Sygeplejersken
"Sygeplejerskerne, der bliver ved - og ved"
I Gødstrup står seniorsygeplejersker i kø for at tage vagter. I Herlev møder 71-årige Annette Korsgaard troligt ind på aftenvagt, og i Kolding banker Hans Christian Graversens 73-årige hjerte stadig for socialpsykiatrien. Flere sygeplejersker bliver på arbejdsmarkedet, selvom de er over pensionsalderen. Mød dem her.
Sygeplejersken 2022 nr. 13, s. 49
Af:
Michael Holbek, journalist
På covid-afsnittet på Regionshospitalet Gødstrup har de ikke problemer med at få vagtplanen til at gå op – tværtimod. Årsagen? Et hjælpekorps af 30 frivillige seniorsygeplejersker, der nærmest står i kø for at tage vagter, når der er brug for dem.
Sygeplejerskerne i korpset er alle over pensionsalderen, men de har endnu ikke sagt endegyldigt farvel til arbejdsmarkedet. De har ikke lyst til at give slip på deres fag.
”Arbejdet som sygeplejerske er jo en stor del af ens liv og ens identitet. Den mister man, når man går på pension eller efterløn. På den her måde får man den lidt igen,” siger 71-årige sygeplejerske Lisbeth Andersen til DR.
Hun er én af de frivillige i Gødstrup, der egentlig var gået på pension – men da hospitalet for to år siden havde brug for coronavaccinatører, meldte hun sig under fanerne. Da behovet for vaccinationer ebbede ud, blev hun i stedet tilknyttet covid-afsnittet.
”Vi laver det, som man ikke dør af eller bliver syg af. Det er den der omsorg og den ekstra flødeskum på lagkagen, som man ikke når, når man er sygeplejerske, og der er travlt over det hele,” siger Lisbeth Andersen.
Vil ikke drosle ned
De frivillige seniorsygeplejersker i Gødstrup er en del af en tendens. Antallet af beskæftigede sygeplejersker på 65 år er steget fra 272 i 2010 til 756 i 2020. Det svarer til en stigning på 178 pct. Det viser tal fra DSR Analyse.
For sygeplejersker på 70 år er andelen af beskæftigede i samme periode steget fra 64 til 150 – en stigning på 134 pct.
Nogle af sygeplejerskerne kommer tilbage til faget efter at være gået på pension. Andre har slet ikke forladt arbejdsmarkedet, men bliver ved med at gå på arbejde, fordi de ikke kan lade være. To af dem er Annette Korsgaard og
Hans Christian Graversen, som du kan møde på de følgende artikler.
Annette Korsgaard er 71 år, og den 1. maj i år fejrede hun 50-års jubilæum som sygeplejerske på Herlev Hospital. ”Jeg brænder for mit fag og har aldrig overvejet at stoppe. Heller ikke da jeg fyldte 65, og min mand spurgte, om ikke det var på tide at drosle ned,” siger hun.
Udviklingen er et udtryk for, at sygeplejerskerne alle dage har gjort, hvad politikerne vil have dem til – og fortsætter med det trods forringelserne af efterlønnen. Det mener afgående 1.-næstforkvinde i DSR Anni Pilgaard.
”Vi ved, at mange sygeplejersker bliver på arbejdsmarkedet, når de når pensionsalderen. De går ikke fra så tidligt som muligt, heller ikke selvom deres indkomst f.eks. bliver modregnet i efterlønnen,” siger Anni Pilgaard og fortsætter:
”Vi ser tværtimod, at sygeplejerskerne gerne vil,” fortsætter hun. ”Måske går de lidt ned i tid eller får delpension, men de vil gerne blive på arbejdsmarkedet i flere år, hvis de vel at mærke kan få lov til at indrette deres arbejdsliv, som de ønsker.”
Læs også:
"Sygeplejerskerne, der bliver ved - og ved"