Her får pårørende også førstehjælp

Beroligende farver på væggen. Tændte lys på bordet og en stumtjener til jakken. En komfortabel sofa og bløde puder. En ladestation, hvor du kan få strøm til din telefon. Læsestof og spil til tankeadspredelse. Drikkevarer og snacks til fri afbenyttelse.

Tilkaldesnoren i hjørnet af rummet, et par enkelte informationspjecer og det faktum, at væggen ud mod den tilstødende gang er lavet af glas, er de eneste umiddelbare påmindelser om, at vi er på et hospital. Det er meningen, forklarer projektsygeplejerske og traumekoordinator Mia Blaabjerg.

”Vi ville gerne have, at rummene mindede så lidt om resten af afdelingen som muligt. De fysiske rammer satte nogle naturlige begrænsninger, men alt i alt er det en klar forbedring fra før,” siger hun, da Sygeplejerskens udsendte tager plads i sofaen.

Vi befinder os i Traumecentret på Akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital, i det ene af to nyindrettede opholdsrum. Rummene er tiltænkt pårørende til kritisk syge eller akut tilskadekomne patienter. Her kan ægtefæller, partnere, forældre, børn eller søskende få en smule ro i tryggere omgivelser, alt imens de venter på at høre nyt om deres kære.

Prisvindende forskningsprojekt

Og netop tryghed og ro er ekstremt vigtigt for pårørende til traumepatienter, fortæller Mia Blaabjerg.

”Det er mennesker, som er i chok, når de kommer ind. De er bange, de er krise og lige pludselig skal de måske opholde sig på hospitalet i mange timer. De har brug for, at der bliver taget hånd om dem og de har brug for at kunne være et rart sted, hvor der er tænkt på deres basale behov,” siger hun.

De nye pårørenderum er resultatet af konkret forskning – Mia Blaabjergs egen. Hun har for sit kliniske studie ’Meeting Relatives in Trauma Centres’ netop vundet prisen for Årets Patientfokus ved den første prisuddeling nogensinde for Danmarks bedste kliniske afprøvninger og forsøg. 

Som et led i sit projekt har hun interviewet 11 pårørende og haft telefonsamtaler med cirka 500 pårørende til traumepatienter. Samtalerne har taget udgangspunkt i de pårørendes egne oplevelser med akutafdelingen og det sundhedspersonale, der møder dem, når de kommer ind.

”Projektet udsprang af to ting. Dels fik vi at vide af pårørende, at der var ting, vi godt kunne gøre bedre. Dels efterspurgte sygeplejerskerne på afdelingen kompetencer til at håndtere de pårørende – de følte, de manglede viden om, hvordan man bedst kan agere, når man står med mennesker i akut krise. Som traumesygeplejersker er vi trænede i at redde liv og at fikse patienterne med vores hænder, men det er noget helt andet, der kræves, når du skal tage hånd om familierne og de nærmeste,” siger Mia Blaabjerg.

Med ind på traumestuen

Undervejs i samtalerne med de pårørende blev Mia Blaabjerg ret hurtigt opmærksom på særligt én fællesnævner: Familiemedlemmerne fortalte alle sammen om, hvor vigtigt det var for dem, at de følte sig set, hørt og mødt, allerede fra første øjeblik, hvor de trådte ind på akutafdelingen.

”Bare dét, at der står en rolig sygeplejerske eller fagperson klar til at møde dem – at de er ventet, at der er et rum til dem og at de løbende får informationer – er alfa og omega for deres oplevelse af tryghed.

I det kaos, der kan opstå omkring den ofte livreddende behandling af en traumepatient, kan de pårørende godt få oplevelsen af at blive kørt ud på et sidespor,” siger Mia Blaabjerg.

Forskningen viser dog, at det er positivt for de pårørendes krisehåndtering, hvis de bliver inddraget i slagets gang. Derfor har de på Traumecentret i Aarhus fået mere fokus på bl.a. at spørge familiemedlemmerne, om de vil med ind til patienten, imens behandlingen stadig står på – når der er mulighed for det.

”De ting, de pårørende sidder og forestiller sig nede i opholdsrummet, er ofte langt værre end virkeligheden. De får typisk bearbejdet oplevelsen langt bedre efterfølgende, hvis de har set, hvad der er foregået, med egne øjne,” siger Mia Blaabjerg.

Pårørende bærer traume for to

De fysiske rammer i opholdsrummene er således ikke den eneste ændring, forskningsprojektet har medført. Ifølge Mia Blaabjerg er sygeplejerskerne på afdelingen virkelig glade for at have fået nogle konkrete redskaber, de kan bruge til at hjælpe de pårørende – det er hun i øvrigt også selv.

”Vi er blevet mere bevidste om, hvad de har brug for. Vi har bl.a. haft oplæg med en krisepsykolog og vi har også lavet et action card, som vi kan have i lommen og støtte os til, når vi er sammen med de pårørende. Allervigtigst er det dog, at vi bare sørger for at være til stede og være der for dem,” siger hun.

”Der var en pårørende, der sagde til mig, at hun faktisk skulle bære et traume for to mennesker – både for hende selv og patienten. Patienten var jo bevidstløs igennem det hele, men skulle senere have genfortalt alt, hvad der var sket. Det synes jeg er en god pointe – og hvis de pårørende skal være i stand til det, så kræver det, at vi giver dem de bedste forudsætninger for at komme godt videre,” siger Mia Blaabjerg. 

Læs også:

Sygeplejersker er med til at nytænke psykiatrien