Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Anmeldelser

Læs her anmeldelse af følgende bøger: 'En opdagelsesrejse ind i den glemte kunst at trække vejret' og 'Det er bare blod - din første bog om menstruation med blodige fakta og ærlige historier'. Desuden 'Fagredaktørens udvalgte'.

Sygeplejersken 2023 nr. 5, s. 56-57

Få bugt med snorken og søvnapnø

Breath

James Nestor
BREATH: En opdagelsesrejse ind i den glemte kunst at trække vejret
Wibolts Forlag 2022, 304 sider - 279, 95 kr. 

Kroniske åndedrætsproblemer, snorken, søvnapnø, tilstoppede bihuler og underudviklet kæbe. Det er starten på en videnskabelig opdagelsesrejse ind i den glemte kunst at trække vejret med forfatteren som forsøgsperson. Respirations-research er beskrevet som at være fanget i filmen ’En ny dag truer’, hvor hovedpersonen hver morgen vågner op til den samme dag: 

Forskellige videnskabsmænd, forskellige årtier, de samme konklusioner, det samme kollektive hukommelsestab. Bogen trækker på tusindvis af års medicinske tekster og forskning inden for lungemedicin, psykologi, biokemi og fysiologi, som er genialt formidlet. 

Når vi ikke trækker vejret gennem næsen, forfalder og forsnævres den. Snorken og søvnapnø følger efter. Et stykke ”mundtape” af typen kirurgisk universaltape på størrelse med et frimærke midt på læben er alt, hvad der skal til for at holde munden lukket under søvnen og reducere snorken væsentligt. Respiration bestående af 5,5 sekunders ud- og indåndinger har videnskabelig effekt på stress, angst og lungelidelser.

Et studie med over 1.000 deltagere har vist, at dem med bedst helbred trak vejret mindst. De havde mere kuldioxid i udåndingsluften og lav hvilepuls. Patienter med astma, forhøjet BT og andre lidelser trak konsekvent vejret for meget: Ofte ind og ud af munden. Iltmætningen var god, men der var lavere kuldioxid i udåndingsluften og høj hvilepuls. Ved at lære at trække vejret mindre kan astmatikere opleve signifikant færre astmaanfald, bedre lungefunktion og friere luftveje.  

Sammenhængen mellem tyggefunktionen og luftvejene er evident i videnskaben. Vores forarbejdede bløde kost har haft signifikant negativ effekt på vores sundhed. Studier på mennesker og dyr viser, at konsekvensen af at der ikke længere bliver brugt kræfter på at tygge, er store. Ansigterne bliver smallere, tænderne for tætsiddende og skæve, kæberne rykket fra naturlig position. 

Vejrtrækningsproblemer bliver ofte følgen, og godt 90 pct. af os har en eller anden form for malokklusion. Resultaterne af at lære at trække vejret rigtigt med lukket mund, brug af sovetape, og at tygge på hårdt tyggegummi er forbløffende. Et år efter er søvnapnøen forsvundet og snorken næsten væk, kæbestilling ændret, luftvejen udvidet og den kroniske tilstopning af bihulerne forsvundet.  Tjek: mrjamesnestor.com/breath og appen ’breathing exercise’.

Maj Siercke, sygeplejerske, ph.d., fagredaktør

Som et kærligt knus til teenageren

Det er bare blod

Louise T. Sjørvad og Jette Sandbæk
Det er bare blod – Din (første) bog om menstruation med blodige fakta og ærlige historier
Forlaget Albert 2023, 96 sider – 199,95 kr. 

“Er det normalt, at menstruation er brunt?” “Hvordan bruger jeg menstruationsbind?” “Hvad gør andre, hvis de bløder igennem?” Spørgsmålene er mange, når man får sin første menstruation, og bogen giver svar på dem alle. Både i form af fakta om menstruation og gennem personlige historier fra børn og unge.  

Bogen er lige så informativ, som den er farverig og illustrativ. I sådan en grad at det næsten kan virke som om, at tøjmærket Mads Nørgaard, der har støttet bogen økonomisk, ligeledes har fået lov at lege med det grafiske udtryk. 

Når det er sagt, er bogen som et kærligt og forstående knus til pigen, der snart skal opleve sin første menstruation. Det er et særligt plus ved bogen, at den netop er i øjenhøjde med de unge piger – både sprogligt samt med citater fra piger der har fået deres menstruation.

Bogen har som ærinde at være oplysende om menstruation og derfor den velvalgte titel ’Det er bare blod’.

Bogen lykkes med sit ærinde, og jeg oplever glædeligt nye pædagogiske og visuelle virkemidler, som f.eks. billedet af en skolemælk for at illustrere det faktuelle, at piger bløder ca. en femtedel af en skolemælk, når de har deres menstruation – nemlig 0,5-0,8 deciliter. Denne oplysning står naturligvis under bogstavet D for deciliter.

De sygeplejersker, der møder piger på ca. 10-13 år, kan let organisere en samtale om blod og menstruation ved hjælp af bogen. Bogen er i den sammenhæng også meget anvendelig som opslagsbog takket være alfabetet, der løber som en overskueliggørende struktur i forhold til alle de forskellige nedslag, der har med menstruation at gøre. 

Bogen er ikke teksttung, har talesprog og få kildehenvisninger – tydeligvis tiltænkt unge piger fra ca. 10-11 år. Til gengæld har den rigeligt med faktuelle nedslag, som både målgruppen og sygeplejersker kan blive opdateret af – ligesom jeg blev.

Måske bogen kan lægge op til en drengebog der hedder ’Det er bare sten’ omhandlende det typiske første tegn på, at drengene er på vej i pubertet – nemlig stenene i pungen der vokser.

Anja Kreutzmann, sundhedsplejerske, ansvarshavende redaktør, Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker

Fagredaktørens udvalgte v/ Maj Siercke, sygeplejerske, ph.d.

Podcast. De to specialuddannede fysioterapeuter bag smertevidenskab.dk interviewer forskere, klinikere og tidligere patienter for at belyse den nyeste viden om smerter og rehabilitering. Lyt til episode 41: ’Hvordan bør sundhedsprofessionelle møde personer med kroniske smerter?’

Podcast. Mød dem, som går forrest på vejen til fremtidens social- og sundhedsvæsen. Hør om nye måder at arbejde og organisere sig på, ny medicin, life science, teknologi og brug af data på sundhedskommunikation.com/lyt 

Bog. Hvad er omsorg? Og hvordan drager sygeplejersken omsorg for patienten? Omsorgens sygeplejeprofessionelle virke og værdi er kernen i ’Omsorg - Når menneskelighed er et arbejde’ af filosof Jacob Birkler.

Podcast. Mennesket har siden urtiden brugt musik til behandlingsformål. Niels Eje komponerer musik, der virker beroligende og oplevelses-skabende på et fundament på mere end 20 års udvikling og forskning. ’Music as Medicine’ kan streames på MusiCureStream.

Title

Læs anmeldelser af flere bøger her (Bøgerne er ikke anmeldt i den trykte udgave af Sygeplejersken)