Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fire dage for fremtiden

Dansk Sygeplejeråds kongres trådte sammen i maj i fire dage for at sætte den politiske retning for de kommende to år.

Sygeplejersken 2022 nr. 7, s. 38-43

Af:

Henrik Boesen, journalist

sy7-2022_kongres_grete

’Bedre løn til sygeplejersker’, ’Sygeplejefaglige ambitioner for sundhedsvæsenet’, ’Styrket faglighed og profession’ samt ’Et større, stærkere og mere handlekraftigt fællesskab’ er indholdet af den handlingsplan, som Dansk Sygeplejeråd arbejder efter de kommende to år.
Det vedtog organisationens kongres, som var samlet i fire dage i maj i Aarhus.
Ud over de politiske drøftelser forholdt kongressen sig til en række forslag af betydning for medlemmerne:

DSR Kongres 2022
Caption 
DSR Kongres 2022
Attribution 
Foto Søren Svendsen

Større fokus på medlemmer ramt af arbejdsskader

Mange sygeplejersker, som blev ramt af senfølger efter corona, blev uarbejdsdygtige i mere eller mindre grad. Men også stress og skader som følge af bl.a. forkerte løft og natarbejde fører ofte til, at medlemmer bliver langtidssygemeldte med risiko for senere at blive fyret. Nogle må gå ned i tid eller helt forlade faget. Fælles for alle de ramte er, at de rammes økonomisk.
Kongressen vedtog enstemmigt, at Dansk Sygeplejeråd skal starte en proces, som skal påvirke politikere og arbejdsgivere. Målet er, at sygeplejersker med eventuelt varige mén og/eller langtidssygdom efter en arbejdsskade fastholdes på arbejdsmarkedet.

Forskning i sygepleje bidrager til bedre sundhed

DSR’s nye forskningsudspil ’Forskning i sygepleje – en investering for livet’ anbefaler politikere og beslutningstagere at investere i forskning i sygepleje, fordi det kan gøre sundhedsvæsenet mere effektivt.
Udspillet blev præsenteret på kongressen som et resultat af en tidligere kongresbeslutning. Forskningsudspillet vil sætte fokus på forskning i sygepleje i kommunerne. Der er behov for forskning i sygepleje i hele sundhedsvæsenet, men særligt i kommunerne er der brug for udvikling og prioritering af forskning.
Forskningsudspillet indeholder også forslag om at skabe karriereveje inden for forskning, der kan bidrage til at fastholde sygeplejersker i faget.

Dansk sygeplejeråd indfører kønsneutrale titler

Det er ikke et spørgsmål om at være woke eller om at sende et feministisk statement. Det handler om at være sprogligt bevidst og om at støtte ligestillingen retorisk. Sådan lød ræsonnementet, da kongressen diskuterede kønsneutrale titler.
”Vi må rette op på de kønsmæssige skævheder, som sproget producerer,” lød et af argumenterne.

Mike Grant og Jeanette Bertelsen har begge haft en positiv oplevelse af at være førstegangsdeltagere til en kongres i Dansk Sygeplejeråd

Mike Grant og Jeanette Bertelsen har begge haft en positiv oplevelse af at være førstegangsdeltagere til en kongres i Dansk Sygeplejeråd

Hvordan er det at være på kongres for første gang?

Halvdelen af de 156 kongresdelegerede var med på kongres for første gang. To af de nye sætter ord på, hvordan de oplevede kongressen.

Jeanette Bertelsen, Intensiv Afdeling, Thisted Sygehus. TR og kredsbestyrelsesmedlem af Kreds Nordjylland:
”Jeg er positivt overrasket over at opdage, hvor meget der bliver gjort i organisationen, hvor meget der bliver reflekteret, og hvor meget organisationen gør for at påvirke omverdenen. Jeg har nok haft en oplevelse af, at DSR er for lidt synlig, og at der er nogle interne mure, der gør det svært at få indflydelse – et hierarkisk system. Men allerede på første dag har jeg været på talerstolen flere gange i debatten om løn.”

