Sladrehanken, vi skal tage alvorligt

Ét langt mareridt.
Sådan beskriver en ældre mandlig patient sin oplevelse af en hospitalsindlæggelse med et deliriumforløb, der strakte sig over flere uger. Et halvt år efter indlæggelsen mødtes han med klinisk sygeplejespecialist Tina Pico fra Rigshospitalets Hjertecenter for at tale om oplevelserne.

”Patienten kunne ikke huske ret meget andet fra perioderne med delirium end næsten konstante og meget voldsomme, ubehagelige oplevelser. Blandt andet troede han, at hans nære familiemedlemmer havde råbt ad ham, og han havde set scenarier, hvor fremmede mænd voldtog og slog ihjel – ligesom det man nogle gange ser på middelaldermalerier. Oplevelserne var entydigt dårlige og skræmmende,” fortæller Tina Pico.

Til daglig arbejder hun med patienter, som er i intensiv behandling efter operationer i bl.a. hjerte og lunger, og her støder hun ofte på patienter med delirium. 

”Eftervirkningerne af delirium kan være enorme. Den mandlige patient var et halvt år efter stadigvæk tydeligt påvirket af forløbet og sad og græd under vores samtale. Han beskrev, at hans oplevelser med delirium føltes lige så virkelige, som da han sad og talte med mig,” siger Tina Pico.

Delirium kan være farligt

Organisk delirium er en akut indsættende tilstand, der varer i dage eller uger og ses i forbindelse med somatisk sygdom (1). 

Ifølge Marie Oxenbøll Collet, postdocforsker ved afdeling for Intensiv Behandling i Center for Kræft og Organsygdomme ved Rigshospitalet, er delirium hyppigt blandt indlagte patienter (se Boks ’Delirium i tal’).

Alligevel er delirium et overset fænomen, som kan have alvorlige konsekvenser (2). 

”Jo flere dage med delirium, jo større er risikoen for ikke at være i live et år efter intensivindlæggelse (3). Hvis du som intensiv patient har delirium i 10 dage eller mere, er din risiko for at dø 90 pct. større  sammenlignet med intensivpatienter uden delirium (3). 

Tilsvarende viste en canadisk undersøgelse på en skadestue en markant øget dødelighed (31 versus 12 pct.) for de patienter, som havde uopdaget delirium sammenlignet med patienter, som blev diagnosticeret med delirium (4).

Delirium er et organsvigt

Både længere indlæggelses tid og kognitive problemer er blandt nogle af de alvorlige konsekvenser af delirium.

”Observationelle studier har vist, at hvis du har haft delirium på hospitalet, har du større risiko for at komme på plejehjem eller efterfølgende få ekstra hjælp i hjemmet (5). Du har også større risiko for at få kognitive problemer og for at udvikle demens (6,7).

Hvis vi forebygger delirium, kan vi også forebygge følgevirkningerne,” siger Marie Oxenbøll Collet. 

Hun forklarer, at delirium er et organsvigt, der skal tages alvorligt.

”Ved delirium er hjernen påvirket af, at du er kritisk syg. Hjernen er et organsystem, der svigter ligesom ved nyresvigt, septisk chok eller respirationsinsufficiens. Derfor skal vi tage delirium lige så alvorligt som andre organsvigt.” Se hjernens påvirkning før og efter delirium illustreret i Figur 1.

Første tegn på akut sygdom

Der er endnu en vigtig årsag til, at delirium er vigtigt at opdage og behandle, fortæller Tina Pico. 

”Delirium er en "sladrehank”, der kan vise sig som det første tegn på akut sygdom på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke har set en stigning i f.eks. infektionsparametre eller har opdaget, at patienten ikke får næring nok. Vi skal som sundhedsprofessionelle finde ud af, hvilken ubalance der ligger bag, f.eks. en begyndende lungebetændelse, væskemangel eller bivirkninger af medicin,” siger hun. 

Og så har det stor betydning, at de fleste patienter med delirium lider og har det rigtig skidt, siger Marie Oxenbøll Collet. 

”Patienterne selv beskriver tilstanden som meget lidelsesfuld (8). Mange af dem har en oplevelse af, at personalet vil gøre dem fortræd og er ude på at tage livet af dem med vores interventioner. F.eks. kan en iltmaske opleves som klaustrofobisk, og patienten tror måske, at vi vil kvæle ham. De oplevede vrangforestillinger kan efterfølgende sætte sig som traumer og i nogle tilfælde invalidere patienterne,” forklarer hun. 

Delirium kan også gøre det svært at iværksætte forebyggende behandlinger som f.eks. CPAP (Continous Positive Airway Pressure) eller mobilisering, fordi patienten måske optræder mistroisk, udadreagerende eller finder interventionen for ubehagelig. 

Større tværfaglighed

Identificering og ikke-medicinsk behandling af delirium er en opgave, der med fordel kan varetages af sygeplejersker. Det viser et kvalitativt studie, som Marie Oxenbøll Collet stod i spidsen for, hvor 24 sygeplejersker og 15 læger blev interviewet i fokusgrupper (9). 

Alligevel vurderer hun, at ansvaret ikke alene skal påhvile sygeplejerskerne. 

”Selvom forebyggelse og behandling af delirium er en klar sygeplejefaglig opgave, har vi behov for en tværfaglig tilgang til delirium. Delirium skal både forebygges og behandles med medicin, fysioterapi, ergoterapi og fast vagt  alle opgaver, der skal iværksættes i et tværfagligt team. Det er også vigtigt ved en tværfaglig stuegang at systematisk gennemgå patienten for risikofaktorer og at planlægge forebyggende og behandlende tiltag,” siger Marie Oxenbøll Collet.

Det kvalitative studie viste desuden, at ansvaret for delirium i nuværende praksis i for høj grad er overladt til sygeplejerskerne (9). Det er Tina Pico enig i.

”Som sygeplejersker har vi nogle gange en oplevelse af at stå meget alene med ansvaret for både forebyggelse, opsporing og behandling af delirium. Vi oplever ikke altid, at det er en tværfaglig opgave, der bliver taget tilstrækkeligt alvorligt. Selvom vores lægefaglige kolleger heldigvis i stigende grad er opmærksomme på det,” tilføjer hun. 

Systematik er afgørende

Interessen blandt det danske sundhedspersonale for at komme delirium til livs er ellers stor, viser Marie Oxenbøll Collets kvalitative studie (9). 

”Resultaterne peger på, at det danske sundhedsfaglige personale har en vilje til og en tro på, at vi kan bryde og nedsætte antal dage med delirium. Det kan vi gøre ved at anerkende, at delirium er hyppigt, og ved at anvende en systematisk tilgang til at identificere, forebygge og behandle,” forklarer hun. 

Bl.a. drejer det sig om at anvende de rette screeningsredskaber til at opspore patienter med symptomer på delirium (læs artiklen ’Daglig screening kan redde liv’, side 19). 

”Vores fokusgruppeundersøgelser viser, at hvis ikke vi gør brug af en evidensbaseret systematisk tilgang til at identificere, forebygge og behandle delirium, er indsatsen afhængig af personlig og kollektiv erfaring (9,10). Og det vil alt andet lige give en stor variation i kvaliteten af vores indsats, siger Marie Oxenbøll Collet.