Delirøse patienter: Farver skal skabe tryghed

“Kaaaaj.” “Kaaaaj.”

Sven har skubbet dynen af, sætter sig op i et ryk. Sygeplejerske Anja Andersen har hørt Sven jamre ude fra gangen og går hurtigt ind på patientstuen.

“Hjælp mig. Jeg vil ud af sengen. Jeg skal til Oslo.”

“Sven, lige nu er du på Bispebjerg. Du er indlagt.”

“Det føles forkert, det her. Det bevæger sig. Ud af havnemolen. Jeg skal have fat på Kaj.”

“Kaj?... Nå, du mener en kaj. En havnekaj. Ok. Men lige nu er du på Bisbebjerg, og her skal du være i nat. Sven, jeg hjælper dig lige med at få noget nyt tøj på. Du har hevet dit drop ud, og der er blod.” Anja Andersen vender sig om og trækker det blå hospitalsgardin for hele vejen rundt om Svens seng. “Lad os lige få din arm igennem her.”

Det er en tirsdag aften i midten af juni 2022, og sygeplejerske Anja Andersen er mødt ind på en aftenvagt et par timer tidligere. Det er halvandet år siden, hun startede på det delirforebyggende afsnit på Geriatrisk Afdeling, Bispebjerg Hospital.

I de mange år hun har været sygeplejerske, har hun mødt virkelig mange patienter med organisk delirium. “Overalt i sygehusvæsenet,” som hun siger. Men det var først på Geriatrisk, at hun for alvor forstod kompleksiteten omkring delirium. Og hvad der var virkningsfuldt.

“Før i tiden troede jeg, at patienten skulle sove sit delir ud. I dag er jeg væsentligt klogere,” forklarer Anja Andersen.

Hypotese: Delirium kan forebygges

Parallelt med sygeplejerskernes indsats, står forsker, phd og sygeplejerske Anette Ekmann, der er ansat på Geriatrisk Afdeling. Aktuelt sidder hun med en overvældende stor mængde data, der er samlet ind via samtlige indlagte patienter i 2021. Data, der indeholder information om, hvordan - og om - afsnittets indretning nedsætter risikoen eller forkorter perioden med delirium.

Lige nu er hun “i journalerne”, som hun siger, og er altså ikke så langt, at hun kan løfte sløret for, hvad hendes omfattende data konkluderer. Hendes håb er dog at publicere resultaterne i slutningen af 2022.

“Vi har ikke evidens for, hvad der rent faktisk virker. Endnu. Men vi ved fra den internationale litteratur på området, at risikoen for delirium forstærkes, hvis vi for eksempel flytter rundt på vores patienter. Vi ved fra plejehjem, at sanseindtryk er afgørende, og vi ved at særligt patienter med demens er i højrisiko. Flere af vores ældre patienter er skrøbelige, og der skal ofte ikke meget til for at udløse et delirium. Min hypotese er altså, at omgivelserne kan fremme eller forbygge delirium. Vi kan ikke forebygge alle anfald af delir, men vi kan forebygge mange, og når det opstår, kan vi gøre perioderne med delir kortere,” konstaterer Anette Ekmann.

“Og hvis det viser sig, at den måde vi har indrettet rummene på, har en effekt, så bliver det jo hele det nye hospital (Nyt Hospital Bispebjerg, der er sat til at stå klar i 2026, red.) der skal indrettes sådan her. Så er det det her, vi skal, når vi indretter en ældrevenlig akutmodtagelse,” fortæller Anette Ekmann.

Blå toiletsæder og farvede døre

Når Anette Ekmann referer til, at Nyt Hospital Bispebjerg skal indrettes “sådan her” - som det delirforebyggende afsnit på Geriatrisk Afsnit, refererer hun ikke kun til de non-farmakologiske tiltag fra plejepersonalets side. Går man en runde på afsnittet, er det tydeligt, at indretningen ikke er, som afsnit er flest.

På hver patientstue er der blandt andet et forholdsvist stort ur, der dermed tydeligt angiver, hvad klokken er. Der er også en dagskalender, så man uden besvær kan se, hvad dag, det er.

Billederne på væggen skifter i takt med årstiderne: Er det sommer, er billederne fulde af sommerblomster og frodige, grønne blade. Er det vinter, er det grønne erstattet af hvide snelandskaber. Toiletbrættet på toiletterne har en markant blå farve, så toilettet fremstår tydeligt mod den hvide væg og så er der både helt hvide, blå, gule, grønne og lilla døre på afsnittet.

“Vi arbejder ud fra en teori af psykologen Aaron Antonovsky, der handler om, hvordan vi som mennesker får en oplevelse af sammenhæng. I følge Antonovsky er sammenhæng identisk med, sundhed. Og sundhed gør mennesket modstandsdygtigt til at modstå udfordringer, uden at det medfører sygdom. For at opnå det, kræver det ifølge teorien, at ting skal være dels begribelige, dels meningsfulde og dels håndterbare,” forklarer Anette Ekmann og kommer med et eksempel:

“Store ure, store kalendre og årstidsbestemte billeder handler om at sikre, at patienterne kan orientere sig i tid og rum. Altså at verden er til at håndtere. Farvede døre og blå toiletbræt gør verden konkret og til at forstå: Patienterne styrer efter farverne og undlader for eksempel at gå ind ad de hvide døre, der er kamuflerede mod den hvide væg og som fører ind til personalerum,” forklarer Anette Ekmann.

“Det meningsfulde forsøger vi at få ind ved hjælp af genkendelighed. For eksempel vil det for mange være godt at have egen pude, briller og høreapparater med. Eller et billede af deres hund ved sengen,” fortæller Annette Ekmann.

“Jeg fortæller ham, hvor han er, og at jeg passer på ham.”

Sven ligger stille i sengen, og er ved at døse hen. Anja Andersen går ind på personalestuen, sætter sig foran computeren.

“Det er aftentid, og det er typisk her, patienterne går i delir. Jeg tror lige, jeg screener Sven for delir.” Hun taster lidt. “Jeg kan se, at de også screenede ham i dagsvagten. Her scorede han 0 point i Nu-DESC (et screeningsværktøj til delir, red.). Han var altså ikke i delir. Min screening siger 5, hvilket vil sige, at han faktisk er i delir.”

Anja Andersen fortæller, at hun godt vidste, der var noget under opsejling. Overleveringen fra dagvagten var, at Sven har været meget kontaktsøgende og var mere urolig, end han havde været de forgående dage.

“Så da jeg hører, det er Sven, der råber op, kan jeg godt mærke, hans adfærd ændrer sig. Da jeg kommer ind på stuen, er det tydeligt, han er på vej ind i et delir. Så jeg fortæller ham, hvor han er, og at jeg passer på ham. Jeg sætter ord på, hvad jeg gør, og så skærmer jeg ham på stuen. Lige nu er han rolig, men det er ikke ensbetydende med, at han har det godt. Men jeg tror, jeg har forhindret et delir i at eskalere,” fortæller Anja Andersen.

Sven er ikke patientens rigtige navn.

Læs også Trialogen om delirium i Fag&Forskning nr. 3/2022, som følger dette nummer af Sygeplejersken