Sygeplejersken
Stress fik Anja til at søge nye veje
En vagt alene med seks akut syge patienter uden hjælp at hente var dråben, der udløste en stresssygemelding for Anja Hansen i juni 2021. Det har taget hende tid at blive rask, men snart venter Nordkap, et nyt job – og en hverdag helt forskellig fra den, der gjorde hende syg.
Sygeplejersken 2022 nr. 1, s. 40-43
Af:
Kristine Jul Andersen, journalist
Sygeplejerskens redaktion har været ”i hælene på Anja” siden sommeren 2018. Læs tidligere artikler i Sygeplejersken:
- Nr. 1/2021: Usikkerheden kommer og går
- Nr. 3/2020: Sygemelding gav ny energi
- Nr. 9/2019: Jeg er blevet robust
- Nr. 14/2018: Ingen lys fremtid i sigte
- Nr. 9/2018: Nyuddannet, nyt job ... og på glatis
En patient har fået lavet en CT-scanning for halvandet døgn siden. Han har en blødning i hjernen, men ingen har set på det endnu.
Tre andre patienter har muligvis blodpropper i hjertet. En femte patients hjerte holder pauser og skal måske sendes afsted til en akut pacemaker. Oven i det får en sjette patient brystsmerter.
Det var status, da sygeplejerske Anja Hansen mødte på aftenvagt på Hjerteafdelingen på Slagelse Sygehus en mandag i juni 2021. Hun havde også været på arbejde de foregående fire dage, hvor det havde været kaotisk.
”Jeg ringer og siger, jeg har brug for hjælp – udover vikaren, der også er mødt ind. Men jeg får at vide, at der ikke er nogen hjælp at hente. At jeg må gøre det, så godt jeg kan,” fortæller Anja Hansen.
En time inde i vagten kom en læge, som sagde, at de tre patienter med mulige blodpropper skulle have akut medicin – for det var blodpropper.
Patienten med blødning i hjernen skulle ikke behandles, og patienten, hvis hjerte holdt pauser, skulle sendes videre og have en akut pacemaker.
- Bor i Dianalund med kæresten Morten Birk Djurhuus
- Er vokset op i Verup ved Dianalund
- Uddannet sygeplejerske fra uddannelsen i Slagelse juni 2018
- Sygeplejerske på Hjertemedicinsk Afdeling, Slagelse Sygehus, siden 1. juli 2018
- Har været afdelingens såransvarlige og superbruger i Sundheds-platformen
- Uddannet klinisk vejleder 2020
- 1. februar 2022: Sygeplejerske ved deldøgnsafsnittet på Kardiologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital i Roskilde
- 1. september 2022: Sygeplejerske på Roskilde Pace Ambulatorium (Pacemaker/ICD-klinik), samme sted
Farlig nødløsning
Anja Hansen begyndte med at give medicin til patienterne med blodpropper, hvilket bl.a. kræver, at der bliver målt blodtryk hvert femte minut, til medicinen er tilpasset ordentligt.
Midt i det arbejde får den sjette patient smerter i brystet.
”Jeg vidste fra de andre dage, at han også havde angst, og det havde hjulpet med panodiler tidligere. Men det gjorde det ikke nu. Ham burde jeg tage et akut kardiogram på og akutte blodprøver,” siger Anja Hansen og fortsætter:
”Men det havde jeg ikke tid til. Jeg har aldrig før givet medicin til nogen, fordi det var nemmere. Men det var jeg nødt til. For jeg havde tre med blodpropper. Så jeg gav ham noget morfin i håb om, at det var hans angst, der var problemet. Så måtte vikaren holde øje med ham.”
For Anja Hansen var det ikke kun en nødløsning, det var også en personlig grænse, der blev overskredet:
”Da jeg blev sygeplejerske, lovede jeg mig selv, at det aldrig skulle ske. Jeg ville ikke være den sygeplejerske, der giver noget, bare fordi det er nemmere. Her blev jeg tvunget til det.”
14 dage i fosterstilling
Det er 3½ år siden, Anja Hansen blev uddannet sygeplejerske, og Sygeplejersken har med jævne mellemrum talt med Anja Hansen om livet som sygeplejerske.
Det har budt på både op- og nedture. Men den mandag i juni flød bægeret af ubehagelige oplevelser på jobbet over. Seks timer inde i vagten var hun færdig med de akutte patienter. Så manglede hun alt det andet.
