Sygeplejersken
Sygeplejefaglig Forskningsfond: Fokus på sygepleje til borgere i eget hjem
Dansk Sygeplejeråds Sygeplejefaglige Forskningsfond uddeler nye forskningsmidler i 2023. Ansøgningsfristen er den 6. januar
Sygeplejersken 2022 nr. 11, s. 11
Den Sygeplejefaglige Forskningsfond giver i 2023 støtte til forskningsprojekter, som har fokus på sygepleje til borgere i eget hjem.
Projekterne kan omhandle sygepleje inden for både det somatiske, psykiatriske og sociale område. Det kan være projekter, som udvikler ny viden og metoder, ny praksis, opgaver og kompetencer eller undersøger samarbejds- og organiseringsformer inden for sygepleje.
Fundament for fremtidens sygepleje
”Med årets forskningsmidler ønsker vi at være med til at give mulighed for, at der kan forskes i betydningen af sygepleje til borgere i eget hjem. Vi har brug for at styrke forskning i sygepleje i kommunerne, fordi forskning i sygepleje er fundamentet for fremtidens sygepleje – og som udviklingen ser ud, vil en stor del af fremtidens sygepleje være netop i borgerens eget hjem,” påpeger næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg om den nye uddelingsrunde.
Sygeplejersker redder liv
Dansk Sygeplejeråds vision Sygeplejerske – for livet indebærer, at sygeplejersker redder liv, forebygger sygdom, fremmer sundhed og lindrer lidelse. Det er afgørende for udviklingen af sygepleje og for patienternes behandling, at der er sygeplejersker, som forsker inden for alle disse felter.
I Dansk Sygeplejeråds nye forskningsudspil Forskning i sygepleje – en investering for livet er ét af budskaberne, at forskning er en investering, der gør en forskel for patienterne i sygepleje og behandling. DSR har et særligt politisk fokus på, at der behov for at understøtte sundhedsindsatser i kommunerne med forskningsbaseret viden, hvilket er prioriteret med valg af tema i 2023.
Viser vejen for behovet
”Med dette tema ønsker vi at vise vejen for behovet for forskning i sygepleje i kommunerne – og vi håber, at vi med denne pulje kan bidrage med at understøtte nye spændende projekter og samarbejder, siger Dorthe Boe Danbjørg.
Fra den 1. oktober er der åbnet for ansøgninger med ansøgningsfrist den 6. januar 2023.
Mere information samt link til ansøgningsskema findes fra den 1. oktober her