Sygeplejersken
Leder: Et sundhedsvæsen, der skriger på handling! NU!
Den seneste analyse lavet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering understreger alvoren: Antallet af forgæves rekrutteringer af sygeplejersker er steget fra 33 pct. til 47 pct. siden september 2020.
Sygeplejersken 2021 nr. 12, s. 3
Af:
Grete Christensen, formand
”Forrige sommer var vi fuldt bemandet. Nu mangler jeg ca. 50 pct. af mine kolleger”.
”Afdelingen har pt. to nyuddannede sygeplejersker, der er sygemeldt med stress”.
”Vi er bange for at begå fejl”.
Ovenstående citater vidner om et sundhedsvæsen, hvor antallet af sygeplejersker slet ikke står mål med omfanget af opgaver.
Et sundhedsvæsen, hvor patienter og pårørende langt fra får den pleje og omsorg, de har brug for.
Og med uhyggelige konsekvenser for dem og for sygeplejerskerne.
Citaterne er fra dette nummer af Sygeplejersken, hvor en række sygeplejersker fortæller om, hvordan deres arbejdspladser er i knæ.
Artiklerne dokumenterer, hvordan sygeplejersker – i alle fem regioner – dagligt oplever utryghed og utilstrækkelighed i deres arbejde. Indse det nu, politikere og arbejdsgivere: DER MANGLER SYGEPLEJERSKER.
Den seneste analyse lavet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering understreger alvoren: Antallet af forgæves rekrutteringer af sygeplejersker er steget fra 33 pct. til 47 pct. siden september 2020.
Værst står det til i Hovedstaden, hvor hele 63 pct. af forsøgene på rekruttering er forgæves.
Politikere og arbejdsgivere skal se i øjnene, at rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker er et af sundhedsvæsnets største udfordringer.
Og at dårlig løn og stort arbejdspres er årsagerne til dette.
Alarmklokkerne bør ringe for alle – ikke mindst for alle kandidater til kommunal- og regionsvalget, som forventes at have klare ambitioner for, hvordan de vil arbejde for et sundhedsvæsen i balance.
Det forudsætter bedre løn for sygeplejersker