Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

På mit natbord: Psykologisk tryghed på arbejdet

"Det er altafgørende, at vi arbejder på at opbygge stærke samarbejdsmiljøer i organisationer, så vi kan håndtere arbejdslivets kompleksitet."

Sygeplejersken 2021 nr. 2, s. 43

Af:

Michael Holbek, journalist

Birgitte Tørring
Birgitte Tørring
Birgitte Tørring
Sygeplejerske og udviklingskonsulent i act2learn Sundhed, Social- og Neuropædagogik, Professionshøjskolen UCN.

Hvad læser du lige nu?
”’Skyggebogen’, som er bind tre i Lars Saabye Christensens trilogi ’Byens spor’.”

Hvordan har den inspireret dig?
”Bøgerne handler om hverdagslivet med dets små eller større skandaler for enkelte familier i en mindre bydel i Oslo i årene fra 1948 til 1968. Den giver et medrivende indtryk af de traditionelle kønsrollemønstre og af et spirende ungdomsoprør. Det, som gør særligt indtryk, er, hvordan hovedpersonernes følelsesliv og deres indbyrdes relationer er beskrevet på en meget indfølende og nuanceret måde, så man virkelig fornemmer persongalleriets karakterer, deres lidelser og deres storhed som mennesker.”

Hvilken bog burde alle sygeplejersker læse – og hvorfor?
”Amy C. Edmondsons ’Den frygtløse organisation’ om at skabe psykologisk tryghed på arbejdspladsen. Den tager fat i, hvordan og hvorfor det er altafgørende, at vi arbejder på at opbygge stærke samarbejdsmiljøer i organisationer, så vi kan håndtere arbejdslivets kompleksitet, forebygge fejl og håndhæve høj kvalitet - på sygehuse såvel som i det nære sundhedsvæsen.” 

Hvilken bog fik du aldrig læst helt til ende?
”’New York-trilogien’ af Paul Auster. Jeg har forsøgt flere gange, men der er noget i de moderne amerikanske forfatteres stil, som jeg står af på. De keder mig.”