Sygeplejersken
"Jeg har aldrig overvejet at stoppe"
Annette Korsgaard har været sygeplejerske i over 50 år. Det er et krævende job, siger hun, fordi man giver så meget af sig selv, men hun ville ikke bytte det for noget.
Sygeplejersken 2022 nr. 13, s. 50-51
Af:
Michael Holbek, journalist
Det er sidste arbejdsdag inden ferien, og Annette Korsgaard tager elevatoren fra omklædningsrummet i kælderen til 22. etage i sengetårnet på Herlev Hospital, Afdeling for Urinvejssygdomme. Den tur har hun taget i 35 år, samme afdeling, altid i aftenvagter fra kl. 15.30-23.30. Hun lægger sin madpakke i køleskabet og låser sin taske ind i det lyserøde personaleskab nr. 09. Det skab har altid været hendes.
Annette Korsgaard er 71 år, og den 1. maj i år fejrede hun 50-års jubilæum som sygeplejerske på Herlev Hospital.
”Jeg brænder for mit fag og har aldrig overvejet at stoppe. Heller ikke da jeg fyldte 65, og min mand spurgte, om ikke det var på tide at drosle ned,” siger hun.
Travl vagt
På denne sidste vagt inden ferien er hun ansvarshavende. Der er 12 patienter, da hun møder ind, og hun ved aldrig, hvad der venter.
Det blev en travl vagt med 11 nye patienter.
”Bl.a. en mand, der var alvorligt syg med nyresten. Han fyldte i hele vagten, hvor man forsøgte at gøre ham klar til operation, men det var tvivlsomt, om det kunne lade sig gøre.”
Her dagen efter ved hun ikke, om de tør bedøve ham og operere ham, men hun tvivler på det.
”Selv om det i dag er min første feriedag, ville jeg faktisk ønske, de ville ringe og kalde mig ind, så jeg kunne se, hvordan det går. Men det gør de nok ikke,” siger hun.
Den største sorg
Annette Korsgaard kalder det et krævende job. Krævende, fordi hun giver meget af sig selv, men det er det hele værd, fordi hun også får så meget igen.
”En vigtig ting er, at man kan lægge arbejdet fra sig, når man går hjem, for ellers æder det en op. Den evne har jeg, selv om der selvfølgelig kan være enkelte tilfælde, som fylder mere. Som nu f.eks. ham vi fik ind med nyresten. Hans historie berørte mig.”
Man mærker den omsorgsfulde tone i hendes stemme, og den ekkoer på en afstand af seks årtier til lille Annette, der som 15-årig blev ramt af den største sorg i sit liv. Da døde hendes mor i en alder af 51 år. Moren blev syg og opereret for brystkræft fire år før. Bagefter fik hun et svært sind og blev indlagt på psykiatrisk afdeling på Augustenborg. Det var dog ikke godt for hende, og hun kom hjem igen.
Passede sin mor hjemme
Der gik nogle år, så havde metastaserne bredt sig til lunger og lever. Annette Korsgaard, hendes storebror og far passede hende hjemme, og de sidste måneder var moren sengeliggende og skulle have hjælp til alt.
”Jeg lærte at give hende morfindråber, lavede mad og hjalp hende på toilettet, selv om der også kom en hjemmesygeplejerske.”
Annette Korsgaard var meget på, undtagen nogle timer om lørdagen. Når Annette fik fri fra skole kl. 12, tog hun hjem, låste døren til badeværelset og fyldte badekarret med varmt vand.
”Så lå jeg i timer med transistorradioen og hørte Elvis. Og min far vidste godt, at nu skulle jeg ikke forstyrres. Nu skulle jeg have fri for pligter og slappe af. Det badekar var mit frirum.”
Selv mener hun, der er en klar forbindelse mellem tiden op til sin mors død og dét, at hun valgte at blive sygeplejerske.
Tempoet er skruet op
Annette Korsgaard startede på Sygeplejeskolen på det endnu ikke færdigbyggede Herlev Hospital i 1972 og boede på det tilhørende sygeplejekollegie. Som nyuddannet kom hun i 1975 på Medicinsk Afdeling med speciale i mave-tarm på Gentofte, og da hospitalet i Herlev blev indviet året efter, flyttede hun med sin afdeling ud til det nye amtssygehus. I 1987 rykkede hun så til Afdeling for Urinvejssygdomme, hvor hun har været lige siden.
Når hun ser tilbage, er der mange ting, der har ændret sig. F.eks. er arbejdstempoet skruet gevaldigt op.
”Da jeg startede, havde jeg kolleger, der tit sad og strikkede, og de fik strikket mange sweatre. Nu om dage er der ikke tid til mange masker. Vi har fået meget travlt og er færre ansatte.”
Mange arbejdsgange har ændret sig over tiden – også til det bedre, mener hun. Hun skifter ikke alle de forbindinger længere, hun gjorde. Liggesår, som var en stor plage engang, ser hun næsten aldrig. Begge dele sparer tid.
”Du skal være lidt af det hele”
Til gengæld er der også lagt mange flere opgaver over på sygeplejerskerne.
”Som plejepersonale er du lidt af det hele nu om dage. Selv rengøringshjælp. Hvis en patient kaster op ud over det hele på toilettet, er det os, der skal tørre det op. Det vil rengøringspersonalet slet ikke have noget med at gøre. Vi har også lige fået nyt madsystem, der involverer os meget.”
Tidligere ringede vi ned til køkkenet. Hvis der var 30 patienter, kom der 30 bakker op med mad. Nu er maden tilknyttet patientens cpr-nummer, så der skal bestilles mad til hver enkelt patient. Meningen er, at patienten selv skal bestille via en iPad, men det er ikke alle, der kan finde ud af det, så de skal have hjælp.
”Vi kan ikke bare ringe til køkkenet, det er vores ansvar, at de får mad. Får vi akutpatienter ind om aftenen, må jeg stå og vende toast og varme frossen suppe til dem. Og selv om ernæring er en meget vigtig faktor for syge mennesker, er det jo en ekstra opgave for os.”
Gør en forskel
”Nogle gange tænker jeg: Hvornår bør man egentlig holde op? Og det ved jeg faktisk ikke. Jeg arbejder i gennemsnit 30 timer om ugen. Afdelingssygeplejersken har tilbudt mig at gå ned i tid, men det vil jeg ikke, for jeg vil gerne være en del af helheden på afdelingen. Jeg har også godt af at holde mig i gang og bruge hovedet til noget fornuftigt, og mit job er fornuftigt, for jeg gør en stor forskel.”
Som sin mor har hun haft brystkræft to gange, første gang i år 2000, anden gang i 2021.
De to kræftforløb har dog ikke fået hende til at overveje at stoppe med at arbejde.
”Min tilgang er: Så må vi videre. Nogle af mine kolleger tænker måske: Hvorfor holder du ikke op, nu du har muligheden? Men det har jeg ikke lyst til. Og man skal ikke holde op for andres skyld, man skal holde op for sin egen skyld,” siger Annette Korsgaard.
Læs også:
"Sygeplejerskerne, der bliver ved - og ved"