”Da jeg gik hjem, var jeg helt tom. Det var for farligt at tænke på, hvad der kunne være sket. Jeg sad først i bilen en halv time og hørte musik, før jeg kørte hjem. Og da jeg kom hjem, kunne jeg ikke sove. Der begyndte jeg at tænke på, at jeg ikke skulle tilbage. Det kunne jeg slet ikke overskue,” fortæller Anja Hansen.
Hun havde fri om tirsdagen, men skulle møde på arbejde igen onsdag. Tirsdag morgen er hun på grådens rand, da hun siger godmorgen til kæresten, Morten Birk Djurhuus.
Hun ringer til sin læge og bryder fuldstændig sammen. Hun bliver sygemeldt i 14 dage. Med stress.
”Dagene gik bare med at prøve at tage mig sammen. Men jeg kunne ingenting. Ikke engang tage tøj på om morgenen. Så jeg lå bare i fosterstilling i 14 dage. Morten kom med mad en gang imellem,” fortæller hun.
Underbemanding
- 9 ud af 10 sygeplejersker ansat på medicinske afdelinger og intensivafdelinger har inden for den seneste måned oplevet, at de var for få på arbejde ift.arbejdsopgaverne.
- Af dem svarer 95 pct. at det går ud over kvaliteten af arbejdet.
Kilde: DSR Analyse, undersøgelsen er gennemført 20.april til 3. maj 2021.
Udbrændthed
- 61 pct. af sygeplejerskerne oplever altid eller ofte, at det er nødvendigt at arbejde meget hurtigt.
- Blandt dem føler 42 pct. sig i høj eller meget høj grad udbrændt, mens 35 pct. føler sig delvist udbrændt pga. arbejdet.
Kilde: DSR Analyse, Arbejdsmiljøundersøgelse, gennemført 24. februar til 19. marts 2021.
Jobsøgning
- Hver tiende sygeplejerske i beskæftigelse har inden for den seneste måned søgt nyt job som sygeplejerske.
Kilde: DSR Analyse, Megafonmåling gennemført 5. til 16. februar 2021.
Forladt på covid-afsnittet
De 14 dage blev forlænget med 14 dage ad flere omgange. Undervejs talte Anja Hansen med en arbejdspsykolog, som hjalp hende med at bearbejde det, der var sket.
Når hun tænker tilbage, tror hun, at særligt én hændelse lagde grunden til hendes senere sygemelding. Det var i slutningen af hendes forløb på covid-afsnittet, som hun var udlånt til fra 24. december 2020 til midten af februar i 2021.
”Jeg syntes, det var megaspændende at være der, fordi jeg kunne udvikle mig så meget. Jeg havde et stort ansvar, fordi jeg var medicinsk sygeplejerske. Vi er vant til at have et større overblik ift. dem, der kommer fra ambulatorierne. Så det var os, der blev sat til at have hovedansvar for en kerne med seks-otte patienter,” fortæller hun.
Men en dag hun er på vagt med én, hun ikke kender, løber hun ind i problemer.
”Jeg skal ind og se til en dement patient, der er i isolation. Jeg finder ham på badeværelset. Han er faldet, og han bløder. Nogen har glemt at tage hans medicin fra ham, og alle pillerne ligger ud over gulvet. Jeg ved ikke, hvad han har taget, og jeg ved heller ikke, hvor han bløder fra,” fortæller Anja Hansen, der straks tilkalder hjælp.
Problemet er, at der ikke kommer nogen og hjælper.
”Jeg begynder at tørre blodet af hans ansigt og finder ud af, at det er fra øret, det bløder. Han er i blodfortyndende behandling, så det er ikke så godt. Og jeg ved ikke, om det bløder inde fra øret. Han er dement, så han kan ikke følge nogen opfordringer. Jeg kan ikke sige, at han skal blive siddende. Eller ikke tage piller. Jeg lader klokken ringe og tager værnemidlerne af og går ud og henter plastre og andet, jeg kan komme i tanke om,” fortæller Anja Hansen.
Den makker, hun arbejder sammen med, er væk. Hun kommer ikke.
”Jeg tror, klokken ringer i 45 minutter. Jeg er helt alene. Der kommer ingen. Jeg har fem patienter. Og klokkerne ringer også på de fire andre stuer. Der tænkte jeg bare: Hvad er det her for noget? Pludselig følte jeg mig virkelig sårbar. Det havde jeg aldrig prøvet før. Ikke at få hjælp, når der var behov. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle efterlades så meget,” siger Anja Hansen og fortsætter:
”Jeg tror, at det hele startede der. Der kom en form for usikkerhed og en frygt for at blive efterladt igen. Jeg har faktisk haft ondt i maven siden den gang. Og så er der mange situationer efterfølgende, der har underbygget det. F.eks. hver gang vi har været underbemandet, og jeg har fået at vide, at jeg skal være alene de første to timer. Så har det siddet i mig.”