Mike Grandt, Lokalpsykiatrien i Varde, Region Syddanmark. Kredsbestyrelsesmedlem i Kreds Syddanmark:
”Jeg synes, det er fedt at opleve kongressen, hvor 50 pct. af os er nyvalgte fra november. Her lægger vi rammerne for DSR´s arbejde i de næste fire år, og de beslutninger, der bliver truffet, er det, jeg skal tage med hjem og arbejde med i kredsbestyrelsen. Jeg synes, at jeg som nyt medlem får lov til at præge arbejdet og kan bidrage med, hvordan jeg ser tingene.”

Med vedtagelsen af forslaget vil der fremover i Dansk Sygeplejeråd som udgangspunkt blive brugt kønsneutrale titler som forperson og næstforperson. Dog uden at nogen skal pålægges noget. Derfor kan den enkelte vælge at titulere sig som forperson/næstforperson, forkvinde/næstforkvinde eller formand/næstformand.

Frikøbte politikere må ikke bestride partipolitiske hverv

Partipolitisk uafhængighed er en hjørnesten i Dansk Sygeplejeråds fundament. Og politikere i by- og regionsråd optræder ofte i rollen som arbejdsgivere for sygeplejersker. 
Det var hovedargumenterne bag kongressens beslutning om, at fuldtidsfrikøbte forpersoner og næstforpersoner, kredsforpersoner og kredsnæstforpersoner ikke må bestride partipolitiske hverv.
Konsekvensen er, at medlemmer, som er fuldtidsfrikøbte, fremover ikke også kan sidde som medlem af byråd, Borgerrepræsentation, regionsråd eller Folketinget. 
Ændringen gælder for fremtidige valg. Menige medlemmer må gerne være partipolitisk aktive.

Flere specialuddannelser

Der er behov for at styrke kompetencer og karrieremuligheder inden for de medicinske specialer. Mange delegerede mente, at der også er brug for uddannelser på andre speciale-områder. Forpersonerne gav tilsagn om, at Dansk Sygeplejeråd vil arbejde på at etablere flere specialuddannelser.

Kongres hvert andet år

Dansk Sygeplejeråds øverste besluttende organ, kongressen, mødes fremover igen hvert andet år. For fire år siden vedtog kongressen at mødes hvert fjerde år. Den beslutning er nu blevet omgjort.

DSR Kongres 2022
Caption 
DSR Kongres 2022
Attribution 
Foto: Søren Svendsen

Nej til rotationsordning

Endnu en gang nedstemte kongressen et forslag om at indføre en rotationsordning for frikøbte politikere. Forslaget lød, at fuldtidsfrikøbte politikere i organisationen maksimalt skulle kunne stille op til samme post i tre sammenhængende fireårige valgperioder. Lignende forslag blev stemt ned både i 2012 og 2018.

(Fra venstre) Benjamin Lysander Rask, Pernille Würtz Bøhm og Christian Buonaventsen Kummerfeldt havde en god kongresoplevelse.

(Fra venstre) Benjamin Lysander Rask, Pernille Würtz Bøhm og Christian Buonaventsen Kummerfeldt havde en god kongresoplevelse.

Hvad har været den bedste oplevelse på kongressen?

Tre kongresdelegerede fremhæver oplevelsen af at kunne mødes fysisk og tale sammen efter en tumultarisk periode i DSR – især i debatten på sociale medier.

Benjamin Lysander Rask, midt imellem to job på Aalborg Universitetshospital: Ortopædkirurgisk sengeafsnit, tidligere TR, og specialeansvarlig på Sterilfunktionen. KB-medlem i Kreds Midtjylland:
”Det bedste er at opleve sammenholdet og have mulighed for at netværke. Det har været nogle tumultariske år under og efter konflikten, og jeg havde ærlig talt frygtet, hvordan kongressen ville foregå.”

Pernille Würtz Bøhm, klinisk sygeplejespecialist på Neurologisk afdeling, Sjællands Universitetshospital og nyvalgt KB-medlem i Kreds Sjælland:
”Det bedste har været at mærke sammenholdet og opleve, at vi – på trods af en ikke altid god retorik på sociale medier – kan finde hinanden og behandle hinanden ordentligt. At vi kan sætte en retning sammen.”

