"Jeg stopper med værdighed"

Efter 15 år som afdelingssygeplejerske er Henny Færge Rabjerg fortid på lungemedicinsk afsnit i Holstebro. I halvandet år har hun kæmpet mod covid-19-senfølger. Trods mange forsøg og god dialog med ledelsen kan hun ikke vende tilbage til dét, der var før. 

“Vi gik forrest i kampen og faldt som de første.”

59-årige Henny Færge Rabjerg har været sygeplejerske, siden Frank Arnesen, Michael Laudrup og resten af de danske drenge knaldede bolden ud til verdens skue i Mexico i 1986. Men ligesom VM for Danmarks vedkommende sluttede før tid, så var det samme tilfældet for Henny Færge Rabjerg. 

Efter at have arbejdet 35 år inden for det lungemedicinske område var hun en af dem, der var meget udsat, da coronapandemien gjorde sit indtog i Danmark. 

“Der var jo ikke tilstrækkelig test i starten. Patienterne blev testet én gang og så rykket ud på sengeafdelingerne, hvor vi passede dem uden værnemidler. Det er helt vildt at tænke tilbage på. Derfor var vi 24 medarbejdere, der blev syge på 14 dage. Afdelingen blev halveret i personale,” fortæller hun.

Henny Færge Rabjerg blev testet positiv allerede den 27. marts 2020. Som hun selv siger: “Vi var med i allerførste bølge.”

Kunne ikke fungere

Hendes sygdomsforløb var dog atypisk i forhold til de fleste kolleger. 

“Jeg havde en skrækkelig hovedpine i to uger, og jeg endte med at blive indlagt med dehydrering på grund af opkast.”

Hun kom sig, men da hun fem-seks uger senere skulle starte på arbejde, gik det op for hende, at hun var hårdere ramt, end hun anede.

“Jeg kunne slet ikke fungere. Jeg fadede ud cerebralt, jeg kunne ikke engang køre bil hjem. Jeg havde meningit-lignende symptomer. I dag er jeg diagnosticeret med udtalt mental trætbarhed. Jeg er lige så skarp og skrap, som jeg plejer at være, bare ikke så længe ad gangen. Jeg havde ikke noget problem med at få vejret, men jeg kunne ikke holde ud at være i mit eget hoved,” beskriver Henny Færge Rabjerg.

Psykolog og hjerneskadeterapeut

Hun blev derfor fuldtidssygemeldt, fik en psykolog og blev tilknyttet en hjerneskadeterapeut, alt sammen inden sommerferien 2020. 

“Det var helt uvurderligt at have dem på. Jeg skulle lære at forvalte min tid. Jeg kunne ikke sammensætte en lasagne - det kan jeg heldigvis sagtens nu.”

Hun fik det bedre hen over sommeren, men da hun i september sidste år skulle starte igen på jobbet som afdelingsleder, gik det desværre ikke, som hun håbede.

“Jeg brugte hele efteråret på at tjekke langsomt ind nogle timer ad gangen, men det var ikke godt for mig. Der blev konstitueret en anden afdelingssygeplejerske, så jeg kunne fralægge mig alt ansvar og alle ledelsesopgaver. Jeg fik ro til at prøve at blive rask,” fortæller Henny Færge Rabjerg.

Da 2020 blev til 2021 begyndte hun at trappe op på arbejdet igen. Hun var afsted et par timer et par gange om ugen, men kunne ikke mere end det.

“Jeg skulle, dengang som nu, også passe både min udredning og min træning. Der er mange ting, man skal afsted til. Det er et stort arbejde at være langtidssygemeldt. Hen over foråret blev jeg optimistisk og troede, at jeg kunne komme op på halv tid inden efteråret. Det resulterede bare i flere symptomer, jeg havde tit en god uge fulgt af to dårlige.”

Elefanten i rummet

15 måneder efter den positive covid-19-test siger Henny Færge Rabjergs psykolog noget, der rammer plet.

“Du er nødt til at se elefanten i rummet i øjnene. Jeg måtte tale om det, jeg ikke ville tale om. Hvad hvis det ikke går at vende tilbage?” genfortæller hun.

Hun kontakter derfor både Arbejdsskadestyrelsen og sin kontaktperson i Dansk Sygeplejeråd og aftaler med dem, at hun trækker stikket hele sommerferien uden at forsøge at trappe op i tid. 

“Der får jeg det utroligt godt. Dér letter mange symptomer, fordi jeg ikke skal noget, intet arbejde. Det blev meget værre i august, hvor alle symptomer kom kraftigere tilbage, da jeg skulle retur på job og forholde mig til at være leder,” siger hun. Det leder til den endegyldige konklusion:

“Jeg kan ikke.”

Et farvel med respekt

Henny Færge Rabjerg oplever stor omsorg, da hun meddeler sin beslutning:

“Jeg kan mærke, at personalet har respekt for, at jeg har forsøgt at komme tilbage, men også at jeg erkender, at det er for stor en mundfuld. Min oversygeplejerske siger, at det ville være på sin plads, at jeg nu kigger på, hvordan jeg bliver rask, i stedet for hvordan jeg kan vende tilbage.”

Trods omsorgen gør det dog ondt at forlade afdelingen:

“Det er ekstremt smertefuldt for mig. Det er 15 år, hvor jeg hver dag har sat pris på at gå på arbejde. Det er hele min identitet. Jeg har virkelig arbejdet meget. Jeg er afklaret nu, det er det eneste rigtige at gøre, men jeg synes stadig, at det er en høj pris, jeg betaler.”

Hun er fuld af rosende ord over for sin arbejdsplads, der nu hjælper hende videre i en ny jobpraktik:

“Jeg er den gode historie, det gode eksempel. Jeg er ikke blevet presset, jeg bliver behandlet ordentligt. Nu får jeg ro til at få en jobpraktik som sygeplejerske et helt andet sted, som jeg selv har valgt.”  

Læs også i samme serie

Covid-19-senfølger bringer jobbet i fare

"Jeg troede, jeg skulle blive der, til jeg skulle pensioneres"

"Jeg ved ikke, om jeg kan leve op til deres plan"