Hvad er den største udfordring for fremtidens sygepleje på netop dit område?

Mette Mølgaard Hansen
Hjemmesygeplejerske, Assens kommune

”Den største udfordring er fastholdelse og rekruttering af sygeplejersker, i og med at supersygehusene kommer inden så længe. Vi har fået at vide, at der er færre sengepladser, men der er stadigvæk det samme antal patienter, og man kan behandle mere og mere. Så vi forudser, at der kommer rigtig mange komplicerede patienter i hjemmesygeplejen.

Så det kan blive svært at skaffe nok kolleger, som kan tage vare på opgaverne, bl.a. hjemmedialyse, som man ikke så før, og IV-medicinering. Der kommer andre opgaver i forhold til, hvad man hidtil har kendt.”

Løsningsforslag? ”Bedre løn og arbejdsforhold for sygeplejersker!”

Marianne Løvdahl
Forstander på et plejecenter i Rødovre Kommune. Uddannet siden 1986.

”Det handler primært om to ting: den kompetenceudvikling, der skal initieres nu, hvor hele det nære sundhedsvæsen rykker sig med nye opgaver; Skal vi være specialister, eller skal vi være generalister samtidig med, at vi arbejder på et område, hvor de borgere, vi passer, er multisyge og har en meget høj grad af kompleksitet i forvejen. Nu skal vi også til at tage specialer ind, det er meget vanskeligt!

Herudover bliver det selvfølgelig rekrutteringsområdet – man vil meget gerne som sygeplejerske have nogle kolleger at dele et fagligt fællesskab med.

Og det gælder både primærsygeplejersker og i højeste grad også lederne. Der bliver på vores område meget fokus på at kunne rekruttere sygeplejefaglige ledere

Løsningen er, at vi sikrer en rigtig god introduktion af de sygeplejersker, vi har, og at vi udvikler vores kerneopgave til ikke kun at være ”til døren på plejehjemmet”, men helt over til hospitalet, så vi faktisk får en fælles kerneopgave, der hedder at forebygge indlæggelser.”

Ida Elisabeth Højskov
Klinisk sygeplejespecialist i en delt stilling mellem klinisk praksis og forskningsenheden Impact. 
Sygeplejerske i 32 år

”Vi skal se på forskning lige meget, hvor vi er – vi skal ikke tale forskning i forhold til professioner men generelt i sundhedsvæsenet.

Den største udfordring er at få eksterne midler til at kunne forske – i de fleste stillinger skal vi frikøbes for at kunne lave forskningen.

Den forskning, vi laver, skal være tværprofessionel, men den skal også være i relation til de patientforløb, vi har tæt på os – forskningen skal være endnu mere relevant i forhold til de specialer, vi sidder i. De skal være så praksisnære som overhovedet muligt.

Og så skal vi huske at få involveret patienterne i forskningen. Det skal ikke kun give mening på CV’et, det skal give mening for patienterne derude. Patienterne skal inddrages helt fra starten, når man planlægger forskningen, og om det kan man sige, at det er det, de fleste fonde kræver nu.”

Løsningsforslag? ”At vi promoverer os og viser vores forskningsresultater og dermed viser, at det faktisk gør en forskel.”