"Døden er blevet lidt for normal"

Der er store ødelæggelser i byerne nær fronten.

49-årige Elena er ved at gøre medicin klar til nogle let sårede soldater, som ligger i rummet ved siden af. Hun arbejder som sygeplejerske i et nedlagt forsamlingshus i en østukrainsk landsby. Det er lavet om til et midlertidigt hospital. Ukrainske soldater holder vagt udenfor, mens Elena og de andre sygeplejersker tager sig af de sårede soldater.

Soldaterne har et stop her, før de fragtes videre til hospitalerne i storbyerne.

“Vi har virkelig travlt her nogle gange. Det er helt vildt, men jeg føler mig godt rustet til at kunne klare det, da vi også under covid-tiden var under et stort pres. Patienterne her er meget anderledes, men jeg kan bruge min stress-erfaring," forklarer Elena, der før den russiske invasion arbejdede på afdelingen for infektionssygdomme på et hospital.

Elena siger, at de sårede soldater ankommer i ryk. Nogle gange er der meget at lave i det forhenværende forsamlingshus. Andre gange er der stille. Nogle gange kommer der 40 patienter på en gang. I de situationer skal hun gøre indsprøjtninger og drop klar på ingen tid.

“Og så er jeg blevet rigtig god til at bruge årepresser og andre førstehjælpsting,” siger Elena, der på grund af reglerne i det ukrainske militær ikke må opgive sit efternavn.

Forsøger at klare det psykiske pres
Medicinrummet var tidligere et spillerum med blandt andet billard og pool. På væggen hænger køstativet stadig. Køerne er væk og i stedet hænger der et stetoskop. Elena fortæller, at det er hårdt at klare det mentale pres, der kommer af at se de sårede soldater, hvor mange ender med at få amputeret lemmer. Hun kan ikke lade være med at tænke på deres fremtid.

“Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ofte græder. Nogle gange trækker jeg mig hen til et stille sted og tager lidt tid alene. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal håndtere det,” siger Elena og tilføjer, at den største forskel på hendes civile job og krigen er de mange døde.

“Og så er jeg vred. Virkelig vred på russerne, fordi jeg simpelthen ikke kan forstå, hvordan de kan gøre det her. Det var også derfor, jeg meldte mig til krigen. Mine kollegaer sagde, at jeg skulle lade være, at jeg kunne ende med at dø, men jeg er bare så vred,” siger hun.

Elena forklarer, at det sværeste for hende er det mentale. Hun føler sig godt rustet praktisk. Det har overrasket hende, hvor let det har været at træde ind i en rolle ved hæren.

“Jeg håber så meget på, at Gud vil straffe russerne for det her,” siger Elena, der også gør en dyd ud af at forsøge at tale med soldaterne og berolige dem.

Soldaterne har ofte været på et felthospital, før de ankommer hos Elena. Der har de sjældent tid til det mentale aspekt. Det har de mere tid til i det nedlagte forsamlingshus.

“På en eller anden måde er jeg blevet lidt psykolog, og det har jeg aldrig prøvet før.”

Redder liv i forsamlingshuset
Elena arbejder sammen med 39-årige Igor, der før den russiske invasion var sygeplejerske på en kræftafdeling på et privathospital i Kyiv. Han meldte sig straks til hæren, da russerne stormede mod Kyiv sidste år. Mest af alt fordi han følte det som sin pligt.

Igor siger, at han i hæren har lært, at alting skal gå meget hurtigere. I det civile liv havde han tid til patienterne, mens det her handler om at være effektiv hele tiden.

“Men det mentale er faktisk den største forandring for mig. På kræftafdelingen havde jeg næsten kun med døende patienter at gøre. Her føler jeg faktisk, at jeg kan gøre en forskel på en anden måde. Det er en stor forandring for mig,” siger Igor, der forklarer, at han har været med til at redde liv i forsamlingshuset og nogle gange tættere på fronten.

“Jeg har dog set helt forfærdelige ting, og jeg er på en eller anden måde blevet lidt immun overfor det hele. Føler lidt, at døden er blevet lidt for normal,” forklarer han.

Igor fortæller en historie fra et felthospital tættere på fronten, hvor to soldater ligger og får førstehjælp. De bløder heftigt, og den ene spørger den anden, hvor deres tredje ven er.

“Soldaten svarede bare køligt, at han var væk. Uden følelser. De talte om liv og død, som var det blevet hverdag. Tragisk nok, så er det blevet sådan for os også,” siger Igor og tilføjer, at han har svært ved at forestille sig, hvad han vil efter krigen, da det virker så usikkert.

Læs også i dette nummer af Sygeplejersken:

"Jeg er blevet et koldt menneske under denne krig"