”Jeg er ikke mit arbejde”
Kort efter at Anja Hansen kom tilbage til sin egen afdeling i februar, blev hun spurgt, om hun ville have et halvt års vikariat som ansvarlig klinisk underviser for de studerende. Det har hun været rigtig glad for. Men det har også betydet, at hun har været mindre på vagt med ansvar for et dusin patienter.
Det blev hun til gengæld sendt tilbage til, da de studerende gik på sommerferie. En kaotisk uge senere mødte hun muren og blev sygemeldt. Forløbet har dog ikke kun været negativt.
”Det bedste, der er sket i år, er kommet i kølvandet på min sygemelding med stress. Det har vist mig, at der er noget vigtigere i mit liv end arbejde. Det lyder måske lidt åndssvagt, for jeg har altid været et familiemenneske. Men det er først gået op for mig nu, hvor meget jeg har tilsidesat min familie og venner for mit arbejde. Og det er hårdt. For jeg har fortrudt det. Men det er faktisk rart at vide, at jeg ikke er mit arbejde,” smiler Anja Hansen og uddyber:
”Der er mange ting, der er gået op for mig, mens jeg har været syg. Min familie er ligeglad med, hvad jeg laver. Det er mig selv, der skal finde ud af, hvad jeg vil. Skal jeg lade mit arbejde køre derudaf på bekostning af alt muligt andet?”
Hvad gør dig glad?
Anja Hansens arbejdspsykolog spurgte på et tidspunkt, hvad der gjorde hende glad. Hun svarede: ”At gøre andre glade.” Primært ved at gøre ting for andre. Det gør hun på arbejdet. Og derhjemme. Det svar godtog psykologen ikke. Derfor har hun fået spørgsmålet igen: ”Hvad gør DIG glad?”
”Jeg ved det ikke. Jo, at være sammen med andre. Være spontan. Jeg har tænkt over, hvornår jeg er blevet så seriøs. Det er hårdt at arbejde, så min fritid er gået meget med at restituere, så jeg var 100 pct. klar, når jeg skulle på arbejde igen.”
Hele stressforløbet har gjort Anja Hansen klar over, at det er på tide at prioritere sig selv. Først planlagde hun den rejse, hun og kæresten har sparet op til i flere år. De har købt en autocamper, og 25. april begynder et nyt fire måneder langt eventyr rundt i Norge, Sverige, Finland – måske også Færøerne og Island. Første mål er Nordkap.
”Jeg glæder mig til bare ”at være”. Til friheden. Til at være væk og måske finde ud af, hvad jeg savner. Det tror jeg er sundt,” smiler Anja Hansen.
Specialiseret sygeplejerske
Inden 2021 blev til 2022, havde hun også fundet sig et nyt job og sagt sit gamle op. Til februar begynder hun på et deldøgnsafsnit på Kardiologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, hvor hun skal arbejde, til hun skal ud at rejse. Hun har fået ferie og orlov til at tage på sin rejse, og så venter nye udfordringer, når hun kommer hjem. Fra september er hun ansat på Roskilde Pace Ambulatorium (Pacemaker/ICD-klinik) – også under Kardiologisk Afdeling.
”Jeg skal kontrollere og programmere pacemakere/ICD-enheder og lignende. Der kommer én patient ind ad gangen, og jeg skal kun fokusere på den ene patient. Det bliver noget helt andet. Men jeg tror, det vil give mig den ro, jeg har brug for. Og samtidig tid til at nørde og blive specialist på området. Her tvinges jeg ikke til at være overfladisk,” fortæller Anja Hansen og tilføjer med et smil:
”Måske savner jeg lidt aktion efter noget tid – men så kan jeg vel bruge energien hjemme i stedet for.”
På ambulatoriet skal hun kun have dagvagter mandag til fredag. Ingen skæve vagter, ingen weekender og helligdage. Og hun får en lang oplæringsperiode.
”Jeg har også valgt at blive ansat på 37 timer om ugen. For jeg vil have et job, jeg kan holde til. Også på fuld tid. Det håber jeg, at jeg kan her. For det kan ikke være rigtig, at jeg skal være på deltid for at kunne holde til at arbejde,” understreger hun.
