"Vi er nødt til at bringe det håb, vi kan"

 Inden sygeplejerske Anne-Kirsten Midjord fra Senfølgeklinikken på Hvidovre Hospital taster de otte cifre og trykker »ring op”, gør hun sig mentalt klar.

Personen i den anden ende af samtalen er med stor sandsynlighed lidende, meget sårbar og i en tilstand af dyb frustration og magtesløshed. Opringningen fra sygeplejersken er som regel ventet med stor længsel. 

”Når jeg ringer til dem, har mange ventet på det her opkald i rigtig lang tid. Derfor har mange skrevet en lang liste ned over deres forløb. Og de skal have lov at fortælle, hvad de har været igennem, selvom min primære opgave er at spørge: ”Hvordan har du det nu?” Det der gør mest indtryk på mig er, at der er så mange, der fuldstændig har fået smadret deres liv.” 

Anne-Kirsten Midjords job er at tale med de patienter, der er blevet visiteret til klinikken som følge af, at de har været smittet med corona, og derefter er blevet ramt af senfølger.

Begrebet dækker over en lang række forskellige symptomer.  

”Der er de rent fysiske symptomer som åndenød, hjertebanken og det, at de ikke kan smage og lugte noget. Men det, der gør mest indtryk er, hvordan kognitive problemer og hovedpine fuldstændig har vendt op og ned på deres liv,” siger Anne-Kirsten Midjord. 

Omkring 2/3 af de patienter klinikken modtager, er kvinder i alderen 30-50 år. 

Det er typisk mennesker, der har været helt raske og velfungerende og haft fine jobs og været fysisk aktive, inden de blev smittet med corona. 

”Men nu er de ofte i en tilstand præget af udtalt hjernetræthed, og har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen. De kan ikke huske, og de kan ikke koncentrere sig. Nu er de så sygemeldte, eller deltidssygemeldte og kan ikke kæmpe sig tilbage i livet,” fortæller Anne-Kirsten Midjord, og tilføjer:

”De kan ikke passe deres børn, eller passe deres job. Det er ofte hjerteskærende at være vidne til.”

Hvad man ved om senfølger

Men hvad ved man egentlig om senfølger efter covid-19 her knap to år efter den første smittebølge? Ifølge Pia Thaning, speciale­ansvarlig overlæge på Lungesektionen på Hvidovre Hospital, vurderer man i læge- og forskerkredse, at lidt under fem pct. af alle smittede døjer med senfølger i større eller mindre grad.

De fleste nok i mindre grad. Her en måned inde i det nye år, er omkring 5.000 danskere en del af et registreret forløb med senfølger efter covid-19. 

Senfølge-patienterne inddeler sig groft sagt i to grupper.  

Den ene har åndedrætsproblemer. Årsagen er objektivt set let at forklare, idet disse patienter har fået store skader på lungevævet på grund af selve infektionens voldsomhed. 

Den anden gruppe er kendetegnet ved, at de kan have alle de kendte symptomer som nedsat lugt- og smagssans, åndenød, forstyrret hjerterytme, hovedpine og hukommelsesbesvær. Og stor træthed.

Men mange har haft et mildt forløb, og ingen af dem har synlige skader på organerne. 

Ifølge Pia Thaning er der mange videnskabelige gæt på årsagerne, fra at immunsystemet bliver ved med at være i overdrive til en mulig neurologisk reaktion. 

”Vi ved det ikke. Det er meget svært at se et overordnet mønster. Det er meget individuelt, hvilke symptomer folk oplever. Problemet er, at når vi undersøger disse patienters hjerterytme og lungekapacitet, er der typisk ikke noget eller meget lidt i vejen med deres organer. Alligevel kan de opleve voldsomme respiratoriske anfald flere gange om ugen. Lige nu er der ikke data nok til at forklare, hvad der er årsag til senfølgerne. Udover at de er kommet efter, at folk er blevet smittet med corona,” forklarer Pia Thaning. 

De patienter, der er i kontakt med klinikken, har enten være smittet med alpha- eller delta-varianten. Nogle af dem har stadig hovedpine og koncentrationsbesvær mere end et år efter, at de blev smittet.

Data fra et studie i Wuhan i Kina, viser, at 68 pct. af patienter med senfølger, stadig døjer med minimum ét symptom efter seks måneder. Efter et år er dette tal faldet til 49 pct. 

Pia Thaning beder til, at den nu alt dominerende omikron-variant ikke medfører samme andel af folk med senfølger som de tidligere varianter:

”Det vil være et skrækscenarie i forhold til det store antal smittede med omikron. Men det ved vi om 8-12 uger.”

Hvad man kan gøre for at hjælpe

Mens lægevidenskaben stadig søger svar på årsager og sammenhænge, må senfølgepatienterne hjælpes på anden tværfaglig vis. 

Fysioterapeuter kan give råd om at genopbygge konditionen, og lære de patienter, der får anfald af åndenød, hvordan de bedst muligt trækker vejret, så iltoptagelsen bliver så høj som muligt og kroppen slapper af. Og i Ergoterapien arbejder man med forskellige teknikker, der skal styrke hukommelsen og koncentrationen. 

Nok så vigtig er Anne-Kirsten Midjords første kontakt til patienterne. 

”Det er helt tydeligt, at disse mennesker har et stort behov for at blive hørt. Ofte oplever jeg, at alene samtalen giver noget lindring og nogle sænkede skuldre og tårer, der kommer ud. Det virker som en lettelse hos mange, når jeg siger, at der også er mange andre, der har det som dem. At de ikke er alene med lidelsen. Vi er nødt til at bringe det håb vi kan.”

Anne-Kirsten opsummerer sin rolle: 

”Det kan jo menneskeligt set godt være ret intenst, at man er så ventet, når man ringer. Man skal lytte, spørge ind og være nysgerrig, og ikke mindst indstille sig på, at det tager tid.”

”Det er en supervigtig rolle som sygeplejerske, så folk kan blive set og hørt i deres ofte meget ensomme og lidelsesfulde situation.”

Om egne forudsætninger, siger hun: 

”Jeg tror egentlig bare, jeg bruger mine erfaringer i livet og erfaringer fra mit job. Jeg arbejder meget med palliativ sygepleje,” siger Anne-Kirsten Midjord, der kunne fejre sin 50-års fødselsdag dagen før dette interview. 

Læs også i dette nummer af Sygeplejersken

Åndenød og savn får Susie til at kæmpe