lækkert,” siger Louise Mønster, der ligesom alle sine kolleger er blevet ansat på den nye afdeling. 

På OMO mærker man også, hvordan der i byggeriet er tænkt over at udnytte lyset. Vinduerne går fra knæhøjde til lidt over loftshøjde, så der bliver en lille kip, som sikrer det bedste lysindfald fra oven. 

 ”Alt det her er luksus for os. Men vi kan godt mærke, at der er større afstande til alt. I dag tog det mig 40 minutter at aflevere en patient ovre i centralkomplekset,” fortæller Louise Mønster og forklarer, at det både skyldes længere afstande, men også fortsat venten på elevatorer i centralkomplekset. 

Sygeplejerske Hanna Maria Fuglø tager bl.a. imod patienter her i konsultationslokalet.

Foto: Bax Lindhardt

Et levende maleri

Vi bevæger os videre op på 3. sal. til den grønne etage. Her har Hanna Fuglø sin daglige gang i Klinik for Led- og Knoglekirurgi og Klinik for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling. Først viser hun en af de små operationsstuer til mindre indgreb som f.eks. at få fjernet modermærker, som foregår ved lokalbedøvelse. Længere nede ad gangen drejer vi om et hjørne og går ind i et konsultationsrum med to skrivebordspladser og en briks. Lige ved indgangen er der et lille omklædningsrum. 

Men det første, man ser, når man træder ind i lokalet, er udsigten. Et levende maleri med en stor græsplæne omgivet af træer i brune og gule nuancer og plads til at lade øjne og tanker vandre.

”Lyset og panoramaudsigten ud over Fælledparken er helt fantastisk. Det er så meget bedre end vores gamle mørke og små lokaler. Og det betyder rigtig meget for, hvordan både vi selv og patienterne har det,” smiler Hanna Maria Fuglø.

Hendes afdeling flyttede ind i Nordfløjen i juni måned, og er dermed lidt foran ift. de to andre, når det gælder bygningens børnesygdomme.

”Der var en del ting, der skulle justeres i starten. Vi fandt f.eks. hurtigt ud af, at vi havde for lidt skabsplads. Derfor bestilte vi flere skabe, som vi nu afventer, bliver monteret,” siger Hanna Fuglø og låser døren bag sig. 

Flere kilometer i benene

”Jeg synes, at her er rigtig rart og rummeligt. Jeg kan mærke det mentalt. Men det har også en pris. Og jeg kan godt mærke i min krop, at jeg går længere, end jeg plejer,” siger Hanna Maria Fuglø. De andre nikker, og Louise Mønster fortsætter: 

”Nu er der ingen af os, der arbejder på et sengeafsnit, men vi hører fra dem, der gør, at det er rigtig hårdt. De går meget mere, end de plejer, fordi der er så langt mellem patienterne, der jo ligger på hver deres patientstue og ikke mere er samlet to, tre og fire patienter på én stue som i centralkomplekset.” 

De tre sygeplejersker går videre ned ad de lange gange. I midterpartiet mellem to gange ligger adskillige møde- og konferencerum kun omgivet af glasvægge og dermed frit udsyn begge veje. Til sidst når vi til de åbne kontorlandskaber. Række på række står bordene ned gennem lokalet. Adskilt af lave lyddæmperskærme. I alt fire computerpladser side om side på hver række. Nogle steder er der sat navneskilte op.

”Det har fået en meget blandet modtagelse. Nogle har det svært med det, andre synes, det er fint,” fortæller Louise Mønster. 

Ønsker til forbedringer

Nordfløjen rummer mange afdelinger og flere etager, som vi ikke når at se i denne omgang, hvor vi slutter af i kaffestuen på 1. sal. Den ligger i et hjørnelokale med udsigt til Blegdamsvej og det gamle Rigshospitalet. Der er borde og stole i grupper og puder til at sidde på i de brede vindueskarme. Langs en væg er der stillet et par sofaer op.

”Før var vi måske 40, der delte et køkken. Nu er vi 80. Det er mange. Der er ikke den samme stemning, fordi vi er så mange og dermed mange, man ikke kender,” siger Mette Kirk Vium.

Det er bl.a. her, hun mener, man kunne have brugt nogle af kunstpengene på funktionalitet.

”Der er gået meget på kompromis med funktionaliteten her. Ja, der er da pænt, men der mangler skabsplads til service. Der er lagt en laminatplade på køkkenbordet, der går i opløsning på kort tid, i stedet for at bruge penge på en stålplade,” siger hun og fortsætter:

”Der er for lidt plads til alle de mennesker. Der er altid kø ved køkkenbordet for at komme til at varme mad, få kaffe eller få vand fra vandhanen. Kaffemaskinen kan kun lave to kander af gangen, og der er kun fire kander i alt, så de er hurtigt tomme. Der er ikke TV, og der var kun sat en enkelt sofa op til at starte med. Nu har vi selv hentet et par af de gamle, så det er muligt at tage en powernap, hvis man står til rådighed om natten.”

På en væg hænger en plakat, som opfordrer alle til at skrive deres ønsker til forbedringer. Der er mange ønsker. F.eks.: ”Lys under køkkenskabe ved køkkenborde”, ”tre ekstra borde i kaffestuen”, ”håndvask på toilet er for lille og lavthængende” og ”løbehjul til gangpersonalet”. 

Der er ingen tvivl om, at Nordfløjen skinner med sin arkitektur, lyset, rummeligheden, kunsten og det, at alt er nyt og rart at være i. Men der er også mange udfordringer i det nye byggeri, som venter på at blive bragt i orden.