Sygeplejersken
Læserbrev: I tænkeboks om selvbetalt kursus i PVK
Jeg vil utrolig gerne give alle studerende muligheden for at kunne komme ud som nyuddannede og sige, ”det kan jeg faktisk”, uden at skulle føle sig utilpas.
Sygeplejersken 2021 nr. 4
Af:
Zabrina Steiness, sygeplejerske
Kommentar til artiklen ’Vi mangler en bro mellem teori og praksis’, Sygeplejersken nr. 2/2021.
Som sygeplejerske gennem seks år kan jeg godt forstå de frustrationer, vores studerende og nyuddannede kolleger har, når det gælder om at have nogle praksisfærdigheder ved hånden.
Jeg er selv ansat på en akutmodtagelse og kan se, at mange ikke har de færdigheder, som faktisk fylder meget i vores hverdag.
Selvom nogle ansættelsessteder tilbyder de nyuddannede sygeplejersker god oplæring i praksisfærdigheder, så er det ikke givet, at dette giver dem tryghed nok, når oplæringen er slut.
Jeg ser fortsat nyuddannede, som kan føle det angstprovokerende, at der står en ældre sygeplejerske og kigger dem over skulderen for at sikre, at de praksisfærdigheder bliver udført ordentligt.
Da jeg var studerende, var der faktisk en mulighed for at få et bevis på, at man kunne lægge et PVK (perifer venekateter).
Et selvbetalt kursus der gav færdigheden og roen i maven, når man skulle ud i praksis.
Utroligt lærerigt og trygt forum. Underviserne dengang var medicinstuderende, der også brændte for færdighedstræning.
Derfor er jeg gået i tænkeboks.
Jeg har altid haft en drøm om at give vores studerende de færdigheder, de kan møde, når de er færdige.
En lille ting for mig, men en stor ting for de studerende.
Jeg vil utrolig gerne give alle studerende muligheden for at kunne komme ud som nyuddannede og sige, ”det kan jeg faktisk”, uden at skulle føle sig utilpas.
Derfor har dette debatindlæg også givet mig mere blod på tanden for at kunne føre den drøm ud i virkeligheden. Jeg er nemlig helt enig i, hvad både Xenia og hendes medstuderende mangler.
Jeg mener også, at sygeplejerskeuddannelsens fokus er blevet præget af universitet og ikke af den profession, den faktisk er, nemlig en personlig og patient/borgernær uddannelse med krav om praksiskunnen i alle mulige tænkelige situationer.
Zabrina Steiness er sygeplejerske på OUH.