Sygeplejersken
Nominér!
Kirsten Stallknecht Prisen 2021 skal finde en modtager. Dvs. en sygeplejerske, som har gjort indtryk ved modigt, fagligt og sagligt at pege på forhold af betydning for sygeplejen, patienterne eller sundhedspolitikken.
Sygeplejersken 2021 nr. 2, s. 40-41
Af:
Jette Bagh, fagredaktør
Siden 2001
Da Sygeplejersken havde100-års jubilæum i januar 2001, stiftede redaktionen en pris, som fik navnet Kirsten Stallknecht Prisen efter Dansk Sygeplejeråds formand gennem 28 år.
Sygeplejersken og Dansk Sygeplejeråd ønskede at skabe en sammenhæng mellem journalistik og fag, og hvad var mere nærliggende end at knytte an til aktiv brug af ytringsfriheden?
Prisen er siden uddelt ni gange, to gange til to sygeplejersker, som sammen henholdsvis skrev om forholdene på medicinsk afdeling og fotograferede mandlige sygeplejersker som en del af kampagnen ’Mand kan blive sygeplejerske’.
Det er 11. gang, Sygeplejerskens redaktion og Dansk Sygeplejeråd beder om nomineringer til Kirsten Stallknecht Prisen.
Mange sygeplejersker har skrevet eller talt til den brede offentlighed i 2020 pga. covid-19-pandemien og de følger, som sygdommen har haft for patienter, sygepleje og arbejdsmiljø.
Nogle har stædigt holdt fast i, at plejehjem er et sted, hvor man skal leve, til man dør og har derfor kæmpet for sygepleje af høj kvalitet til gamle mennesker.
Psykiatrien har været genstand for forskning og specialer, der ser indad og spørger, om tingene ikke kan gøres anderledes og bedre.
Arbejdsmiljøet er blevet vendt og drejet for at skabe de bedst mulige forhold for sygeplejersker under anden bølge af pandemien.
Hvem har argumenteret så overbevisende for sin sag, at en nominering er oplagt?
Bedømmelseskomitéen består af følgende personer
- Kirsten Stallknecht, tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd
- Jette Hvidtfeldt, journalist
- Steen Bech, advokat
- Vicki Flygenring Gudmandsen, afdelingssygeplejerske og prismodtager i 2019
- Jette Bagh, fagredaktør, Sygeplejersken
Diskutér og nominér
Hvis du eller I har en sygeplejerske i tankerne, som har gjort indtryk ved at bruge sin grundlovssikrede ytrings-frihed til at gøre opmærksom på problemer eller udfordringer, så nominér sygeplejersken til Kirsten Stallknecht Prisen 2021.
Det er muligt at indstille to sygeplejersker til prisen, hvis de har arbejdet sammen om at løfte et væsentligt emne eller problem frem i lyset.
Prisen bliver uddelt den 6. maj 2021 kl. 14. Hensigten med prisen er, at den skal opmuntre sygeplejersker til at ytre sig offentligt uden at frygte følgerne af at stå frem.
Prisen er på 10.000 kr. og kunst fra en dansk kunsthåndværker.
Kriterier
Prisen kan tildeles en dansk sygeplejerske, som opfylder følgende kriterier:
- Sygeplejersken har inden for de sidste to år benyttet sin ytringsfrihed til at markere sig i den offentlige debat om sygeplejefaglige, etiske og/eller sundhedspolitiske problemstillinger med det formål at forbedre de sundhedsmæssige vilkår for særlige patient- eller befolkningsgrupper eller sygeplejerskers arbejdsmiljø.
- Sygeplejersken kan have benyttet sin ytringsfrihed i radio, tv, i landsdækkende eller lokale dagblade, i fag-bladet Sygeplejersken eller på sociale medier.
Det er ikke tilstrækkeligt, at den nominerede sygeplejerske er engageret og fagligt ajour i hverdagen eller er en dygtig tillidskvinde eller -mand.
Nominering
Alle sygeplejersker, som er medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, kan nominere en sygeplejerske til prisen. Nomineringen er skriftlig og skal indeholde:
- Navn, adresse, medlemsnummer, mobilnummer og e-mail på den sygeplejerske, der nomineres. Fortæl gerne, om han eller hun kender til nomineringen.
- En detaljeret begrundelse for, hvorfor sygeplejersken er en værdig modtager af Kirsten Stallknecht Prisen. Der skal vedlægges dokumentation/bilag i form af avisudklip, debat eller lignende. Et link er ikke tilstrækkeligt.
Nomineringen må fylde maksimalt en A4-side og skal være skrevet på computer.
Husk at tilføje følgende oplysninger:
- Navn, adresse, medlemsnummer, mobilnummer og e-mail på den eller de sygeplejersker, som nominerer.
Indsendelse
Nomineringer til prisen skal være redaktionen i hænde senest onsdag den 7. april 2021.
- Nomineringen skal sendes til redaktionen@dsr.dk eller til Redaktionen Sygeplejersken, Sankt Annæ Plads 30, 1250 København K. Mærk kuverten ”Kirsten Stallknecht Prisen” i nederste venstre hjørne.
2001: Forstander Thyra Frank, plejehjemmet Lotte, Frederiksberg
2003: Forstander Robert Olsen, Mændenes Hjem, København
2005: Sygeplejerske Connie Svit, som arbejdede på medicinsk afdeling i Aarhus, (død i 2011)
2007: Sygeplejerskerne Bettina Kølle og Stine Kongsgart Reunert, som arbejdede på medicinske afdelinger i København
2009: Sundhedsplejerske Lone Kjær Hein, Holstebro
2011: Sygeplejerskerne Leif Nielsen og Martin Carlson, København
2013: Prisen ikke uddelt.
2015: Sygeplejerske Lisbeth Wium-Andersen, distriktspsykiatrien, Herning
2017: Sygeplejerske Pia Lüders Røge, hjemmeplejen, Odense Kommune
2019: Sygeplejerske Vicki Gudmandsen, Rigshospitalet