Sygeplejersken
Leder: Covid-19
"Sygeplejersker er en uundværlig medarbejdergruppe i bekæmpelsen af coronavirussen"
Sygeplejersken 2020 nr. 4, s. 3
Af:
Grete Christensen, formand
COVID-19 har ramt Danmark. Vores hverdag er forandret. Vores sundhedsvæsen og samfund står i en situation, som vi aldrig har prøvet kræfter med før.
Aldrig har vi skullet omstille sundhedsvæsenet så hurtigt til en virkelighed, vi knap kender. Det kræver meget af os alle.
Dagligt opstår der udfordringer, som vi skal finde løsninger på. Blandt medarbejderne og i dialog med den nærmeste ledelse skal der findes løsninger, der virker. I Dansk Sygeplejeråd er vi særligt opmærksomme på de udfordringer, vi skal løse sammen med arbejdsgiverne for at skabe bedst mulige rammer for sygeplejerskernes arbejde. Vores mantra skal være, at vi kan løse krisen, hvis vi står sammen.
Det er vigtigt, at vi alle – både sundhedsprofessionelle som borgere – lytter til myndighedernes råd og retningslinjer. Vi skal være klar til at rette ind, når der er nye anbefalinger og viden, der kræver, at vi ændrer adfærd. Vi skal passe på os selv og hinanden, så vi sammen kan hjælpe andre.
Sygeplejersker er en uundværlig medarbejdergruppe i bekæmpelsen af coronavirussen. Som sygeplejersker bidrager vi både med oplysning, forebyggelse af smittespredning samt den specialiserede behandling af dem, der bliver syge. I Dansk Sygeplejeråd skal vi stå sammen og passe på alle jer i sundhedsvæsenet, som passer på andre – nu og i fremtiden.
Lederen er skrevet d. 17. marts 2020. Når du læser denne, kan situationen omkring COVID-19 derfor have ændret sig.