Sygeplejersken
Mangel på værnemidler påvirkede retningslinjer
Statens Serum Institut ændrede retningslinjen for brug af FFP3-masker, da man havde for få af den type. Og Kommunernes Landsforening var ligeledes klar til denne omvendte manøvre fordi, der var mangel på værnemidler.
Sygeplejersken 2020 nr. 6, s. 7
Af:
Jakob Lundsteen, journalist
”Der var ikke værnemidler nok, da krisen ramte os.”
Hvad der længe havde været åbenlyst for mange sygeplejersker og advaret om af Dansk Sygeplejeråd, erkendte statsminister Mette Frederiksen i en åben debat i Folketinget den 29. april: Danmark var ikke godt nok forberedt på en coronaepidemi. Hverken hvad angår testkapacitet eller værnemidler.
Danmarks Radio har kulegravet myndighedernes skiftende kommunikation om værnemidler og de retningslinjer, som sundhedspersonale i regioner og kommuner har ageret efter. Retningslinjer udarbejdet af Statens Serum Institut, der bekræfter over dr.dk, at lagerbeholdningen af værnemidler har spillet ind på anbefalingerne for, hvilke værnemidler sundhedspersonalet skal beskytte sig med.
Således blev sygeplejersker og læger på sygehuse først anbefalet af bruge FFP3-maske, der giver den optimale beskyttelse ved nær kontakt med alvorligt syge Covid-19-patienter. Retningslinjen blev ændret den 24. marts til også at omfatte den knapt så beskyttende FFP2-maske
En ændring, der bl.a. skyldtes, at det var svært at skaffe nok FFP3-masker.
Elsebeth Tvenstrup Jensen er overlæge på Statens Serums Instituts Central Enhed for Infektionshygiejne, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse.
Hun erkender overfor dr.dk, at man ville have holdt fast i FFP3-masken, hvis der havde været nok af dem.
”Ja, det tror jeg, for vi laver helst så lidt som mulig om. Jo flere retningslinjer, vi laver, som afviger fra den forrige, des sværere kan det være at overholde. Derfor ville vi nok have holdt fast i FFP3-masken, hvis forsyningssituationen havde været ukompliceret,” siger Elsebeth Tvenstrup Jensen til DR.
Men hun understreger i samme åndedrag, at FFP2-masken er sundhedsmæssigt forsvarlig.
Tilliden har fået et knæk
Personalet på sygehusene blev ikke inddraget i de overvejelser, fortæller formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.
”Nej, der kom ikke nogen tydelig melding. Pludselig blev det bare lavet om,” siger hun.
Også i kommunerne var man parat til at lade manglen på værnemidler have indflydelse på anbefalingerne til sundhedspersonalet
I en mail fra den 18. marts, som DR har fået aktindsigt i, skriver direktør i KL, Christian Harsløf, til landets kommunaldirektører:
”Såfremt vi på et tidspunkt må konstatere, at der ikke er værnemidler nok til at efterleve de retningslinjer, som myndighederne har udarbejdet, vil KL selvfølgelig sørge for, at myndighederne får tilpasset retningslinjerne til den nye virkelighed.”
Mange sygeplejersker fandt sig selv midt i denne nye virkelighed. Manglen på værnemidler i kommunerne fik derfor formand Grete Christensen til, i skarpe vendinger på et TV-pressemøde den 3. april, at efterlyse handling fra myndighedernes side.
Som reaktion på myndighedernes manglende åbenhed i spørgsmålet om værnemidler, sendte formand Grete Christensen efterfølgende denne kommentar ud på Twitter:
”Myndighederne skal give tillid til folk. Den tillid har fået et knæk. Vi skal lære af denne situation, så vi er bedre forberedt til næste gang.”