Christian Buonaventsen Kummerfeldt, kredsnæstformand i Kreds Hovedstaden:
”Det absolut bedste er at møde kolleger fra andre kredse, at få nogle gode snakke og videndele. Det er uvurderligt at få sat ansigter på hinanden og tale sammen, frem for når samtalen foregår på skrift, og man risikerer at fejlfortolke hinanden.”

Indsats for de kliniske vejledere

Kongressen vedtog, at Dansk Sygeplejeråd skal styrke indsatsen for at forbedre de kliniske vejlederes rammer og vilkår til gavn for de sygeplejestuderende – og dermed fremtidens sygeplejersker.
FH-medlemskab uantastet
Det gav opmærksomhed i enkelte medier, at Dansk Sygeplejeråds medlemskab af FH var sat til afstemning på kongressen. Det konkrete forslag blev dog trukket af forslagsstilleren, inden debatten gik i gang. Tilbage stod et forslag om at evaluere medlemskabet af FH, bl.a. i forhold til om DSR har fået det ud af medlemskabet, som man forventede, og om der er den solidaritet, der bør være.

Ytringsfriheden skal styrkes

I Danmark er der ytringsfrihed. Men ikke altid frihed for de negative konsekvenser, som kan følge med, når man vælger at ytre sig som sygeplejerske. Derfor vedtog kongressen, at Dansk Sygeplejeråd skal styrke indsatsen for medlemmers og tillidsvalgtes mod til at ytre sig.

Løft af honorar til Lederforeningens næstforperson

Honoraret til næstforpersonen i Lederforeningen løftes til samme niveau som honoraret til kredsnæstforpersonerne, besluttede kongressen. Begrundelsen var dels, at der skal herske ligelønsprincip i Dansk Sygeplejeråd blandt de frikøbte politikere, dels at det hidtidige lønniveau gør det svært at rekruttere kandidater til netop den post. De fleste næstforperson-kandidater kunne ved tiltrædelsen forudse en lønnedgang i forhold til lønnen fra deres lederjob – og dermed gøre det vanskeligt at rekruttere kandidater til posten. Et forslag om at hæve honoraret til forpersonen i Lederforeningen til samme niveau som kredsforpersonernes blev nedstemt.

Kongres 2022

Dansk Sygeplejeråds kongres består af medlemmerne af alle kredsbestyrelser, af for- og næstforpersonerne samt af repræsentanter fra Lederforeningen og SLS, i alt 156 personer.
Reportagen fra Dansk Sygeplejeråds kongres i Aarhus fra den 17.-20. maj 2022 er skrevet af Susanne Bloch Kjeldsen, Lotte Dahlmann, Mai Brandi Ludvigsen, Helle Lindberg og Henrik Boesen. Søren Svendsen fotograferede.
Læs den fulde reportage fra Dansk Sygeplejeråds Kongres 2022

Krav til længde af medlemskab før valg

Et forudgående medlemskab på minimum seks måneder er fremover kravet for at kunne stille op til tillidsposter i Dansk Sygeplejeråd. Kravet gælder medlemmer, som ønsker at stille op til poster som kredsfor- og næstforpersoner, kredsbestyrelser, tillids- og fællestillidsrepræsentanter. Kravet gælder dog ikke for sygeplejestuderende, som kan stille op, selv om de lige er blevet medlem. I særlige tilfælde kan en kredsforperson også give dispensation til kravet ved valg af tillidsrepræsentant.

Kortere periode til valgkamp

25 dage, fra et medlem har meddelt sit kandidatur til en tillidspost, til valget går i gang, er for lang tid. Derfor besluttede kongressen at skære 10 dage af perioden og dermed gøre tiden til valgkamp kortere. Begrundelsen for beslutningen var, at store dele af aktiviteterne i forbindelse med en valgkamp foregår digitalt og dermed hurtigere.

DSR Kongres 2022
Caption 
DSR Kongres 2022
Attribution 
Foto: Søren Svendsen
DSR Kongres 2022
Caption 
DSR Kongres 2022
Attribution 
Foto: Søren Svendsen