Sygeplejersken
Leder: Godt nytår
"Nu skal regeringen i arbejdstøjet og sammen med Folketinget, regioner og kommuner finde løsninger, som bl.a. betyder, at sundhedsvæsenet stabiliseres."
Sygeplejersken 2023 nr. 1, s. 3
Af:
Grete Christensen, formand
Det er godt, at den nye regering slår fast, at sundhedsvæsenet er et af regeringens hovedprioriteter.
Det er også godt, at regeringen både vil sætte ind med en akutpakke her og nu og på den lidt længere bane vil invitere til trepartsforhandlinger om udmøntning af en ekstraordinær ramme til løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor.
Alt i alt vidner det om, at regeringen lytter til, hvad vi siger. Og at sygeplejerskerne bliver hørt.
Nu skal regeringen i arbejdstøjet og sammen med Folketinget, regioner og kommuner finde løsninger, som betyder, at sundhedsvæsenet stabiliseres, at ventelisterne nedbringes og at patienter og borgere fortsat kan regne med hjælpen i det danske sundhedsvæsen.
Der er tydelige ambitioner for psykiatrien i de kommende år, og det er både nødvendigt og godt. Ligeledes skal der være ambitioner for fagligheden i det sammenhængende sundhedsvæsen. De ældre lever længere og har flere forskellige lidelser. Derfor er der behov for sundhedsfaglige tiltag i ældreplejen, der sikrer god omsorg og sygepleje.
Hospitalerne kan med den rette personalesammensætning løse højt specialiserede opgaver. Der er derfor brug for tydelige karriereveje, for et udviklende arbejdsmiljø og for gode lønvilkår for at løse den store mangel på flere faggrupper, herunder særligt sygeplejersker.
Sundhedsvæsenet fungerer døgnet rundt og alle årets dage. Det stiller store krav til medarbejderne, som meget selvstændigt forventes at løse komplicerede opgaver.
I Dansk Sygeplejeråd vil vi følge op på, om regeringen indfrier ambitionerne fra regeringsgrundlaget.